CASEINTERVIEW

Et stærkt makkerpar

Interview med Pär I. Johansson, Rigshospitalet, og Rikke Bergmann, Rigshospitalet

Der er forskellige måder at organisere koordinatorrollen i et EU-finansieret forskningsprojekt på. En af dem er at dele rollen i en videnskabelig og administrativ del. For professor Pär I. Johansson og projektleder Rikke Bergmann på Rigshospitalet har det at dele rollen været en klar fordel, som viser sig i videnskabelige resultater, rapporter til tiden og et velfungerende konsortium.

De sidste fem år har Pär I. Johansson og Rikke Bergmann delt koordinatorrollen i forskningsprojektet TACTIC om blødningsforstyrrelser hos traumepatienter. Det har givet Pär I. Johansson den nødvendige tid til det videnskabelige arbejde i projektet, hvor han trygt har overladt de administrative processer og komplekse EU-regler til Rikke Bergmann.

Gør det, du er bedst til
Det kræver tid at sætte sig grundigt ind i regler og krav i forbindelse med et stort EU-finansieret projekt som TACTIC, forklarer Rikke Bergmann: ”Som administrativ koordinator har jeg kunnet fordybe mig i det juridiske og politiske omkring projektet og dyrket relevante administrative netværk. Jeg har været den med styr på deadlines, økonomi og rapporteringskrav og den, der har sikret, at konsortiet har leveret det, vi har lovet i kontrakten med Europa-Kommissionen. Jeg har også stået for kommunikationen med vores Project Officer i Europa-Kommissionen og konsortiet.”

“Fordelen er, at vi kan fokusere på det, vi er bedst til.”

Den arbejdsdeling har set med Pär I. Johanssons øjne også været en fordel: ”Som videnskabelig koordinator har jeg kunnet fokusere på de områder, som jeg er specialist i. På det felt giver min tid mest værdi. Jeg har kunnet bruge min knappe tid på det, jeg er allerbedst til: Det videnskabelige indhold, de store linjer og ledelsen af konsortiet.”

Pär I. Johansson og Rikke Bergmann er enige om, at deling af lederskabet i TACTIC har været en ubetinget fordel for dem begge. ”Fordelen er, at vi kan fokusere på det, vi er bedst til,” siger Rikke Bergmann. De fremhæver dog begge vigtigheden af, at de hele tiden koordinerer opgaverne med hinanden og følger med i alle aspekter af projektet undervejs. Ellers høster man ikke fordelene ved at dele rollen.

Administrator med forskning i blodet
Rikke Bergmann har en naturvidenskabelig baggrund, er tidligere forsker og har viden om kliniske forsøg, som var en vigtig del af TACTIC-projektet. Det har været en kæmpe fordel for hende og betydet, at hun som projektleder har haft tilstrækkelig føling med selve TACTIC-projektet. ”Jeg kunne forstå det meste af den videnskabelige del, selvom jeg ikke selv skulle udføre arbejdet. I forbindelse med diverse rapporter, som vi har afleveret til EU, har Pär for eksempel tjekket det videnskabelige indhold, mens jeg har haft styr på de formelle krav samt økonomi.”

Gensidig tillid er vigtigt
Men hvad er forudsætningen for, at delt lederskab er en succes. For både Pär I. Johansson og Rikke Bergmann er ekstraordinær tillid til hinanden den lim, der er binder de to adskilte roller og ansvarsområder sammen.

”Ja, det kræver tillid at dele koordinatorrollen. Man skal arbejde tæt sammen og loyalitet over for hinanden er vigtig. Begge skal kommunikere løbende og tale åbent om udfordringer undervejs. Og så skal man løfte i flok, når det er nødvendigt,” siger Rikke Bergmann.

At tillid er en forudsætning for, at delt lederskab fungerer i praksis, er Pär I. Johansson enig i og uddyber: ”Det kræver stor tillid til og inklusion af den anden part at dele koordinatorrollen. Man må være ærlig både ved ups and downs og håndtere en åben dialog. Det kræver en særlig mental rummelighed hos begge parter. Tillid er alfa og omega.”

“Tillid er alfa og omega.”

De vil begge anbefale andre at vælge delt koordinatorskab i et Horizon 2020-projekt. Dog understreger de begge, at man skal være opsat på at gøre det ordentligt og organisere makkerparret med omhu. ”Jeg vil bestemt anbefale andre at organisere sig på den måde. Men det kræver som sagt tillid og tæt og løbende dialog. Ellers fungerer det ikke,” forklarer Rikke Bergmann.

Pär I. Johansson påpeger herudover, at det er vigtigt, at man har evnen til at give de rigtige opgaver fra sig: ”Om jeg vil anbefale delt lederskab afhænger af personerne. Det kræver, at lederen har evnen til at uddelegere ordentligt. Uden evnen til at give helt slip på de delegerede opgaver, vil det ikke fungere.”

VIDSTE DU

img

Der er 786 koordinatorer i Danmark

Ud af 2.405 deltagere fra Danmark i Horizon 2020 er 786 koordinatorer. Det viser tal fra marts 2019. Tallet omfatter koordinatorer for projekter, hvor der kun er én enkelt partner som er koordinatoren selv, og samarbejdsprojekter, hvor der flere deltagere fra ind- og udland. I samarbejdsprojekter er antallet af danske koordinatorer 147. Se flere tal på ufm.dk/h2020/tal.

 

img

Du kan få tjekket din Horizon 2020-ansøgning – helt gratis!

Vil du løfte kvaliteten af din ansøgning? Så få to eksterne evaluatorer til at give din ansøgning et grundigt kvalitetstjek. Tilbuddet om at få sit udkast til en Horizon 2020-ansøgning evalueret, gælder for alle danske koordinatorer. Du skal selv finde dine to evaluatorer, men Styrelsen for Forskning og Uddannelse betaler for deres indsats. Læs mere på ufm.dk/h2020/evaluering.

img

Du kan booste din ansøgning – 75.000 kr. til koordinatorer

Vil du sammensætte et konsortium, mødes med mulige partnere og være pennefører på en ansøgning til Horizon 2020? Så kan du som koordinator søge op til 75.000 kroner fra EUopSTART. Via ordningen dækker Styrelsen for Forskning og Uddannelse halvdelen af dine udgifter forbundet med at forberede selve ansøgningen til Horizon 2020. Næste frist: den 30. september 2019 kl. 12. Læs mere på ufm.dk/euopstart.

img

Koordinatoren er den mest centrale person i et Horizon 2020-projekt

Som koordinator er det typisk dig, der er pennefører på ansøgningen, sammensætter konsortiet, leder projektet og er bindeled mellem projektet og Europa-Kommissionen.

Professorens tre fif om at dele koordinatorrolen

1

Rekruttér i god tid den administrative koordinator – enten fra egen organisation eller udefra. Gør det før projektstart.

2

Investér i at opbygge et godt tillidsforhold – man må give af sig selv for at opbygge et effektivt ledelsesteam.

3

Vær pragmatisk. Gå ikke kun efter at opnå optimale løsninger for dig som koordinator – gå efter løsninger, der understøtter projektets formål. Herunder gælder, at opgaver kan løses på mange måder. Udvis respekt for dette.

Projektlederens tre fif om at dele koordinatorrollen

1

Kommunikér tæt og løbende og afstem jævnligt jeres forventninger.

2

Hav en tydelig ansvarsfordeling.

3

Vær åben, fleksibel og udvis tillid til hinanden.