Vi gør det sådan set okay i Europa, når det gælder innovation, lyder det fra Anders Bjarklev. Problemet er bare, at okay ikke er nok, når andre dele af verden (læs: Kina og USA) spæner derudaf og giver baghjul til europæiske virksomheder. Både når det gælder investeringer i forhold til BNP og i særdeleshed også i antallet af patenter og radikal innovation.

”Vi har nogle demografiske udfordringer, og vi har vækstudfordringer, men vi gør faktisk en masse ting rigtigt i Europa. Der er bare nogle andre, der satser meget, meget hårdere, end vi gør,” fortæller Anders Bjarklev og lægger sig dermed i tråd med forslaget fra nogle EU-parlamentarikere om, at det kommende rammeprogram, med kælenavnet FP10, bør have et budget på 200 milliarder euro. Det vil være mere end en fordobling af det nuværende budget.

Ekspertgruppen har dog ikke indflydelse på størrelsen af budgettet. Det besluttes af EU’s ministerråd og af Europa-Parlamentet på forslag af Europa-Kommissionen. Den konkrete opgave er i stedet at udarbejde en midtvejsevaluering af EU’s nuværende forsknings- og innovationsprogram, Horizon Europe, og på den baggrund komme med anbefalinger til FP10. En færdig rapport forventes at ligge klar i oktober 2024, og ud over budskabet ”send flere penge” peger det foreløbigt på, at evaluering og anbefalinger kommer til at have innovation som omdrejningspunkt.

”Når jeg taler med folk i de forskellige forskningsmiljøer, både i Danmark og internationalt, er det med et indtryk af, at Europa gør det rigtig godt, når det gælder fri forskning og samarbejdsprojekter om forskning og innovation. Men jeg får altid fortalt, at vi ikke er gode nok til at omsætte vores forskning til innovation og til at vækste vores små innovative virksomheder. Jeg håber på, at vi kan komme op med nogle idéer til, hvordan vi med FP10 kan skabe en stærkere innovationskultur.”

Finansiering i trin

Selvom konklusionerne ikke er klar endnu, kan man ifølge Anders Bjarklev med fordel kigge på, hvordan man får en mere glidende overgang fra banebrydende erkendelsesmæssig viden til innovation, når man skal planlægge FP10. Det kunne f.eks. være, hvis midler til grundforskning blev suppleret automatisk med midler til innovationsrettede projekter efterfølgende.

”Jeg kunne godt drømme om, at man havde et system, hvor man kunne gå fra grundforskningsresultater direkte til innovation. I stedet for at skulle starte helt forfra med en ny ansøgning, kunne et panel vurdere, om der er sandsynlighed for at omsætte nye forskningsresultater til produkter. Hvis svaret er ja, får parterne bag simpelthen næste portion penge med forventning om, at de løfter det til innovation,” fortæller Anders Bjarklev.

Hvis man skal starte forfra med en ny ansøgning, er faren, at forskerne bliver i deres komfortzone. ”Den gode forsker, som måske har succes med at afdække nye ting, kan stå i dilemmaet: Skal jeg skrive en innovationsrettet ansøgning, selvom jeg ikke er så erfaren i anvendt forskning, eller skal jeg gå tilbage og lave en ny spændende grundforskningsrettet ansøgning, hvor jeg ved, jeg kan brænde igennem,” forklarer Anders Bjarklev.

Fristelsen er at holde sig til det, man kender. Især også, fordi der skal sikres midler til instituttet, og risikoen for at fejle i finansieringen skaber pres. ”På den måde risikerer et ellers succesfuldt projekts forskningsresultater aldrig at blive omsat til produkter. Eller at der er nogle andre i Beijing eller Washington, der læser resultaterne og laver en virksomhed ud af det, og sælger det til os europæere bagefter. Det ville jo være rigtig ærgerligt, hvis det var tilfældet,” afslutter Anders Bjarklev.