Da tre studerende på Aalborg Universitet skulle skrive deres bachelorprojekt i robotteknologi, valgte de at bruge et år i stedet for de seks normerede måneder. De ville gerne takle en mere kompleks udfordring, end man kan nå på et halvt år.

”Vores første idé var at lave en pizzaleveringsdrone, fordi vi var trætte af at gå ned til pizzariet. Det var i sommeren 2018, hvor vi så rekordmange skovbrande i verden. Vi besluttede at være mere seriøse og bruge det, vi kunne. Vi ville gerne hjælpe brandmændene, der skulle slukke de her store brande,” fortæller Kenneth Richard Geipel, co-founder og CEO i Robotto.

Under forløbet udviklede de en ny metode til at bruge neurale netværk (kunstig intelligens) på droner og at udregne objekter i 3D ved hjælp af et enkelt kamera.

Autonome droner danner overblik

Et af de store problemer ved skovbrande er, at det er svært for brandmændene at danne sig et overblik over områderne, der brænder. De data, som de kan få adgang til, kommer fra satellitbilleder, og er typisk over 12 timer gamle.

Det forsinker processen at bruge tid på at få overblik og derefter finde ud af, om brandmændene har de rette ressourcer til at bekæmpe branden.

”Med vores teknologi kan dronerne flyve autonomt og indsamle data i realtid,” forklarer Kenneth Richard Geipel. Ude på dronen, der har et vingefang på 3,5 meter, sidder forskellige sensorer, et højopløsningskamera og en laser, der alle indsamler data om afstande, flammer, røg og varme. På dronen sidder også en processor, som behandler data med det samme og laver et kort i realtid, som kan sendes til mandskabet.

”Dronen er i stand til at forstå, hvad den ser, og selvstændigt tage beslutninger om, hvor den skal flyve hen, og hvad kameraet skal pege på,” uddyber Kenneth Richard Geipel.

Fra studerende til iværksættere

Bachelorprojektet kastede to videnskabelige artikler af sig, men måske endnu vigtigere inviterede Aalborg Universitet Robottos grundlæggere med på en række konferencer, hvor de fungerede som en innovationscase og et godt eksempel på en spinoffvirksomhed. ”Vi mødte en masse private investorer, der forsikrede os om, at hvis vi ville forfølge idéen, så var de klar til at smide penge efter det. Når der er så mange, der siger, at det er værd at løbe efter, så begynder man også selv at tro på det. Derfor startede vi Robotto i 2019,” fortæller Kenneth Richard Geipel.

Helt fra start var der altså opbakning fra universitet og investormiljøet. Eftersom der (heldigvis) ikke er nogle nævneværdige skovbrande i Danmark, kiggede Robotto fra starten ud over landets grænser.

Det afstedkom, at Robotto blev inviteret med i EU-projektet OVERWATCH.

En stejl læringskurve

Robotto er et eksempel på, hvordan den rigtige teknologiske løsning, målrettet konkrete problemer i verden, kan vokse til reelle produkter på meget kort tid. ”Det har været en stejl læringskurve at nå dertil. Vi har dog været heldige med det investorkonsortium vi fik, da vi grundlagde virksomheden. Vi sagde fra starten, at vi er nørder, der ingenting ved om forretningsudvikling. Og det var alle helt med på. Tidligere holdt vi nogle månedlige møder, hvor vores investorer var mere mentorer end investorer, og det hjalp os virkelig. Vi fik forståelse af, hvad det vil sige at oprette og drive en virksomhed. Det var vigtig læring for os og afgørende for at blive inviteret med i EU-projektet,” fortæller Kenneth Richard Geipel.

Men hvordan har det været at blive hvirvlet ind i et stort EU-projekt som noget af det første, når man kun lige akkurat har lært at gå?

”Vi tænkte meget over, om vi var gode nok til at være med i sådan et projekt. Vi var heller ikke klar over, hvor meget rapportering det indebar. Vi vidste ikke, hvor meget vi reelt kom til at udvikle i forhold til at udfylde papirer. Her er vi blevet positivt overraskede. Efter selve ansøgningen synes jeg egentlig, det har været forholdsvis let med administrationen,” afslutter Kenneth Richard Geipel.

Vi gør det sådan set okay i Europa, når det gælder innovation, lyder det fra Anders Bjarklev. Problemet er bare, at okay ikke er nok, når andre dele af verden (læs: Kina og USA) spæner derudaf og giver baghjul til europæiske virksomheder. Både når det gælder investeringer i forhold til BNP og i særdeleshed også i antallet af patenter og radikal innovation.

”Vi har nogle demografiske udfordringer, og vi har vækstudfordringer, men vi gør faktisk en masse ting rigtigt i Europa. Der er bare nogle andre, der satser meget, meget hårdere, end vi gør,” fortæller Anders Bjarklev og lægger sig dermed i tråd med forslaget fra nogle EU-parlamentarikere om, at det kommende rammeprogram, med kælenavnet FP10, bør have et budget på 200 milliarder euro. Det vil være mere end en fordobling af det nuværende budget.

Ekspertgruppen har dog ikke indflydelse på størrelsen af budgettet. Det besluttes af EU’s ministerråd og af Europa-Parlamentet på forslag af Europa-Kommissionen. Den konkrete opgave er i stedet at udarbejde en midtvejsevaluering af EU’s nuværende forsknings- og innovationsprogram, Horizon Europe, og på den baggrund komme med anbefalinger til FP10. En færdig rapport forventes at ligge klar i oktober 2024, og ud over budskabet ”send flere penge” peger det foreløbigt på, at evaluering og anbefalinger kommer til at have innovation som omdrejningspunkt.

”Når jeg taler med folk i de forskellige forskningsmiljøer, både i Danmark og internationalt, er det med et indtryk af, at Europa gør det rigtig godt, når det gælder fri forskning og samarbejdsprojekter om forskning og innovation. Men jeg får altid fortalt, at vi ikke er gode nok til at omsætte vores forskning til innovation og til at vækste vores små innovative virksomheder. Jeg håber på, at vi kan komme op med nogle idéer til, hvordan vi med FP10 kan skabe en stærkere innovationskultur.”

Finansiering i trin

Selvom konklusionerne ikke er klar endnu, kan man ifølge Anders Bjarklev med fordel kigge på, hvordan man får en mere glidende overgang fra banebrydende erkendelsesmæssig viden til innovation, når man skal planlægge FP10. Det kunne f.eks. være, hvis midler til grundforskning blev suppleret automatisk med midler til innovationsrettede projekter efterfølgende.

”Jeg kunne godt drømme om, at man havde et system, hvor man kunne gå fra grundforskningsresultater direkte til innovation. I stedet for at skulle starte helt forfra med en ny ansøgning, kunne et panel vurdere, om der er sandsynlighed for at omsætte nye forskningsresultater til produkter. Hvis svaret er ja, får parterne bag simpelthen næste portion penge med forventning om, at de løfter det til innovation,” fortæller Anders Bjarklev.

Hvis man skal starte forfra med en ny ansøgning, er faren, at forskerne bliver i deres komfortzone. ”Den gode forsker, som måske har succes med at afdække nye ting, kan stå i dilemmaet: Skal jeg skrive en innovationsrettet ansøgning, selvom jeg ikke er så erfaren i anvendt forskning, eller skal jeg gå tilbage og lave en ny spændende grundforskningsrettet ansøgning, hvor jeg ved, jeg kan brænde igennem,” forklarer Anders Bjarklev.

Fristelsen er at holde sig til det, man kender. Især også, fordi der skal sikres midler til instituttet, og risikoen for at fejle i finansieringen skaber pres. ”På den måde risikerer et ellers succesfuldt projekts forskningsresultater aldrig at blive omsat til produkter. Eller at der er nogle andre i Beijing eller Washington, der læser resultaterne og laver en virksomhed ud af det, og sælger det til os europæere bagefter. Det ville jo være rigtig ærgerligt, hvis det var tilfældet,” afslutter Anders Bjarklev.

Danmark har en målsætning om at blive uafhængig af fossil energi i år 2050. Det handler naturligvis om at blive i stand til at producere bæredygtig energi i de mængder, der er behov for. Men for at udnytte energien så effektivt som muligt, skal systemerne, der styrer el og fjernvarme, kunne kommunikere smidigt med hinanden.

