INTERVIEW
Få hjælp til international virksomhedsdating
Interview med Helle Vedel Friis, Innovation Manager, og Anders Skeem, International Manager, Food & Bio Cluster Denmark
At deltage i EU-projekter kan være overvældende for små og mellemstore virksomheder (SMV). Nok frister pengene, men de administrative muskler, der skal til for at ansøge, rapportere og finde udenlandske partnere mangler ofte. Her kan viden- og erhvervsklyngerne spille en rolle. Klyngerne er netværk, der hjælper danske virksomheder med at løfte innovationshøjden inden for hver deres fagspecifikke område.
”Vi hjælper virksomheder i deres innovationsrejse gennem mange forskellige aktiviteter. Præcis hvordan kommer an på virksomhedens behov. Det kan være events om bestemte temaer, matchmaking med potentielle samarbejdspartnere, hjælp til startups, der leder efter investorer eller at hjælpe med ansøgninger til finansiering,” fortæller Helle Vedel Friis, Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark, der er viden- og erhvervsklyngen inden for fødevarer og bioressourcer.
Den danske klynge er samtidig en del af Enterprise Europe Network (EEN), hvor virksomheder kan finde samarbejdspartnere på tværs af landegrænser.
Produkter skal ud på markedet
Det danske virksomhedslandskab er kendetegnet af mange SMV’er. Nogle er videnstunge, andre specialister i en speciel type produktion og atter andre forstår sig på kundesegmenter og salg. Hver for sig kan det være vanskeligt at prioritere innovation, men ved at indgå partnerskaber kan innovationen organiseres og få sin plads.
Den lille innovative virksomhed, der har en lovende ny teknologi, men ikke selv kan skalere op, finder måske de partnere, der kan udvikle et design og en produktionskæde, der i sidste ende får et produkt på markedet.
Få hjælp til at søge EU-midler
Ud over at være et neutralt datingbureau for virksomheder har klyngerne en vigtig rolle i at støtte hjemtaget af innovationsmidler fra internationale fonde og programmer. Mens der på universiteterne og i større virksomheder er fokus på de store fondsprogrammer, er situationen en anden for SMV’erne.
Helle Vedel Friis forklarer: "I klyngerne har vi viden om alle mulige branchespecifikke programmer, og vi kan hjælpe med at identificere, hvilket program der passer bedst til virksomhedens udviklingstrin, alder og behov. Vi har også overblikket til at koordinere imellem nationale og internationale programmer, så du f.eks. starter med at søge midler i Danmark, og bruger det som springbræt til at søge i EU på et senere tidspunkt.”
Små virksomheder kan løse specialopgaver i store EU-projekter
Som SMV’er behøver man dog ikke helt at forkaste idéen om EU-programmerne. En mulighed er såkaldt Cascade Funding, hvor et stort EU-projekt tilknytter mindre partnere, som modtager en sum penge, typisk 10.000-200.000 euro, for at løse en særlig udfordring i en slags mini-EU-projekter.
”Det er ofte muligheder, der går lidt under radaren, fordi de er i små bidder under et større projekt. I regionernes EU-kontorer er der lavet en kortlægning af det, og vi kender mulighederne godt. Som mindre virksomhed kan du blive tilknyttet et af de helt store konsortier for en afgrænset opgave. Det har også den fordel, at konsortiet hjælper med den administrative byrde, der kan være en belastning for mindre virksomheder i et EU-projekt,” forklarer Anders Skeem, International Manager i Food & Bio Cluster Denmark.
Enterprise Europe Network – hjælper til international vækst
Det er ikke kun, når der søges midler, at det kan være en fordel at have en guide udi det internationale. Hvis man drømmer om at vækste globalt, kan det være svært at finde de rette udenlandske partnere. Her kommer EEN i spil.
”I EEN er der kontorer i mere end 50 lande med lokal viden og indsigt om deres eget marked. Det gør os i stand til at hjælpe med f.eks. lokale skatteregler, råvarefaciliteter og rådgivningsservice. Det betyder også, at vi kan håndplukke virksomheder, som vil være gode internationale match,” slutter Anders Skeem.
Enterprise Europe Network
Enterprise Europe Network (EEN) er et globalt netværk af erhvervsfremmeaktører, der hjælper små og mellemstore virksomheder (SMV'er) med international innovation og vækst. Flere end 50 lande er repræsenteret i netværket, og mere end 550 organisationer står klar til at hjælpe SMV’er. I Danmark er seks organisationer med i EEN, og de har kontorer rundt om i landet. Netværket blev etableret i 2008 af Europa-Kommissionen.
VIDSTE DU
EU’s Funding & Tenders Portal forbedres løbende i år
Europa-Kommissionen er i gang med at opdatere Funding & Tenders Portal. Det skal være enklere for bl.a. nye ansøgere og virksomheder at finde mulighederne i Horizon Europe. De nye opdateringer tilbyder nemmere adgang til FAQ og partnersøgning og hurtigere overblik over igangværende projekter og seneste resultater. Opdateringerne udrulles løbende og vil på sigt også omfatte en forbedret søgefunktion på portalen.
Vi er på vej med ny rapport om dansk innovation i europæisk sammenhæng
Rapporten fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kortlæger status for dansk deltagelse i innovationsinstrumenterne i EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon Europe. Rapporten undersøger om, der er et uforløst potentiale for øget dansk deltagelse og uudnyttede muligheder for danske virksomheder, startups og forskere i Horizon Europes innovationsinstrumenter. Rapporten udkommer efteråret 2024 på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
Europa-Kommissionen har udgivet anbefalinger om brug af AI i forskning
Anbefalingerne henvender sig til forskere, forskningsinstitutioner, fonde og myndigheder og opstiller enkle og nyttige retningslinjer for brug af generativ kunstig intelligens (AI) i forskning. Udgangspunktet for anbefalingerne er fokusset på forskningsintegritet og de overordnede fordele og faldgruber for forskning, som AI rummer. AI-anbefalingerne er nu også indarbejdet i Horizon Europe-arbejdsprogrammerne.
Læs mere her: