NYT FRA BRUXELLES
Valget til EU-Parlamentet påvirker de nye arbejdsprogrammer i Horizon Europe
Interview med Jakob Just Madsen, DANRO
- Valget berører forberedelserne af de kommende arbejdsprogrammer, især det, vi kalder søjle 2, hvor det er politikerne og Europa-Kommissionen, der bestemmer, hvilke forskningsområder der skal gives penge til, siger Jakob Just Madsen, chefkonsulent og daglig leder af DANRO, der er Uddannelses- og Forskningsstyrelsens kontor i Bruxelles. Valget forventes derimod ikke at få betydning for f.eks. Det Europæiske Forskningsråd og Marie Skłodowska-Curie, som støtter fri forskning og innovation.
Normalt bliver arbejdsprogrammerne forberedt, så de er klar til offentliggørelse i efteråret, hvorefter potentielle ansøgere kan gå i gang med at skrive deres ansøgning. Valget til Europa-Parlamentet i 2024 vil betyde en kortere ansøgningsfrist til de arbejdsprogrammer, som normalt ville være klar ved årsskiftet 2025.
- Næste år kommer der en tvangspause. Hvor lang tid den vil vare, afhænger af, hvor hurtigt Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen er om at konstituere sig. Med noget held kan de nye arbejdsprogrammer blive klar i første kvartal af 2025, men hvis det trækker ud med at blive enige om udnævnelsen af de nye kommissærer, vil programmerne trække yderligere ud, siger Jakob Just Madsen, chefkonsulent og daglig leder af DANRO, der er Uddannelses- og Forskningsstyrelsens kontor i Bruxelles. For de enkelte ansøgere kan det betyde, at der kun er cirka tre måneder til at skrive en ansøgning mod normalt ofte seks måneder.
VIDSTE DU
Ny webguide til europæiske partnerskaber
Ny side på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside guider dig rundt i de forskellige partnerskaber i Horizon Europe og de støttemuligheder, som partnerskaberne tilbyder.
Lyt til et webinar om Horizon Europe, når det passer dig
På Uddannelses- og Forskningsstyrelsens YouTube-kanal er der fri adgang til webinarer om f.eks. Det Europæiske Forskningsråd, Marie Skłodowska-Curie-programmet og Det Europæiske Innovationsråd. Rigtig god fornøjelse!
Få feedback på din Horizon Europe-ansøgning
Ny pjece fortæller om præevalueringsordningen, hvor du kan få feedback af uvildige eksperter på din Horizon Europe-ansøgning. Ordningen er for dig, der koordinerer en ansøgning til et samarbejdsprojekt eller er ansøger til udvalgte bevillingstyper i Marie Skłodowska-Curie-programmet eller hos Det Europæiske Forskningsråd.