Det gælder ikke kun for Danmark. I hele Europa er der fokus på den grønne omstilling, og på hvordan man kan implementere gode løsninger i de europæiske lande og verden over. Det skal projektet EVELIXIA se nærmere på.

Det starter lokalt

En af partnerne er Neogrid Technologies. En privat dansk virksomhed, der arbejder med intelligent energistyring.

”I projektet er der en række pilot sites, hvor vi skal demonstrere, hvordan man effektivt kan udnytte de udsving, der er på elmarkedet lokalt og i løbet af døgnet,” forklarer Per Dalgaard Pedersen, der er teknisk direktør i Neogrid Technologies.

Et pilot site er f.eks. boligforeninger, virksomheder eller andre former for fællesskaber, hvor man installerer solceller, vindmøller, ladestandere eller batterier for at lagre den energi, der produceres på stedet.

”Vores rolle er at forbinde udstyret, som er på disse pilot sites. Udstyret skal være online og styrbart. På den måde kan vi hele tiden opdatere og se, hvordan samspillet mellem udstyret virker,” fortæller Per Dalgaard Pedersen.

Den intelligente styring erstatter den manuelle styring. Det vil sige, hvilken type energi, der skal bruges på hvilket tidspunkt, og hvornår der skal tændes og slukkes for de forskellige installationer. Når relevante data er lagt ind i softwaren, bliver informationerne trænet med kunstig intelligens, så det passer til de lokale forhold. Systemet kan f.eks. styre, hvornår en boligforening med solceller skal sælge deres periodevise overskudsproduktion til elnettet, lagre den i batterier eller bruge den i fjernvarmenettet.

”Målet er at lave en stor international onlineplatform, der samler det hele. Derved udnytter vi bedst hinandens teknologier på tværs af de forskellige pilot sites i projektet,” fortæller Per Dalgaard Pedersen.

Åbner for nye forretningsmuligheder

Når EU vælger at støtte et stort projekt som EVELIXIA med mange partnere fra mange lande, er det, fordi man håber, at det er et skridt på vejen mod en standardiseret løsning.  Den samme teknologi og det samme styringsredskab skal nemt kunne kopieres og anvendes i lignende energifællesskaber på tværs af Europa. På den måde undgår vi, at hver enkelt virksomhed eller ejerforening skal udvikle det hele fra bunden.

Det sparer ressourcer lokalt og gør det attraktivt at investere i energioptimering, hvis man er en lille lokal forening. Samlet set betyder det, at energioptimeringen bliver effektiv og til fælles gavn. Og til gavn for Neogrid Technologies.

”Vi tror på, at optimeret styring af energifællesskaber er et forretningsområde for os. Der er ikke så mange virksomheder på markedet med den slags løsninger. Vi ser helt klart nogle fremtidsmuligheder her. Der er viden, teknologi og efterspørgsel, og det er spændende for os at være med til at udvikle området,” siger Per Dalgaard Pedersen.

Heldige at blive inviteret med

Det er i virkeligheden en anden dansk virksomhed, European Green Cities, som er tovholder på den danske del af projektet. De så tidligt en mulighed for at etablere et dansk pilot site i en boligforening i Aabenraa. Det var European Green Cities, der prikkede til Neogrid Technologies og spurgte, om de ville være teknologi- og IT-leverandør i projektet.

”Vi arbejder i forvejen med nogle af de ting, som er meget efterspurgte inden for energistyring. Da vi er et relativt lille firma, holder vi ikke særlig meget øje med de forskellige muligheder i EU’s programmer. Eller skriver projektansøgninger. Så vi var heldige at blive inviteret med,” forklarer Per Dalgaard Pedersen.

Projektet er blot et år inde i projektperioden, og derfor er det fulde samarbejde ikke startet endnu. Men Per Dalgaard Pedersen har dog fået en forsmag på projektet: ”Vi været til to generalforsamlinger, hvor alle partnere deltog. Det har vist sig, at det kan være svært helt at komme omkring, hvad der er gang i på de forskellige pilot sites, og hvad de forskellige partnere laver.”

Lige nu er det dog ikke et problem. Det er naturligt for så stort et demonstrationsprojekt, at meget af arbejdet foregår autonomt de forskellige steder. Reelt er det primært fire-fem aktører, Neogrid Technologies skal koordinere deres aktiviteter med.

”Det er klart, at når vi samler erfaringerne med alle de andre pilot sites, vil der være andre og nye muligheder. Vi vil komme til at samarbejde tættere med mange af de andre aktører. Det bliver spændende, om det kan fungere godt. Men det tror jeg da,” afslutter Per Dalgaard Pedersen.

På en mark tæt på Syddansk Universitet går en lille flok får rundt og græsser. Mens de fredeligt og tilsyneladende tilfredse nipper til græsstrå, foregår der et stort forsøg i deres indre. En måned tidligere var de på operationsbordet, hvor de fik indsat to kunstige hovedpulsårer, en på hver side af halsen. Blodårerne, eller grafterne, som man kalder dem, er i hver deres silikonemateriale.

Spørgsmålet er nu, om det ene materiale, som er nyt og på forsøgsstadiet, er bedre end det normalt anvendte materiale til at forebygge arvæv og blodpropper, som er de kunstige årers store ulempe.

”Jeg plejer at sige, at vi bedriver fårskning,” griner Jes S. Lindholt, professor og overlæge i kardiologi på Syddansk Universitetshospital (SDU) og koordinator på projektet TeleGraft. Projektet har modtaget 32 mio. kr. under Horizon Europe til at udvikle nye grafter, der kan håndtere infektioner, arvævsdannelse og tilstopninger af størknet blod.

Dialysepatienter i store problemer

”Vi bruger helst patienters egne reservedele, hvis der skal udskiftes en blodåre. Altså nogle blodårer, de kan undvære. De holder bedst. Hvis vi ikke har den mulighed, må vi bruge kunstige blodårer. Og der, hvor vi ser de allerstørste problemer med de kunstige blodårer, det er, når de bruges i dialyse,” fortæller Jes S. Lindholt.

I dialyse, hvor nyresvigt betyder, at man er nødt til kunstigt at rense patienternes blod for affaldsstoffer, kobler man pulsårer med venesystemet. I pulsårerne løber blodet hurtigt under højt tryk, mens venesystemet er et mere stilleflydende system.

”Det betyder, at risikoen for arvævsdannelse er meget høj. Så kommer der en forsnævring i sammensyningerne, altså mindre plads til at blodet kan løbe. Samtidig mangler de kunstige blodårer de naturlige mekanismer der gør, at blodet ikke størkner. Så grafterne har det med at lukke til meget hurtigt,” forklarer Jes S. Lindholt.

Samtidig skal de kunstige blodårer kunne holde til at blive stukket i. Ofte to stik tre gange om ugen. Det sætter store krav til materialet, ligesom det øger risikoen for, at der tilføres bakterier, så patienterne får infektioner og blodforgiftning.

”70 % af sådan nogle sammenkoblinger til dialyse giver problemer inden for et år. Så det siger sig selv, at det ikke er noget sjovt liv for de patienter,” forklarer Jes S. Lindholt.

Ud over dialysepatienter vil samme teknologi kunne udskifte de grafter, man sætter ind ved de 1000-1500 årlige bypassoperationer i Danmark.

Innovativt polymer-komposit

Fra et klinisk synspunkt giver det mening at finde et nyt materiale, der kan minimere risikoen for infektioner og kopiere nogle af de egenskaber, som biologiske blodårer har.

Her har SDU slået sig sammen med virksomheder, der har ekspertise i udvikling af medicinsk udstyr. Blandt andet virksomheden Biomodics, som Jes S. Lindholt kender fra et andet projekt om blærekatetre, hvor risikoen for infektioner også er meget høj.

Graften, som testes, er sammensat af tre lag. Et indre lag der består af små mikrokanaler, hvor man kan fylde et stof i, der skal forhindre dannelsen af det arvæv, som forsnævrer eller tilstopper passagen. Et mellemlag af tynd silikone der gør, at hullet fra nålen vil dækkes til igen af silikonen, så der ikke blødes igennem graften. Og til sidst et yderlag, hvor man kan tilføre antibiotika.

”Og det bliver endnu mere science fiction-agtigt,” fortæller Jes S. Lindholt begejstret og fortsætter:

”Antibiotikaene kan vi lægge fast nede i de små mikrokanaler og kun fremkalde ved hjælp af lys. Og fordi de her dialyseadgange ligger lige under huden, kan man lyse på dem og trigge en frigivelse. Hvis man ser, at der begynder at komme tegn på betændelse, kan man så tage det i opløbet.”

