CASEINTERVIEW
Bliv kaptajn på skibet
Interview med Niels Henrik Pontoppidan, Science Eriksholm Research Centre, Oticon
Niels Henrik Pontoppidan er i dag koordinator for EVOTION-projektet, og det er ikke en tilfældighed, at det internationale samarbejde styres fra Oticon i Snekkersten. For år tilbage var han som ph.d.-studerende på DTU partner i et projekt om overvågning af store skibsmotorer med MAN B&W som koordinator. Og netop erfaringerne med partnerrollen, sparring med den danske koordinator og en større fortrolighed med EU-begreber var et plus, da Niels med ledelsens fulde opbakning tog initiativ til EVOTION og sammensatte en stærk besætning.
Større indflydelse og synlighed
En af de helt store forskelle mellem partner- og koordinatorrollen er, i forskningsmanagerens optik, større indflydelse og synlighed: ”Som koordinator står jeg i dag på en helt anden platform. Jeg er i langt større grad med til at sætte rammen for forskningen og dreje projektet i retninger, som er relevant for Oticon. Det er derfor en helt anden type indflydelse, som jeg har i dag. Som partner kunne jeg ikke forme projektet. Det kan jeg som koordinator”.
Som koordinator er Niels Henrik Pontoppidan også bindeleddet mellem projektet og Europa-Kommissionens Project Officer: ”Det er mig, der taler med vores Project Officer i Bruxelles om projektet og de udfordringer, der opstår undervejs. Jeg har fokuseret på at skabe en fortrolig relation og en win-win situation med vores Project Officer, som også har en interesse i, at projektet bliver en succes”.
Eriksholm oplever en øget interesse fra udlandet, fordi EVOTION er et af de største projekter med fokus på indsamling af brugerdata fra høreapparatbrugere over længere tid og i flere lande. ”Jeg får mere taletid på internationale konferencer om høreforskning. Projektet giver en enorm eksponering af vores virksomhed,” siger Niels Henrik Pontoppidan.
En investering i fremtiden
Fra starten oplevede Niels Henrik Pontoppidan opbakning fra egen leder i forhold til at satse på koordinatorrollen, og den tillid har han i dag omsat til værdifuld viden og foreløbig ca. 38 millioner kroner fra Horizon 2020. ”Som koordinator har jeg i dag dybdegående viden om, hvordan man bedst skaber konsortier og leder store samarbejder, og det hjælper med at opbygge kapacitet i egen organisation. På den lange bane er Oticon interesseret i at bruge eksterne midler fra EU til at styrke vores egen forskningskapacitet. Den erfaring får du ikke på samme måde som partner, hvor du får færre opgaver og færre midler i projektet,” slutter Niels Henrik Pontoppidan.
EVOTION indsamler og analyserer data fra mange brugere af høreapparater med henblik på at skabe en platform, hvor beslutningstagere analyserer sundhedsdata og politikker for behandlinger. Læs mere: h2020evotion.eu
VIDSTE DU
Der er 786 koordinatorer i Danmark
Ud af 2.405 deltagere fra Danmark i Horizon 2020 er 786 koordinatorer. Det viser tal fra marts 2019. Tallet omfatter koordinatorer for projekter, hvor der kun er én enkelt partner som er koordinatoren selv, og samarbejdsprojekter, hvor der flere deltagere fra ind- og udland. I samarbejdsprojekter er antallet af danske koordinatorer 147. Se flere tal på ufm.dk/h2020/tal.
Du kan få tjekket din Horizon 2020-ansøgning – helt gratis!
Vil du løfte kvaliteten af din ansøgning? Så få to eksterne evaluatorer til at give din ansøgning et grundigt kvalitetstjek. Tilbuddet om at få sit udkast til en Horizon 2020-ansøgning evalueret, gælder for alle danske koordinatorer. Du skal selv finde dine to evaluatorer, men Styrelsen for Forskning og Uddannelse betaler for deres indsats. Læs mere på ufm.dk/h2020/evaluering.
Du kan booste din ansøgning – 75.000 kr. til koordinatorer
Vil du sammensætte et konsortium, mødes med mulige partnere og være pennefører på en ansøgning til Horizon 2020? Så kan du som koordinator søge op til 75.000 kroner fra EUopSTART. Via ordningen dækker Styrelsen for Forskning og Uddannelse halvdelen af dine udgifter forbundet med at forberede selve ansøgningen til Horizon 2020. Næste frist: den 30. september 2019 kl. 12. Læs mere på ufm.dk/euopstart.
Koordinatoren er den mest centrale person i et Horizon 2020-projekt
Som koordinator er det typisk dig, der er pennefører på ansøgningen, sammensætter konsortiet, leder projektet og er bindeled mellem projektet og Europa-Kommissionen.
VIL DU VIDE MERE
Niels Henrik Pontoppidan
Research Area Manager, Augmented Hearing Science Eriksholm Research Centre, Oticon