CASEINTERVIEW
Smag for tværfagligt samarbejde
Interview med Danielle Wilde, Syddansk Universitet
Appetit for flere discipliner fik Danielle Wilde allerede som ung forsker. I sin ph.d.-afhandling kombinerede hun fænomenologi, design, menneskelig computerinteraktion, materialevidenskab og teknik. Det tværfaglige mindset har siden været en styrke i hendes forskerkarriere, og i dag høster hun frugterne af det. Som humanistisk forsker samarbejder hun med gastro-fysikere, biologer og ingeniører inden for Life Science. Og nu omfatter samarbejdet også embedsmænd m/k fra Kolding Kommune i EU-projektet FUSILLI, hvor der etableres et ’Living lab’ om fødevarer i Kolding by. Laboratoriet samler aktører fra hele fødevareværdikæden – fra lokale fødevareproducenter til de koldingensiske forbrugere.
Komplekse udfordringer
De samfundsmæssige udfordringer og menneskeskabte kriser, som forskersamfundet skal bidrage med løsningerne til, er mere og mere komplekse. Det kræver løsninger, der ikke kun udspringer fra den hårde videnskab, understreger Danielle Wilde: ”Det er så komplekst, at den eneste måde at løse det på er, at vi engagerer os i tværfagligt samarbejde og inkluderer forskellige discipliner og aktører i og uden for universitetsverdenen. Det kan ikke lade sig gøre på anden vis. Fødevarer er et oplagt eksempel. 1/3 af CO2-udledningen kommer fra fødevareproduktionen, og mad er ikke blot kalorier, det er i høj grad også kultur. Mad handler i høj grad om vaner, og hvad vi kan lide og ikke lide. Hvem vi er, og hvordan vi opfatter os selv. Og at svare på disse spørgsmål kræver en forsker med en baggrund fra samfundsvidenskab og humaniora.”
Danielle Wildes gode råd til tværfagligt samarbejde
1.
Vær proaktiv. Afvent ikke at andre inkluderer dig og din ekspertise. Byd ind med dit perspektiv på en given problemstilling.
2.
Vær lydhør. Det er essentielt at lytte og vigtigt at finde ud af, hvordan din forskning passer ind i helheden. Lyt ikke kun efter, hvad du leder efter, men være åben og nysgerrig over for andres perspektiver.
Bæredygtighed handler derfor også om at undersøge, hvad det egentlig vil sige at spise bæredygtigt. I FUSSILI-projektet skal Danielle blandt andet forske i social udvikling og forandringer. Hvad skal der til, for at vi kan forandre måderne, vi spiser og producerer mad på? Hvorfor erstatter vi ikke bare frikadellen med en kødfri en af slagsen? Hvad er barriererne, og hvad er mulighederne? Her kan hendes perspektiver på adfærd og forandringer hjælpe producenter med at producere bæredygtigt mad, der nemmere finder vej ned i indkøbskurven eller til kokkens køkkenbord.
Forskere fra forskellige discipliner stiller forskellige spørgsmål
I dag oplever Danielle Wilde, at opdelingen i adskilte faglige siloer stadig lever i bedste velgående på universiteterne, i måden videnskabelige resultater opgøres på og til dels også i de programmer, der støtter forskning og innovation. Men siloerne kommer ifølge Danielle Wilde i den grad til kort, når det gælder udviklingen af løsningerne på de store samfundsudfordringer, mens det tværfaglige er vejen frem: ”Det tværfaglige er berigende, fordi det udvider din horisont som forsker. Forskere fra forskellige discipliner stiller forskellige spørgsmål. Den type samarbejde åbner op for, hvordan du forstår din egen forskning og den rolle, som din forskning og din ekspertise kan spille – i samspil med andre.”
Svært men nødvendigt
Selvom Danielle Wilde meget tidligt har insisteret på det tværfaglige samarbejde, erkender hun også, at det kan være svært: ”Det kan være udfordrende at samarbejde på tværs – og også at få det tværfaglige samarbejde anerkendt i de videnskabelige miljøer. Dog er det med tiden blevet nemmere at publicere, og der kommer flere tværvidenskabelige tidskrifter, f.eks. inden for bæredygtighed. Til gengæld er den samfundsmæssige effekt tydelig. Derfor er det værd at gøre og værd at insistere på.”