Ion der kan forhindre blodpropper

Det stopper ikke her. Når man undersøger bjørne i hi, har man undret sig over, at blodet nærmest kan stå stille uden at størkne i deres blodårer, mens de sover. Her har man fundet et stof i blodårerne, som forhindrer kontakt imellem blodet i åren og blodårens indre overflade, når bjørnen sover. Det er altså kontakten mellem blod og blodåreoverflade, der aktiverer størkningsprocessen.

Man har fundet ud af, at man kan efterligne funktionen ved at bruge et bestemt ion – et zwitter-ion. Hvis man kan lægge det på inderlaget af graften, kan man måske forhindre, at blodet størkner og dermed undgå de blodpropper, som er et problem for patienter, der har fået indopereret grafter.

Offentlig-privat samarbejde gør en forskel

Projektet TeleGraft er et godt eksempel på, hvordan offentlige organisationer og private virksomheder kan arbejde sammen om at løse udfordringer i samfundet. Klinikerne kender her udfordringerne og behovene hos patienter, mens de private virksomheder bidrager med specialviden.

I TeleGraft står private forskere bag materialeudvikling og kommercialisering, mens hospitaler og universiteter står for grundforskningen, mikrobiologi, raman spektroskopi (kemiske målinger ved hjælp af lys) og de kliniske forsøg. Med syv meget forskellige partnere er det ikke uden sværdslag.

”Der er hele tiden den udfordring, at de har deres patentinteresser, og det ligger ikke i vores reflekser at tænke i den slags på universiteterne. Vi tænker, at har vi nogle nye fund, så skal de bare ud og flyve. Men sådan kan de private virksomheder ikke tillade sig at tænke. De er nødt til at tage vare på deres kommercielle interesser. Der skal vi lige lære hinanden at kende,” forklarer Jes S. Lindholt.

I konsortiet forsøger de at løse det ved at indgå samarbejdsaftaler, så alt, der kommer ud, skal vendes i konsortiet først. Derudover kan der være uligheder i, hvor meget arbejde man lægger i projekterne.

”Når man sammensætter et konsortium til sådan et projekt, så går man efter de mest kompetente og mest vidende mennesker, man kan forestille sig kan bidrage. Især på det eksperimentelle plan. Når man gør det, så risikerer man også at fange nogen, der er så fortravlede, at de ser projektet som sekundært i forhold til deres egne projekter,” fortæller Jes S. Lindholt.

Når det er sagt, så mener han, at fordelene overstiger ulemperne.

”Jeg fascineres af de her netværk med mange forskellige kompetencer, og hvor alle kan bidrage med noget, som andre ikke kan. Det er en fantastik palette af højteknologiske løsninger, man bringer sammen og får til at spille sammen. Jeg vil ikke sige, at jeg forstår alle teknologierne, der anvendes helt til fulde, men som jeg plejer at sige: man kan godt køre en bil, selvom man ikke forstår, hvordan motoren fungerer. Tilsammen gør vi en forskel,” fastslår Jes S. Lindholt.

I projektet kan fårene på marken ved Syddansk Universitet forhåbentlig snart erstattes af et First-in-Human-forsøg og derefter et fase II forsøg, inden projektperioden løber ud i 2026.

”Europæisk industri var sakket bagud. Så vi begyndte at diskutere, hvordan Europa kunne blive mere konkurrencedygtigt. Medlemslandene havde ikke noget samarbejde, og vi havde endnu ikke det indre marked. Den fragmentering gjorde det rigtig vanskeligt at konkurrere globalt,” fortæller Dan Andrée, seniorrådgiver for The University Alliance Stockholm Trio og involveret helt fra starten i udviklingen af det første rammeprogram (FP1).

Diskussionen var allerede begyndt med programmerne ESPRIT og RAISE, der var strategiske programmer inden for forskning i informationsteknologi og telekommunikation. Hensigten var at lade europæiske virksomheder indgå i transnationale samarbejder om udviklingen af nye teknologier. Den indbyrdes konkurrence kunne undgås, fordi samarbejdet foregik inden selve udviklingen af produkter. Indtil da havde forskningsprogrammer stort set udelukkende holdt sig på nationalt plan, og der var ikke et europæisk program, der støttede samarbejde over landegrænser.

Stor betydning for Europa

”Det har betydet meget for den europæiske industri at udvikle standarder på europæisk niveau uden at skulle konkurrere med hinanden. Det var starten på mobiltelefonerne, og parallelt begyndte det at brede sig til andre industrier som rumfart og bilindustri. Bilproducenter kunne samarbejde om de nødvendige basisteknologier og derefter udvikle egne brands,” fortæller Dan Andrée. I dag har vi stadig brug for den type præ-kommercielle partnerskaber til at udvikle f.eks. AI, nye materialer og batterier, så universiteter og virksomheder er nødt til at samarbejde. Når man kommer tættere på et produkt, kan virksomhederne gå videre på egen hånd, understreger Dan Andrée.

Vigtige indsatser i programmets historie

Spørger man Dan Andrée om de vigtigste bedrifter i rammeprogrammerne FP1 til FP9, peger han på, at EU i dag har det største åbne forsknings- og innovationsprogram i verden. Vist er det de 27 medlemslande, der driver projekterne og modtager langt de fleste midler. Men i alt deltager næsten 200 lande i form af globale samarbejder mellem virksomheder og forskningsenheder.

”Det er virkelig unikt, og noget, som vi selvfølgelig bør holde fast i også i fremtiden,” fastslår Dan Andrée.

Åbenhed overfor omverdenen var også det bærende princip, da rammeprogrammet i 1996 lancerede et forskermobilitetsprogram opkaldt efter den polsk-franske forsker Marie Skłodowska-Curie. Det skete samtidig med øget fri bevægelighed og samarbejde i den nyskabte Europæiske Union. Indtil idag har flere end 65.000 forskere med støtte fra programmet forsket i et andet land end deres hjemland. Rammeprogrammet har også gennem tiden skiftet karakter og indhold. Det snævre industrielle fokus blev midtvejs i rammeprogrammets levetid suppleret af et større fokus på, hvordan forskning kan løse de samfundsmæssige udfordringer inden for blandt andet sundhed og klima – og i nyere tid f.eks., hvordan forskning kan bidrage til løsningen af en global pandemi.

Et område, der ifølge Dan Andrée springer i øjnene, er oprettelsen af Det Europæiske Forskningsråd (ERC) i 2007, hvor der blev nedsat et uafhængigt råd af forskere til at uddele midler til banebrydende forskning. ”Tilføjelsen af ERC var en af de vigtigste indsatser og er nu et af rammeprogrammets flagskibe,” siger Dan Andrée. Efter ERC’s forbillede søsatte medlemslandene i 2021 Det Europæiske Innovationsråd (EIC) med et budget på 75 mia. kroner. Det er i dag et vigtigt program til at fremme europæisk innovation, startups og deep tech-iværksætteri.

Balancen mellem forskning og innovation

De tidlige programmer var især orienteret mod det industrielle samarbejde, men med tiden har også produktudvikling og innovation fået mere plads i programmerne. Faktisk så meget at man bør være opmærksom på, at balancen ikke tipper, mener Dan Andrée.

”De tidlige programmer fra FP1 til FP7 var meget detaljerede, det var nærmest bestillinger på forskning og innovation. Men hvis man vil løse udfordringer i stedet for at diktere en tematik, må man give ansøgerne en mulighed for at fortælle, hvordan de vil løse de udfordringer. Det betød, at opslagene i de nyere programmer blev mere åbne,” fortæller Dan Andrée. Balancen mellem de kortsigtede og langsigtede indsatser i rammeprogrammet er vigtig også fremover. Støtte til løsninger tættere på markedet bør ifølge Dan Andrée gå hånd i hånd med støtte til langvarige forskningssamarbejder mellem universiteter og virksomheder. De skal sammen kunne udvikle nye teknologier, der kan få Europa til at stå endnu stærkere i den stadig øgede globale konkurrence.

Dan Andrée håber, at man i diskussionerne og designet af det tiende rammeprogram har fokus på, at vi har noget at innovere på i fremtiden: ”Det meste innovation bygger jo på forskning.”

