LEDER

Fra dansk til europæisk succes

Kontorchef Anders Ødegaard, Styrelsen for Forskning og Uddannelse

leder
Ét er at klare sig godt på den hjemlige scene, noget andet er at markere sig på den europæiske scene, hvor krav, forventninger og konkurrence ofte er større. Det kender vi fra kulturens og sportens verden. Men hvordan ser det ud, når vi ser på den videnskabelige verden? Giver succes i Danmark også succes i Europa?

I den danske forskningsverden spotter Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) forskertalenter og dyrker eliteforskere, og deres bevillinger er ofte en katapult for en topplacering i Det Europæiske Forskningsråd (ERC). For udover at pengene fra DFF finansierer forskning her og nu, så lægger bevillingen ofte fundamentet for, at forskeren kan gå efter en større og endnu mere ambitiøs bevilling fra ERC. Med økonomisk støtte fra DFF kan forskere skabe ny forskning og modne den unikke idé, der matcher ERC’s krav om excellent og banebrydende forskning.

ERC hylder originalitet, nysgerrighed og mod, og pengene følger de mest innovative idéer, som kan bringe forskningen helt nye steder hen. Konkurrencen om midlerne fra ERC er selvsagt større, men hvordan ser det ud set i et dansk perspektiv? Kan forskere i Danmark begå sig i kampen om de eftertragtede bevillinger fra ERC på mellem 1,5 og 10 mio. euro?

“Knap 60 procent af ERC-modtagerne i Danmark har en eller flere DFF-bevillinger”

Svaret er ja. Siden 2014 har 89 forskere i Danmark opnået en ERC-bevilling til at igangsætte original forskning, der udspringer af deres egne idéer og med potentiale til at nytænke videnskabelige problemstillinger.

Affyringsrampe for forskere i Danmark
Knap 60 procent af ERC-modtagerne i Danmark har en eller flere DFF-bevillinger med i bagagen. DFF understøtter derfor på fornem vis danske topforskere og kan bryste sig af at lede forskerne videre til ERC. Når DFF fremmer den frie forskning i Danmark, hvor de spotter originale projekter af høj videnskabelig kvalitet og dyrker de talenter, som har modet og nysgerrigheden til gå nye forskningsveje, så baner de samtidig vejen for europæisk succes. Og flere forskere får med DFF’s nye ERC-støtteprogram mulighed for at opnå en ERC-bevilling. I år er der afsat 10 mio. kroner til at ruste yngre forskere til at forbedre deres chance for at hente en ERC-bevilling.

Mød de videnskabelige ’månelandere’
Succes kommer ikke uden modet til at satse og sulten efter resultater. Uanset om man forsker i flygtige gasser, virus, celler, sensorer eller jihadister er man revet af troen på en videnskabelig ’månelanding’. At ens forskning rykker noget og bringer noget større med sig. Mød en håndfuld af dem her i magasinet og hør, hvordan de med succes har taget springet via Danmarks Frie Forskningsfond til Det Europæiske Forskningsråd.

God læselyst!