Øvelse gør mester
Danielle Wilde håber, at FUSILLI vil bane vejen for flere tværfaglige EU-projekter. Kravet i Horizon Europe om at integrere samfundsvidenskabelig eller humanistisk forskning i f.eks. naturvidenskabelige projekter skubber også i samme retning: ”Det krav er nyt, og det vil tage tid at vænne os til det. Vi skal øve os, og med tiden bliver vi forhåbentlig rigtigt gode til det.”
FUSILLI står for Fostering the Urban Food System Transformation through Innovative Living Labs Implementation. SDU Kolding og Kolding Kommune er en del af FUSILLI. De har fået ca. 8 mio. kroner i støtte fra Horizon 2020 til projektet Food2030. En væsentlig del af projektet er at forvandle Kolding til et ’living lab’, et fødevarelaboratorium, der inddrager aktører fra hele fødevareværdikæden – fra producenter over forskere til forbrugere. 11 andre byer i Europa har fået i alt ca. 91,5 mio. kroner i støtte til tilsvarende indsatser.
Læs mere på www.koldingfood2030.dk
VIDSTE DU
Besøg det nye web-univers om Horizon Europe
På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside finder du det nye web-univers om Horizon Europe. Her får du et overblik over de forskellige programmer, information om den gode ansøgning samt aktuelt stof. Indholdet er tilgængeligt på både dansk og engelsk.
Så er ‘Den lille uundværlige’ tilbage
Vi gentager successen med de små uundværlige pjecer om forskellige aspekter i Horizon Europe. Emnet i det første nummer i den lille uundværlige-serie er Det Europæiske Forskningsråd (ERC). Pjecen gennemgår de forskellige bevillingstyper i ERC, evalueringsprocessen, giver gode råd til ansøgere og meget andet.
Stor eller lille konkurrence
Efter ansøgningsfristen kan du på ansøgningsportalen ’Funding & Tender’ under hvert opslag se, hvor mange ansøgninger Europa-Kommissionen har modtaget. Find det opslag, du vil undersøge (nu angivet som Closed) og gå ned i bunden af siden. Under ’Call updates’ fremgår antal ansøgninger. Det varierer meget, om der er få eller mange ansøgninger.
Nyt videns- og innovationspartnerskab for de kunstneriske og kreative industrier
Partnerskabet skal bringe europæiske virksomheder, sammenslutninger, foreninger, klynger, kultur-, forsknings- og uddannelsesinstitutioner m.m. sammen med det formål at understøtte innovation, videndeling og netværksdannelse inden for det kunstneriske og kreative felt. Partnerskabet er netop lanceret af European Institute of Technology (EIT).
Partnerskabet skal træne fremtidens kreative iværksættere og styrke innovative, kreative miljøer på tværs af regioner. På den måde bidrager det nye samarbejde til at cementere Europas kulturelle betydning og kreative kapacitet.
Opslaget er åbent og har deadline den 23. marts 2022.
New European Bauhaus er et tværfagligt initiativ
Formålet er en fælles indsats i Europa, hvor vi fremmer bæredygtig og inkluderende levevis og balancen og mangfoldigheden mellem bebyggede miljøer og naturen omkring os. Vi skal tænke design, arkitektur og æstetik, når vi renoverer bygninger, skaber nye energieffektive bygninger og byrum. Og vi skal tale sammen om, hvordan vi helst vil bo i fremtiden. Initiativet blev lanceret af Europa-Kommissionen i september 2021.
Bauhaus–opslag optræder på tværs af Horizon Europe i klyngeprogrammer, missioner og partnerskaber.
New European Bauhaus har sit navn fra 1920’ernes og 30’ernes Bauhaus-skole i Tyskland, hvor arkitektur og kunsthåndværk tog afsæt i æstetiske værdier i feltet mellem industrisamfund og det levede liv. Således bygger New European Bauhaus bro mellem videnskab, teknologi, kunst og kultur.
VIL DU VIDE MERE
Danielle Wilde
Lektor
Syddansk Universitet