Selvom ordet innovation faktisk er mere end 100 år gammelt, er vores fælles historie fyldt med opfindelser og nybrud, der blev definerende for menneskets og samfundets udvikling. Tænk på hjulet og penicillin. I nyere tid var det økonomen Joseph Schumpeter, der i 1911 første gang definerede innovation og dets betydning for den økonomiske udvikling i et samfund. Ordet innovation har ’genopfundet’ sig selv gennem årene, og i dag møder vi begreber som radikal innovation, grøn innovation og social innovation.

I det europæiske forsknings- og innovationsprogram Horizon Europe er det den videnbaserede innovation, der fylder. Her betragtes innovation som afgørende for økonomisk vækst og konkurrenceevne og en forudsætning for, at Europa kan stå stærkt i den globale konkurrence. Innovation er i Horizon Europe samtidig nøglen til blandt andet grønne og digitale forandringer, der kan løse nogle af de store globale samfundsudfordringer, vi står overfor.

Det øgede fokus på innovation i Horizon Europe ses blandt andet i etableringen af Det Europæiske Innovationsråd, som så dagens lys i 2021. Rådet er i dag den største europæiske investor i forskningsbaseret innovation og står for uddeling af cirka halvdelen af midlerne til innovation i Horizon Europe. Derudover støtter Horizon Europe også internationale samarbejdsprojekter, hvor innovative løsninger er med til at løse globale samfundsudfordringer og styrke industriens konkurrenceevne.

Danmark blev i 2023 kåret som det EU-medlemsland, der præsterer bedst inden for innovation. En måde at bevare den førsteplads er at deltage aktivt i innovationsprogrammerne i Horizon Europe, hvor virksomheder og forskere arbejder sammen. Danske virksomheder, universitetsforskere, iværksættere og startups er i dag med i cirka hvert 9 EU-projekt om at udvikle og opfinde fremtidens løsninger. Så mens vi glæder os over, at den forskningsbaserede viden kommer videre ud i virksomhederne og på markedet, er vi i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i gang med at se nærmere på dansk deltagelse i de innovationsrettede instrumenter i Horizon Europe, og hvordan vi bliver endnu bedre til at understøtte den videnbaserede innovation i Danmark gennem programmet.

I denne udgave af EUindblik sætter vi fokus på dem, der arbejder med innovation, og du kan derfor møde et lille udpluk af de aktører i Danmark, der allerede er engagerede i internationale innovationsprojekter finansieret via Horizon Europe. Læs hvordan forskere, hospitaler, virksomheder og startups skaber en ny generation af løsninger og produkter. Du kan blandt andet blive klogere på kunstige blodårer, droneteknologi til overvågning af skovbrande og nye typer af insulinpenne.

Rigtig god læselyst.

Når ordet innovation falder i en samtale, forestiller de fleste sig, at det handler om at få den rigtige idé og føre den ud i livet. På sin vis rigtig nok. Men idéer, der er stærke nok til at blive til produkter ude i virkeligheden, opstår sjældent af sig selv. De opstår i samspil. Det er den klare udmelding fra Jes Broeng, direktør for DTU Entrepreneurship og selv iværksætter.

”Når jeg hører ordet innovation, tænker jeg på holdsport. Mange gange opstår idéerne i samspil mellem mennesker med forskellige baggrunde, og det er netop de forskellige indgangsvinkler, der kan løfte dem. Så for at komme bort fra det dér med, at innovation starter med en idé, kan jeg godt lide at sige, at det starter med teamet,” fortæller Jes Broeng.

Foto: Tuala Hjarnø

En høj fejlmargin er positivt

God innovation er de løsninger, som samfundet vil få brug for i fremtiden. Udfordringen er, at vi ikke nødvendigvis kan se her og nu, hvad der er de bedste løsninger. Nogle gange fordi vi endnu ikke har de videnskabelige erkendelser, der skal til, andre gange fordi vi simpelthen ikke ved, hvad fremtiden bringer.

”Når vi ikke kender fremtidens behov, er det svært at finde de vindende idéer. Derfor skal man have en vis risikovillighed, når man finansierer og investerer i innovation. Når man foretager samfundsinvesteringer, er man nødt til at acceptere en vis fejlmargin. Hvis det hele lykkes, så har man simpelthen været for konservativ, og det rykker ikke,” fortæller Jes Broeng.

Der kan lyde paradoksalt at acceptere en høj fejlmargin, men det handler om at give plads til det uventede.

”Når man finansierer forskning eller investerer i en virksomhed på et tidligt tidspunkt, så er der måske 20 procent af idéerne, der viser sig ikke at kunne lade sig gøre. Men hvis projekterne omvendt bliver vurderet for hårdt i starten, så har vi ikke finansieret det ene projekt, der stikker ud og bliver en succes,” fortæller Jes Broeng.

Derfor ser han innovation som den underskov af mangfoldige idéer, der gør det muligt at finde veje til en positiv samfundsudvikling.

Bland videnskaberne

Der er forskel på, hvordan universiteterne støtter innovation. De tekniske universiteter, hvor Jes Broeng har sin daglige gang, er ofte drevet af problemløsning og anvendt forskning. Det betyder, at der er en kultur, der inspirerer til innovation og entreprenørskab.

Men på de universiteter, der også rummer samfundsvidenskaber og humaniora, er der ifølge Jes Broeng potentiale til at rykke langt på innovation, fordi de rummer en mangfoldighed af fagligheder. Det kan netop danne grobund for at finde de banebrydende løsninger, som er nødvendige.

”Vi ved fra forskning i entreprenørskab, at psykologi betyder lige så meget for forretningen som teknologi. Hvordan man som iværksætter tackler de mange udfordringer, man møder internt i ens team og i relationen til omverdenen. Det er lige så vigtigt at forstå konflikter i teamet som partnere og kunder. Alle de fagligheder, vi ikke traditionelt forbinder med entreprenørskab, er der lige så meget brug for, når man taler om innovation,” understreger Jes Broeng.

Den moderne opdagelsesrejsende

Stikker man næsen ind til en forelæsning i entreprenørskab på DTU, vil man observere, at en god del af de studerende kommer fra mange forskellige europæiske lande. Måske gør det, at vi vokser op i et trygt dansk miljø med sikkerhedsnet spændt under de fleste aspekter af livet, at vi ikke er risikovillige nok?

”Jeg tror ikke nødvendigvis, det er en dansk indstilling. De, der vælger at snuse til entreprenørskab, er nok dem, der er lidt mere mobile og har det her eventyrgen. Som entreprenør udforsker man ukendt land. Det meste af verden er opdaget, og det kan gøre, at innovation og entreprenørskab tilfredsstiller den moderne opdagelsesrejsende. Det er en måde at komme ud, hvor det også er lidt farligt,” fortæller Jes Broeng.

I den forbindelse kan Danmarks mere sikre samfund være en fordel, for det kræver sikkerhed og investeringer at løbe innovation i gang, mener Jes Broeng og uddyber: ”Vi har nogle strukturer, der gør Danmark til et rigtig godt iværksætterland. Det er måske et af de nemmeste steder i verden at starte virksomheder. Men det er stadig nyt for os. Vi har ikke helt den investeringskultur, som man f.eks. har i Sverige. Vi har måske en lidt mere trygheds- eller lønmodtagerkultur. Jeg ser dog, at de yngre generationer, uanset deres baggrund, har meget gå-på-mod, og det har vi også brug for. Diversiteten handler også om forskellige aldre og erfaringer.”

Innovationens mikrogeografi

Hvis innovation gror allerbedst i et økosystem med mennesker med diverse baggrunde, kræver det, at mennesker mødes. Når vi skaber rammer for det møde, kan vi hjælpe med at få idéer til at opstå.

”Studier viser, at hvis du er inden for en radius af 250 meter med andre, der arbejder med idéudvikling, opstår der mere innovation. Så det handler også om det klassiske møde over kaffemaskinen, hvor der opstår ting og sager. Hotspots og iværksættermiljøer har stor betydning. Det er selvfølgelig ikke den eneste faktor, men man må helst ikke sidde for meget alene,” fortæller Jens Broeng. Og så er vi tilbage til teamet. Der hvor idéerne opstår, og den konkrete innovation starter.

