CASEINTERVIEW

Genvej til internationalt gennembrud

Interview med Aleksander Krag, SDU, Ernst Jan de Place Hansen, AAU, og Berit Lilienthal Heitmann, KU og Frederiksberg Hospital

Det kan kræve blod, sved og tårer at opnå et Horizon 2020-projekt. Men når ansøgningen er imødekommet, og rollen som koordinator i et Horizon 2020-projekt er i hus, så kan du se frem til at være et eftertragtet navn og få et langt større netværk i den internationale forskerverden.

Aleksander Krag, Ernst Jan de Place Hansen og Berit Lilienthal Heitmann er alle tre indehavere af en koordinatorrolle i et Horizon 2020-projekt. De har alle kunnet mærke, hvad det kræver at være lederen og primus motor i et internationalt forskningssamarbejde, som et Horizon 2020-projekt er.

Money talks
De eftertragtede millioner, der blandt andet følger med, er noget, der vækker opsigt i forskerverdenen. ”Alle ved, at det er svært at opnå midler fra Horizon 2020, så rygtet løber hurtigt i de videnskabelige kredse, når man har opnået en bevilling,” siger Aleksander Krag, der er professor på Syddansk Universitet og overlæge på Odense Universitetshospital.

Han er koordinator i projektet GALAXY, som med 47,25 millioner kroner fra EU i ryggen forsøger at skabe mere viden om alkoholrelaterede sygdomme ved hjælp af studier om samspillet mellem leveren og tarmbakterier.

”Beløbene er så store i de her projekter, og med de penge kan man en masse. Det gør, at andre får øjnene op for dig og dine evner som forsker. Så derfor bliver du selvfølgelig også attraktiv for andre,” siger Aleksander Krag.

 

“Det gør, at andre får øjnene op for dig og dine evner som forsker. Så derfor bliver du selvfølgelig også attraktiv for andre”
GALAXY
47
Mio. kr.
6
Års varighed
9
Partnere

GALAXY omhandler forskning i alkoholrelaterede leversygdomme. Læs mere på www.sdu.dk/en/forskning/galaxy.

HR line

Invitationer står i kø
Da GALAXY havde været i gang i ganske kort tid, blev Aleksander Krag inviteret til at holde oplæg på en leverkonference med over 10.000 deltagere. Og netop flere invitationer til konferencer, seminarer og andre projekter er noget, alle tre koordinatorer har oplevet efter at være gået ind i koordinatorrollen.

Ernst de Place Hansen, der er seniorforsker på Aalborg Universitet, står i spidsen for Horizon 2020-projektet RIBuild, som fokuserer på energibesparelse ved at forske i isolering af gamle, historiske bygninger. Han er ikke i tvivl om, at det er koordinatorrollen i projektet, som har kastet invitationerne af sig, da folk er meget interesserede i den erfaring, han har opnået som koordinator.

”Jeg er jo den, der har koordinatorrollen og forhåbentlig også har demonstreret nogle evner i den retning. Når andre forskere og institutioner har hørt om projektet, så har koordinatorrollen været en slags indgangsbillet til seminarer og konferencer, hvor jeg er blevet spurgt, om jeg vil give mit besyv med eller dedikere lidt tid til at fortælle om mit projekt,” siger Ernst Jan de Place Hansen.

Adgang til nye projekter
Ernst Jan de Place Hansen fortæller videre, at hvis man har mod på at være med i et nyt projekt samtidigt med eller efter ens eget projekt, så giver koordinatorrollen rig mulighed for dette.

”Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være med og bidrage med den indsigt, som jeg har fået fra RIBuild-projektet, i nye projekter. Enten som partner eller ved at være en del af et advisory board, hvor jeg altså vil være en af dem, der sidder og kommer med de gode ideer,” siger Ernst Jan de Place Hansen.

 

RIBuild
37,5
Mio. kr.
5
Års varighed
10
Partnere

RIBuild omhandler forskning i efterisolering af ældre bygninger indvendigt. Læs mere på www.ribuild.eu.

HR Line

Værdifuldt netværk
Ud over den store synlighed og til tider berømmelse i forskerverdenen, så giver koordinatorrollen i et internationalt projekt en naturlig udvidelse af dit professionelle netværk. Berit Lilienthal Heitmann, der er professor ved Københavns Universitet og forskningschef på Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital, har oplevet, hvordan rollen som koordinator i et Horizon 2020-projekt har givet hende nye samarbejdspartnere, som hun og hendes forskning kan nyde godt af.

Hendes projekt NoHoW undersøger og udvikler IT-applikationer, som hjælper med at fastholde vægttab. Til det havde hun sammen med en kollega oprindeligt samlet 20 personer til et konsortium. Men en ændring af det opslag, som projektet henvendte sig til, gjorde, at de måtte finde nye partnere og udskifte gamle. Det endte med at styrke hendes eget netværk.

”Jeg har stort set aldrig været i et konsortium, som fungerer så godt som det her. Det kan jo være held, at vi arbejder så godt sammen. Men jeg synes bestemt, at det er blevet til meget mere, end jeg kunne forestille mig, og nogle af os har også søgt sammen igen,” siger Berit Lilienthal Heitmann.

NoHoW
37,5
Mio. kr.
5
Års varighed
10
Partnere

NoHoW omhandler forskning i fastholdelse af vægttab ved hjælp af IT-værktøjer. Læs mere på www.nohow.eu.

VIDSTE DU

img

Der er 786 koordinatorer i Danmark

Ud af 2.405 deltagere fra Danmark i Horizon 2020 er 786 koordinatorer. Det viser tal fra marts 2019. Tallet omfatter koordinatorer for projekter, hvor der kun er én enkelt partner som er koordinatoren selv, og samarbejdsprojekter, hvor der flere deltagere fra ind- og udland. I samarbejdsprojekter er antallet af danske koordinatorer 147. Se flere tal på ufm.dk/h2020/tal.

 

img

Du kan få tjekket din Horizon 2020-ansøgning – helt gratis!

Vil du løfte kvaliteten af din ansøgning? Så få to eksterne evaluatorer til at give din ansøgning et grundigt kvalitetstjek. Tilbuddet om at få sit udkast til en Horizon 2020-ansøgning evalueret, gælder for alle danske koordinatorer. Du skal selv finde dine to evaluatorer, men Styrelsen for Forskning og Uddannelse betaler for deres indsats. Læs mere på ufm.dk/h2020/evaluering.

img

Du kan booste din ansøgning – 75.000 kr. til koordinatorer

Vil du sammensætte et konsortium, mødes med mulige partnere og være pennefører på en ansøgning til Horizon 2020? Så kan du som koordinator søge op til 75.000 kroner fra EUopSTART. Via ordningen dækker Styrelsen for Forskning og Uddannelse halvdelen af dine udgifter forbundet med at forberede selve ansøgningen til Horizon 2020. Næste frist: den 30. september 2019 kl. 12. Læs mere på ufm.dk/euopstart.

img

Koordinatoren er den mest centrale person i et Horizon 2020-projekt

Som koordinator er det typisk dig, der er pennefører på ansøgningen, sammensætter konsortiet, leder projektet og er bindeled mellem projektet og Europa-Kommissionen.

VIL DU VIDE MERE

img

Aleksander Krag

Professor
Syddansk Universitet, SDU
www.sdu.dk/en/forskning/galaxy

 

 

img

Ernst Jan de Place Hansen

Seniorforsker
Aalborg Universitet, AAU
www.ribuild.eu

img

Berit Lilienthal Heitmann

Professor, forskningschef
Københavns Universitet, KU og Frederiksberg Hospital
www.nohow.eu