Hvorfor bliver nogle mennesker knap berørt af COVID-19, mens andre rammes hårdt og atter andre må døje med senfølger længe efter smitten? Det er nogle af de spørgsmål, et europæisk forskningskonsortium under ledelse af Trine Hyrup Mogensen, der er professor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og overlæge på Afdeling for Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, skal finde svaret på. Målet er dels en større forståelse for genetikkens betydning for immunforsvarets evne til at tackle vira og genkende dem igen. Og dels helt praktisk at udvikle en test, der kan vise, om en patient er i risikogruppe for at få et alvorligt forløb. Det vil kunne hjælpe sundhedspersonalet med at sætte ind med den rette behandling i god tid.

Særlige krav til Horizon Europe-projekter

”Måden, man skriver om baggrund, planer og metode, er det samme som i andre ansøgninger. Men det er skalaen, samarbejdet og det store fokus på samfundseffekt, der gør Horizon Europe til noget specielt,” fortæller Trine Hyrup Mogensen.

Trine Hyrup Mogensen, professor, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Fotograf: Jann Zeiss

Altså, at man redegør for den forventede samfundsnytte – i det her tilfælde decideret svare på, hvordan projektet og resultaterne af vores forskning kan overføres til klinikken og føre til bedre patientbehandling.”

Også når det gælder åbenhed og kommunikation om projekterne, skiller Horizon Europe sig ud. ”Dels er vi forpligtet til at dele fund med hinanden i de videnskabelige miljøer. Dels skal vi også opretholde en løbende kommunikation til studerende og gymnasieelever, sundhedspersonale, patienter og borgerne, hvor vi dybest set redegør for, hvorfor det egentlig er, vi skal bruge penge på det her. Jeg synes, det er både sympatisk og vigtigt at bidrage til folkeoplysningen på den måde. Og vi har også en plan for, hvad vi vil gøre, både med oplysningsmøder, hjemmeside, Twitter og så videre. Men jeg må indrømme, at det ikke var det nemmeste afsnit af ansøgningen at skrive."

Pondus til at træffe beslutninger

Et andet særkende ved Horizon Europe er kravet om tværeuropæisk samarbejde. Det giver mulighed for at indlede samarbejder med førende eksperter samtidig med, at det øger kompleksiteten for koordinatoren. ”Det er klart, at jo flere partnere du har med, jo mere koordinering giver det. På den anden side er muligheden for at samarbejde med de førende eksperter på deres felt en af styrkerne ved Horizon Europe.

Projektpartnerne tæller bl.a. Pasteur Instituttet i Paris, Universitetet i Goettingen, samt det franske medicinalfirma bioMerieux. Som leder og koordinator modtog Trine Hyrup Mogensen input fra hver af de involverede partnere.

"Fagligt dækker konsortiet utroligt bredt, så udfordringen har været at få det hele til at spille sammen og bygge bro mellem faglighederne. Hver forskergruppe har sendt data, midlertidige resultater, input og idéer, og jeg har så skrevet den endelige tekst – 45 siders projektbeskrivelse.”

”Horizon Europe kræver erfaring som forskningskoordinator og -leder. Du skal have noget på CV’et i forvejen, så du har noget pondus. For der skal skæres igennem af og til,” understreger Trine Hyrup Mogensen.

Internationalisering vigtig for dansk forskningssucces

I forbindelse med udarbejdelsen af ansøgningen fik Trine Hyrup Mogensen hjælp af Forskningsstøtteenheden på Aarhus Universitet. ”Men jeg inddrog dem nok lidt for sent. Så et godt råd til andre, der skal skrive en Horizon Europe-ansøgning, vil være at involvere forskningsstøtteenheden tidligt i forløbet, hvis man har adgang til sådan en.”

I det hele taget peger Trine Hyrup Mogensen på etableringen af forskningsstøtteenheder som en af forklaringerne på danske forskeres succes med EU-forskningsprojekter. ”Det er vigtigt med god support i ansøgningsfasen, men også at man kan få hjælp til den efterfølgende administration.”

Som forklaring på at danske forskere generelt har en højere succesrate med deres EU-ansøgninger end det europæiske gennemsnit, peger Trine Hyrup Mogensen også på størrelsesforhold: ”Danmark er ikke stort nok til, at vi kan have lige så mange stærke forskningsmiljøer, som de kan andre steder i verden. Derfor er vi nødt til at orientere os udad, hvor større lande måske føler, at de har nok i sig selv.”