På Center for Antibody Technologies på DTU er en gruppe forskere i fuld gang med at kombinere metoder til at lave bredspektrede antistoffer med mRNA-teknologi. Det skal gerne resultere i immunterapier, der kan behandle allergier, der generer millioner af mennesker verden over. Det projekt havde aldrig set dagens lys, hvis ikke det havde været for et tidligere forskningsprojekt om slangegift og modgift.

Bag forskningen i slangegifte og deres toksiner står professor i antistofteknologi, Andreas Hougaard Laustsen-Kiel og hans team. I 2018 modtog han en stor forskningsbevilling fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC) til at etablere en forskergruppe.

I dette tilfælde blev pengene sammen med bevillinger fra Villum Fonden, Wellcome og Innovationsfonden brugt til at oprette Center for Antibody Technologies på DTU og dermed etablere banebrydende forskning i bredspektrede antistoffer, modgifte og toksinologi.

Det har kastet flere ting af sig blandt andet et diagnosticeringsværktøj, der i stil med en Covid 19-kviktest kan bruges i marken. Det gør, at man hurtigt kan identificere slangen bag et bid og få fat på den rigtige modgift med det samme. Eftersom en halv million mennesker årligt enten invalideres eller dør af slangebid, kan sådan et værktøj have stor samfundsmæssig betydning.

Det har også sikret Andreas Hougaard Laustsen-Kiel to mindre ERC-bevillinger til at forfølge det kommercielle eller samfundsnyttige potentiale i centrets forskning. Det ene projekt ligger lige for og handler om at udvikle modgift mod enkeedderkoppers gift. Det andet er inden for et helt andet område, nemlig vaccine mod allergier.

At opsøge heldet

For at nå dertil mener Andreas Hougaard Laustsen-Kiel, at man ikke kun kan nøjes med nysgerrighedsdreven forskning. Man skal opsøge heldet og det uventede.

”Når man arbejder med forskning og innovation, må man ikke gå med skyklapper. Selvom man arbejder målrettet inden for et felt, kan man godt kigge lidt til siden en gang imellem og sige: Det vi har fundet her, hvordan forholder det sig til omverdenen og udviklingen inden for andre områder? Kan vi kombinere nogle ting, vi ikke kunne kombinere for fem år siden? Man skal være klar til at sætte pris på det uventede,” fortæller han.

Den tanke har han sat i system. På hans center opfordres alle til en form for tvungen tænk-ud-af-boksen-aktiviteter. ”I mit center har vi f.eks. ikke journal club, vi har invention club,” fortæller Andreas Hougaard Laustsen-Kiel.

I en journal club er hovedtanken, at forskellige studerende eller postdocs hver måned finder en spændende artikel og præsenterer den for kollegaerne til gensidig inspiration.

I princippet en rigtig god idé, men i praksis sker der ofte det, at en travl dagligdag fyldt med forskning, undervisning og publicering gør journal club til et sidste-øjebliks-projekt. Det ender med at blive mere irriterende end inspirerende.

”Hos os er det sådan: en forsker i centret bliver bedt om at præsentere en opfindelse, som de selv laver. Vi har guideline til, hvordan vi hurtigt kan vurdere en opfindelse. Til gruppemødet sidder vi som i Løvens Hule og stiller kritiske og konstruktive spørgsmål,” forklarer Andreas Hougaard Laustsen-Kiel.

Covid 19-vaccine og allergibehandling

Foreløbigt er virksomheden VenomAid Diagnostics og flere innovationsprojekter sprunget ud af invention club. Det er også den, der er årsagen til, at det, der startede som forskning i udvikling af modgift til slangebid, er fortsat som et innovationsprojekt om immunterapi for allergikere.

Andreas Hougaard Laustsen-Kiel bad sin daværende postdoc, Esperanza Rivera de Torre, om hun kunne udtænke noget, der kombinerede slangemodgiftsforskningen på centret med den mRNA-teknologi, som har taget kvantespring i forbindelse med udvikling af covid 19-vacciner.

”Hun mente, det var nærlæggende, at vi arbejdede med allergiimmunterapi. Den gruppe, hun arbejdede ved siden af under sin ph.d., var en allergigruppe. Så for hende var det oplagt at gå ind i det felt og skabe fornyelse her,” siger professoren.

Innovation kan trænes

Den konkrete nye innovation var ikke noget, som Andreas Hougaard Laustsen-Kiel havde forudset, da han skrev ansøgningen til Det Europæiske Forskningsråd. Han husker, at han dog var klarsynet nok til at nævne, at de metoder, de arbejdede med, nok kunne bruges i andre felter. Men at det lige skulle være allergi og mRNA var på ingen måde på tegnebrættet dengang.

”Jeg synes, det er noget af det, vi er gode til i mit center. Vi træner i at tænke, at der opstår sideopgaver gennem vores arbejde, som man kan kaste sig over. Hvis man skaffer penge til det. Vi forsøger på den måde at få et element af innovation i alle vores projekter,” siger Andreas Hougaard Laustsen-Kiel.

Gør innovation til en del af uddannelsen

Det er en udfordring, uanset om der skaffes midler eller ej, at finde de medarbejdere, der kan bringe idéerne videre. Andreas Hougaard Laustsen-Kiel understreger, at han kun taler ud fra egne erfaringer.

”Dem, jeg ser, der kaster sig ud i entreprenørskab, er i høj grad folk, der tidligt prøvede det af og derfor har en erfaring med iværksætteri. De har måske selv været iværksættere eller som minimum været del af en startup. Jeg ser næsten ikke nogen midt i deres karriere eller folk, der kommer fra private job i industrien, som pludselig kaster sig over iværksætteri,” siger han.

Hvis man vil fremme innovation, mener Andreas Hougaard Laustsen-Kiel derfor, at universiteterne skal prioritere det som en kerneopgave at bringe forskningen videre til kommercialisering og fremme de miljøer, hvor man eksperimenterer med at omsætte forskning til iværksætteri.

”Jeg synes, DTU gør meget for at bringe entreprenørskab og innovation ind i undervisningen. Der er ekstra aktiviteter og kurser for de studerende, så de får en bedre føling med, hvad innovation er. Det mener jeg, alle universiteter bør gøre.”

Og så mener professoren i øvrigt, at man ikke skal være så bange for at kaste sig ud i en karrierevej som entreprenør: ”Man skal lære, at i værste fald går ens projekt i vasken. Og man skal huske, at der står mange virksomheder klar til at ansætte dig – i hvert fald inden for life science. Virksomhederne ved, at de ting, som du har lært om innovation, kan bruges i industrien.”

I 2019 startede virksomheden GO-Pen ApS. med et stort smil og en powerpoint.

De to grundlæggere Ole Kjerkegaard Nielsen og Michael Ejstrup Hansen skulle overbevise investorer om, at deres idé om en ny type insulinpen, som alle har råd til, var værd at investere i.

Fire år efter har de rejst over 40 mio. kr. og er i dialog med de amerikanske sundhedsmyndigheder om en godkendelse, der giver adgang til det amerikanske marked for den første insulinpen, som kan spare brugerne for mange penge. CE-mærket til det europæiske marked er også på vej. Disse to forhold vil lette vejen til det internationale marked.

”Det er ret dyrt at udvikle et produkt som vores. Her har bevillingen fra Det Europæiske Innovationsråd betydet virkeligt meget. Vi har rejst meget privat kapital i Danmark fra nogle meget gode investorer, men måske kunne de havde mistet modet, hvis de skulle have betalt hele rejsen selv,” fortæller Ole Kjerkegaard Nielsen.

Diabetes kan ramme alle – især de fattigste

Så hvordan opstod idéen om en ny insulinpen? Der produceres i forvejen milliarder af insulinpenne fra store etablerede virksomheder med Novo Nordisk i spidsen.

Men insulinpenne kan være en stor udgift for personer i lande, hvor der ikke er tilskudsforhold som i Danmark. Mennesker med diabetes, som lever under fattige vilkår, bruger i stedet insulin fra hætteglas. Insulinen suges op i en sprøjte, og de skal selv dosere korrekt. Det er en billigere løsning, men de kan have dårligt syn og manglende fingerfærdighed, som gør, at doseringen bliver mere besværlig at gøre korrekt hver gang.

”Der er 15 millioner mennesker, der bruger insulin i hætteglas og indsprøjter sig selv flere gange hver dag. De bruger insulin fra hætteglas, fordi de ikke har råd til andet. Med krig og høj inflation ser vi, at fattigdom udvikler sig negativt, og der er desværre en negativ sammenhæng mellem udvikling af fattigdom og diabetes,” fortæller Ole Kjerkegaard Nielsen.

Han ved, hvad han taler om. Efter at have arbejdet med diabetes og fedme over en årrække og bl.a. boet fem år i Nigeria, har han haft rig mulighed for at observere, hvad der også er videnskabelig evidens for: Jo fattigere man er, jo mere usundt spiser man. De billigste fødevarer indeholder ofte masser af stivelse, salt og fedt, og det er derfor ikke billedet af udmagrede mennesker, som vi kender fra hunger-katastrofer, der dominerer i ressourcesvage områder. Det er den usunde type overvægt.

”Vi så, at der var et hul i markedet. Der fandtes simpelthen ikke en insulinpen, som alle har råd til. Så vores udgangspunkt var at skabe en løsning, der er inden for det økonomiske råderum for alle mennesker i hele verden,” fortæller Ole Kjerkegaard Nielsen.

Store spillere skal bruge kræfterne på store innovationer

Så hvordan kan det være, at de store farmaceutiske virksomheder, der udvikler insulinprodukter, ikke for længst har skabt denne pen?

”Jeg skal jo ikke forklare, hvorfor de store virksomheder gør, som de gør, men vi regner med, at vores produkt får en omsætning på 100 mio. euro om året. Det er, hvad store virksomheder sælger for på en formiddag. Og det er godt, at vi har nogle virksomheder, der ikke lader sig distrahere af små forretninger. De store virksomheder skal virkelig tænke sig om, når de sætter deres forsknings- og udviklingsmaskine i gang, for den er dyr. Men det er også dem, der kan komme med de store gennembrud,” mener Ole Kjerkegaard Nielsen.

For en mindre virksomhed er en forventet omsætning på 100 mio. euro en god præstation. Derudover er eksemplet GO-Pen også vigtig set ud fra et humanistisk synspunkt, fordi det bidrager til at sikre bedre livsvilkår for nogle af dem, som ikke har de samme muligheder som flertallet.

”Jeg forestiller mig, at der ligger meget guld og venter i randen af store virksomheder. Det er måske ikke det indtjeningspotentiale, som en stor virksomhed skal gå efter, men mindre agile virksomheder kan bruge den teknologi, der allerede findes, til at gå målrettet efter nogle mindre markeder,” pointerer Ole Kjerkegaard Nielsen.

Vigtigt at få EU med

Et produkt som GO-Pen skal kunne leve op til en lang række krav, før det kan opnå godkendelse til at blive introduceret på markedet. Her passer Det Europæiske Innovationsråd og deres Accelerator-program perfekt, da det er støtte til startups, der leder efter ’betydelig finansiering, men hvor de involverede risici er for høje til, at private investorer alene kan investere’.

Virksomheden ansøgte i sommeren 2021. EIC Accelerator foregår i tre trin, hvor man får en forhåndsvurdering, inden man bliver inviteret til at lave den rigtige ansøgning. På den måde sorteres de projekter fra, som er for umodne eller ikke egner sig til denne type bevilling. Derefter skal man pitche sit projekt for en jury.

I februar 2022 sendte de deres store ansøgning ind, men fik i første omgang ikke lov til at pitche. Det lykkedes senere på året i september. Første udbetaling tikkede ind i marts 2023, og anden rate af de 2,5 mio. euro er netop blevet bevilliget i maj 2024 efter rapporteringen af det foreløbige arbejde.

Dokumentationen indebærer f.eks., at instruktionen i emballagen er så let forståelig, at alle kan finde ud af at bruge produktet med det samme. Produktionsmiljøet skal være kontrolleret, så der ikke opstår forureninger og dermed komplikationer ved brug af pennen. Også doseringsmekanisme og påfyldning skal fungere for brugeren. Og så er der den udfordring, at insulin er et følsomt produkt, der let bliver nedbrudt. Derfor skal opbevaringen i pennen fungere upåklageligt.

”Vi har lavet forsøg, hvor vi har bagt insulinen i en længere periode og centrifugeret den i 16 timer i døgnet. Det er helt vildt, hvad vi har skullet udsætte den for, så vi kan dokumentere, at alt er forsvarligt, og at insulinen kan holde i brugsperioden for pen og reservoir,” uddyber Ole Kjerkegaard Nielsen.

Den gode entreprenør

For begge grundlæggere var det faglige på plads inden opstart. Begge havde de en baggrund i Novo Nordisk, hvor Ole Kjerkegaard Nielsen havde arbejdet med bæredygtighed og partnerskaber inden for fedme og diabetes, og Michael Ejstrup Hansen i en årrække var ekstern chefdesigner på netop insulinpenne.

Men faglighed alene gør det ikke.

”Måske er det vigtigste i mit tilfælde, at jeg har familiemæssig opbakning. Min kone har bakket mig op hele vejen, og hun har også været i stand til at samle regninger op. Der gik f.eks. halvandet år, hvor jeg ikke fik nogen løn,” fortæller Ole Kjerkegaard Nielsen.

Og så skal man være indstillet på at bruge rigtig meget tid på ting, der ikke fungerer, understreger han: ”Alle problemer ender jo på direktørens bord. Det skal man være i stand til at ryste af sig og sige: Ok, her var noget, vi skal tænke over. Hvordan kan vi få vendt det til vores fordel?”

Europa har gjort det godt, når det gælder ny og banebrydende forskning. Den strategiske indsats fra europæisk side, der har søgt at styrke eksisterende produktion i EU-landene, har også vist sig ganske succesfuld. Men det er langt fra nok. EU-landene skal være endnu bedre til at konkurrere om fremtidens løsninger og produkter i en global verden.

Det er det overordnede budskab fra Marianne Thellersen og Lone Ryg Olsen, der begge er medlemmer af Innovationspolitisk Udvalg i interesseorganisationen Danske Universiteter. Udvalget skal komme med input til, hvilke politiske målsætninger Danske Universiteter skal arbejde for, når det gælder innovation og erhvervsfremme.

Rådgivning i innovation

For at styrke vejen fra grundforskning til innovation har alle universiteter skabt initiativer, der skal fremme innovation.

”Vi hjælper med at danne teams omkring innovationsprojekter, og vi hjælper med at finde en investor, hvis forskeren ikke selv ønsker at gå ud med en startup. Vi tilbyder mentor- og acceleratorforløb på alle niveauer,” fortæller Marianne Thellersen, der udover at være forperson for Innovationspolitisk Udvalg til daglig også er koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab på DTU.

Foto: Tuala Hjarnø

Meget af det samme gør sig gældende på Aarhus Universitet, fortæller Erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen: ”Vi tilbyder undervisning, forretningsudvikling, mentorforløb og match mellem innovatorer og Business Angels. I vores startupfaciliteter i Aarhus kan forskere og studerende få kontorplads, indtil de har opbygget en forretning. Vi forsøger at skabe et økosystem, som kan fremme innovation og spinoffs fra forskningen.”

Excellence og innovation er ikke modsætninger

Når vi taler om at styrke innovation, handler det ikke kun om det praktiske, men også om mindsettet. Forskere opdrages sjældent til at tænke kommercielt, så der er nogle gange en mental modstand. En høj placering på H-indekset er stadig det, der får den enkelte forsker til at skille sig ud og øger vedkommendes chancer for at trække midler hjem. Derfor gør mange forskere mere ud af at publicere og holde deres forskning varm frem for at skabe nye virksomheder eller produkter.

Dette er ikke noget, den enkelte forsker kan ændre, men nogle strukturer, der skal ændres.

”Selvfølgelig skal man publicere. Man skal dele sin viden som forsker. Men det kan jo også være, at man er en excellent forsker, hvis man har drevet nogle store samarbejder med virksomheder eller offentlige myndigheder. Eller at man har haft mange ph.d.-studerende, som efterfølgende har lavet virksomheder på baggrund af den forskning, man har lavet sammen. Hvorfor kunne det ikke være en del af forståelsen af excellence?” spørger Marianne Thellersen.

Det er noget af det, som for tiden diskuteres i Innovationspolitisk Udvalg og i de europæiske fora for forskningspolitik.

Unge og meget erfarne forskere er de mest innovative

Heldigvis for innovationen er der flere og flere unge, der bliver interesserede i at gå videre med deres forskning på universiteterne og lege med entreprenørskab.

”Det er enten de meget erfarne forskere eller de helt unge forskere, som er mest aktive, når det gælder innovationsprojekter. I virkeligheden er det en god kombination. De meget erfarne forskere er gode til at opnå finansiering, og de yngre forskere er motiverede for at udforske andre aktiviteter end ren forskning. Måske fordi det i dag ikke er alle, der kan få en forskerkarriere, og derfor er flere på udkig efter andre måder at bringe deres forskning i spil,” fortæller Lone Ryg Olsen.

Foto: Jens Hartmann

Ny teknologi handler om at kunne tænke forfra

Selvom det går bedre med innovationen på danske universiteter end for blot få år siden, er det nødvendigt, at universiteterne tør satse. ”Hvis Europa skal forblive relevant i verden, er det vigtigt, at vi skaber nye virksomheder, der tænker videnbaseret og helt forfra. Universiteterne har traditionelt været rigtig dygtige til at styrke og berige virksomheder, som eksisterer i forvejen. Men universiteterne skal også være synlige i økosystemet, hvor nye virksomheder skabes,” understreger Lone Ryg Olsen.

Den viden, der produceres på universiteterne, skal altså i højere grad transformeres til innovation. Det er en proces, man ofte forventer, at de store etablerede virksomheder tager sig af. Store virksomheder har dog en masse andre hensyn i forhold til portefølje og aktionærer, og er ikke altid klar til at samle projekter op, der ligger ude i periferien. Det er typisk mindre og mere agile virksomheder, som griber nye idéer og kan udvikle sig til morgendagens højdespringere. Små virksomheder har dog ikke den samme økonomiske formåen som større virksomheder. Marianne Thellersen peger på innovationsprogrammerne i Horizon Europe som en mulighed til at styrke økonomien bag lovende spinoffs.

”Jeg synes Det Europæiske Innovationsråd gør det bedre og bedre. Hvis du havde spurgt mig for fire år siden, ville jeg være meget i tvivl om, hvorvidt indsatsen nogensinde ville rykke noget. Men nu, hvor vi har lært at bruge Det Europæiske Innovationsråd, kan vi konstatere, at der er en del af universiteternes startups, som har været rigtig glade for det. Det er nogle betydelige midler, man kan søge til opskalering af nye teknologier. Det må godt få ros fra mig,” siger hun.

At deltage i EU-projekter kan være overvældende for små og mellemstore virksomheder (SMV). Nok frister pengene, men de administrative muskler, der skal til for at ansøge, rapportere og finde udenlandske partnere mangler ofte. Her kan viden- og erhvervsklyngerne spille en rolle. Klyngerne er netværk, der hjælper danske virksomheder med at løfte innovationshøjden inden for hver deres fagspecifikke område.

”Vi hjælper virksomheder i deres innovationsrejse gennem mange forskellige aktiviteter. Præcis hvordan kommer an på virksomhedens behov. Det kan være events om bestemte temaer, matchmaking med potentielle samarbejdspartnere, hjælp til startups, der leder efter investorer eller at hjælpe med ansøgninger til finansiering,” fortæller Helle Vedel Friis, Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark, der er viden- og erhvervsklyngen inden for fødevarer og bioressourcer.

Den danske klynge er samtidig en del af Enterprise Europe Network (EEN), hvor virksomheder kan finde samarbejdspartnere på tværs af landegrænser.

Produkter skal ud på markedet

Det danske virksomhedslandskab er kendetegnet af mange SMV’er. Nogle er videnstunge, andre specialister i en speciel type produktion og atter andre forstår sig på kundesegmenter og salg. Hver for sig kan det være vanskeligt at prioritere innovation, men ved at indgå partnerskaber kan innovationen organiseres og få sin plads.

Den lille innovative virksomhed, der har en lovende ny teknologi, men ikke selv kan skalere op, finder måske de partnere, der kan udvikle et design og en produktionskæde, der i sidste ende får et produkt på markedet.

Få hjælp til at søge EU-midler

Ud over at være et neutralt datingbureau for virksomheder har klyngerne en vigtig rolle i at støtte hjemtaget af innovationsmidler fra internationale fonde og programmer. Mens der på universiteterne og i større virksomheder er fokus på de store fondsprogrammer, er situationen en anden for SMV’erne.

Helle Vedel Friis forklarer: "I klyngerne har vi viden om alle mulige branchespecifikke programmer, og vi kan hjælpe med at identificere, hvilket program der passer bedst til virksomhedens udviklingstrin, alder og behov. Vi har også overblikket til at koordinere imellem nationale og internationale programmer, så du f.eks. starter med at søge midler i Danmark, og bruger det som springbræt til at søge i EU på et senere tidspunkt.”

Små virksomheder kan løse specialopgaver i store EU-projekter

Som SMV’er behøver man dog ikke helt at forkaste idéen om EU-programmerne. En mulighed er såkaldt Cascade Funding, hvor et stort EU-projekt tilknytter mindre partnere, som modtager en sum penge, typisk 10.000-200.000 euro, for at løse en særlig udfordring i en slags mini-EU-projekter.

”Det er ofte muligheder, der går lidt under radaren, fordi de er i små bidder under et større projekt. I regionernes EU-kontorer er der lavet en kortlægning af det, og vi kender mulighederne godt. Som mindre virksomhed kan du blive tilknyttet et af de helt store konsortier for en afgrænset opgave. Det har også den fordel, at konsortiet hjælper med den administrative byrde, der kan være en belastning for mindre virksomheder i et EU-projekt,” forklarer Anders Skeem, International Manager i Food & Bio Cluster Denmark.

Enterprise Europe Network – hjælper til international vækst

Det er ikke kun, når der søges midler, at det kan være en fordel at have en guide udi det internationale. Hvis man drømmer om at vækste globalt, kan det være svært at finde de rette udenlandske partnere. Her kommer EEN i spil.

”I EEN er der kontorer i mere end 50 lande med lokal viden og indsigt om deres eget marked. Det gør os i stand til at hjælpe med f.eks. lokale skatteregler, råvarefaciliteter og rådgivningsservice. Det betyder også, at vi kan håndplukke virksomheder, som vil være gode internationale match,” slutter Anders Skeem.

Testcentre i telte og haller, mennesketomme byer, podepinde langt op i næsen, pressemøder på tv og fællessang fra altanen. Mundbind, håndsprit, hjemmearbejde, isolation, restriktioner, vaccinestik og “boostere”.

Selvom vi kun skal tilbage til januar 2020, hvor de første meldinger om udbrud af lungebetændelse med ukendt årsag i Kina kom, kan coronapandemien virke så uendeligt langt væk.

For professor Lone Simonsen blev perioden med COVID-19 en blanding af ekstrem opmærksomhed på hendes faglighed og en kendthedsfaktor, der normalt kun er forbeholdt politikere, skuespillere og sportsfolk. Under pandemien bragede den internationalt anerkendte RUC-professor igennem på tv, i radio og i aviserne – og pludselig fik hun tilnavnet Corona-Lone.

- Hele mit drømmeprojekt om at lave et grundforskningscenter i Danmark med fokus på at forske i pandemier fik med COVID-19 pludselig ekstrem relevans. Før pandemien kunne få vel se meningen med et sådant center. Nu fremstod idéen pludselig som noget vigtigt, siger Lone Simonsen, der oprindeligt er uddannet i biologi og kemi netop fra RUC i 1985.

Derfra gik turen til USA, hvor hun fik sin ph.d. i populationsgenetik i Amherst, Massachusetts. Derefter – efter en kort tur hjem som postdoc på DTU – vendte hun tilbage til USA for at tage en uddannelse som ”sygdomsdetektiv” ved den amerikanske sundhedsmyndighed Centers for Disease Control and Prevention (CDC) i Atlanta. Senere blev det til et internationalt liv med arbejde som epidemiolog i blandt andre Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og National Institutes of Health (NIH) i USA.

Efter at have været væk i 30 år vendte Lone Simonsen tilbage til Danmark som gæsteprofessor i 2014.

- I USA tænker man meget på tværs af faggrupper, og det er helt normalt, at man er epidemiolog, selv om man ikke er læge. Jeg ville gerne bruge den nye matematiske forståelse indenfor epidemiologi til at forstå pandemiernes væsen. Bruge historiske data sammen med mikrobiologi, matematik og medicin. I udlandet er det helt normalt at bruge matematisk epidemiologi og en bred tilgang til pandemiforskningen. Det håber jeg at bringe med mig her i Danmark, siger Lone Simonsen.

En MSCA-bevilling sætter skub i sagerne

Selvom Lone Simonsen vendte tilbage til Danmark som en internationalt anerkendt forsker med over 200 artikler i diverse akademiske tidsskrifter, satte hun sig ikke bare ind på forsædet hos universiteterne og trykkede på speederen.

- Jeg hoppede lidt fra tue til tue i de første år. Mit forskningsområde er ikke oplagt for Novo Nordisk, fordi det ikke er klinisk og ikke oplagt for Lundbeckfonden, fordi de primært støtter projekter med fokus på hjernen. Og Velux Fonden vil slet ikke give penge til forskning, som handler om sygdomme. Så jeg følte mig meget privilegeret, da jeg i 2015 fik en individuel bevilling fra Marie Skłodowska-Curie-programmet, der gav mig mulighed for at komme til Danmark som gæsteprofessor og forske i historiske epidemier og pandemier, siger Lone Simonsen.

Lone Simonsens bevilling hed dengang Individual Fellowships, i dag omdøbt til Postdoctoral Fellowships. Det senior track, hun var på, findes ikke mere.

- Den bevilling var i den grad med til at give mig fodfæste i Danmark. Mit mål var at forske i pandemier længere tilbage i tiden. At se på pesten i 1600-tallet, kopper i 1700-tallet, kolera i 1800-tallet og den spanske syge i 1918. Finde mønstre og forstå disse pandemiers ”fingeraftryk” på befolkningen. Ved at forstå, hvad der skete tidligere, kan man bedre forstå mønstre i nutidige pandemier. Hele meningen er at blive bedre forberedt til kommende pandemier og andre sundhedskriser.

Som erfaren forsker, der stort set kun har arbejdet i udlandet, har Lone gode ting at sige om Marie Skłodowska-Curie-programmet, der i dag i højere grad fokuserer på yngre forskere.

- MSCA har stor betydning for unge forskere. I min nuværende position har jeg mulighed for at hente unge forskere hertil. Ligesom jeg kan dele mit netværk i USA og England med dem. På den måde giver jeg min viden og mine forbindelser videre til den kommende generation af forskere, siger Lone Simonsen.

Og hun tilføjer:

- MSCA giver mulighed for, at man som ung forsker kan komme ud i verden og modnes videnskabeligt. Det gælder om at finde sin egen vej og finde ud af, hvad man brænder for. Hvis du spørger mig, skal man blive international fremfor kun at være lokal. Lige nu har vi sendt to unge forskere til organisationer i vores netværk i Princeton, USA, og Cambridge i England. Jeg håber, de kommer stærkt tilbage, så de kan videreføre fremtidens pandemicenter her på RUC, siger Lone Simonsen.

Fra Curie over COVID-19 til forskningscenter

Lone Simonsens forskning har en interdisciplinær tilgang, hvor hun arbejder sammen med forskere fra andre fagområder som medicin, statistik, matematik og fysik. Ligesom hun bruger historiske og nutidige data og problemstillinger i sine modeller.

Hvis Lone Simonsens liv, efter at hun kom tilbage til Danmark, var en ligning, ville den se nogenlunde sådan ud:

25 års erfaring fra udlandet + Marie Skłodowska-Curie-bevillingen + COVID-19 = det nye forskningscenter PandemiX på Roskilde Universitet.

- Jeg kender andre erfarne forskere, som har prøvet, men ikke er lykkedes med at vende hjem, ofte fordi de ikke har fundet fodfæste med en stilling eller en bevilling, ligesom jeg fik. Det synes jeg er en skam, for det er vigtig viden og erfaring og udenlandske netværk, som de kunne bringe hjem til Danmark.

Nu sidder Lone Simonsen i spidsen for det nye grundforskningscenter, som har det formelle navn Center for Interdisciplinary Study of Pandemic Signatures – også kendt som PandemiX.

Centret åbnede den 1. juni 2023, efter Danmarks Grundforskningsfond havde investeret 47 millioner kroner i projektet frem til 2029. Målet er at placere sig på topforskningens verdenskort, når det gælder fremragende og banebrydende pandemiforskning.

- Vi er stolte over, at vi begyndte denne forskning, inden det blev populært på grund af COVID-19. Nu er vi en gruppe med plads til omkring 20 personer, skabt i et tæt samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet, Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og Nordsjællands Hospital, siger Lone Simonsen.

Professoren i epidemiologi har nu sat sig i førersædet, og hendes center tæller udenlandske topforskere fra blandt andet Harvard University, National Institutes of Health i USA og Cambridge University i Storbritannien.

- Det var gennem professionelle netværk og som medlem af Videnskabernes Selskab, at jeg mødte folk, da jeg vendte hjem. Det er uhyre vigtigt at have et netværk i Danmark, men det er svært at finde for forskere, der har været i udlandet og ikke vender hjem til et bestemt job. Det er vigtigt, at de unge har et sted at vende hjem til. Her kunne der, i forbindelse med Marie Curie Actions, være en slags afrapportering, så man mødes på tværs af faggrupper og evaluerer sine forløb og derved får et netværk med andre i samme situation. Det ville også være en idé, at Marie Curie Actions skaber et netværk og måske giver mulighed for genetablering i det danske forskningsmiljø og genintegrering af deres fellows, efter at de har været udenfor Europa for en periode, siger Lone Simonsen.

#1 Kan du præsentere dig selv og fortælle om din rolle i ERC?

Jeg er professor og viceinstitutleder på Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, ICMM, og samtidig direktør for et nyt grundforskningscenter (centerets forskningsområde er DNA-afkodning, også kaldet genekspression). Begge stillinger er på Københavns Universitet.

Jeg har siddet i ERC’s bestyrelse siden efteråret 2019 og har siden januar 2023 været vicepræsident med ansvar for biologi og sundhedsvidenskab, som er et af tre videnskabelige domæner i ERC, der også støtter fysik, kemi og ingeniørvidenskab samt samfundsvidenskab og humaniora.

#2 Hvad er ERC’s fornemmeste rolle?

Det er at sikre, at den allerbedste grundforskning støttes i Europa, så forskningen kan udføres på meget højt niveau.

#3 Hvad er visionerne for ERC?

Det er faktisk et svært spørgsmål. Faktum er, at da ERC blev etableret i midten af 2007, var der ikke en vision, blot en mission: at styrke europæisk forskning. Men man kan sige, at ERC’s vision er konstant at skubbe frontlinjen for europæisk forskning fremad. Vi må aldrig stå stille og være tilfredse, men skal konstant forbedre forskningen og dens vilkår.

#4 Hvor ser du ERC i dag?

Stærkere end nogensinde – men derfor også under konstant politisk pres. Dels fordi ERC har haft midler til at støtte den bedste forskning, og dels fordi der er kolossal prestige forbundet med at modtage ERC-støtte. Det gør, at der er større og større konkurrence om midlerne fra flere og flere gode ansøgere. Vi er til en vis grad ofre for vores egen succes. Det er således i mange paneler blevet næsten for svært at få en bevilling. ERC kunne således uddele mange flere midler til fremragende forskning, hvis bare vi havde flere penge.

Det er dog samtidig en stigende tendens, at ERC skal retfærdiggøre sig selv: bevise, hvad EU-landene får for pengene. Det er totalt oplagt for alle os eksperter og forskere, men det kan faktisk være en udfordring at overbevise politikere og offentligheden.

#5 Hvorfor er den frie forskning så nødvendig?

Fordi den frie forskning virkelig lægger grunden for al opdagelse, innovation og udvikling. Uden en stor base at arbejde ud fra er der ingen strategisk eller styret forskning, hvor man for eksempel udvikler et produkt. Hvis man fortsætter den nuværende trend med at investere flere og flere penge i innovation uden at øge bevillinger til den frie grundforskning, så kreerer man en gigant på lerfødder. Vi ser allerede en flugt fra de dårligt finansierede universiteter til firmaerne, men firmaers forskning og udvikling kommer altså fra universiteterne og lignende organisationer, så det kan ikke fortsætte på den måde. ERC står udelukkende for fri forskning, og vi vil kæmpe hårdt for, at alle de innovationstiltag, der er skudt milliarder af kroner i, ikke kan fortsætte, uden at vi også styrker den frie forskning.

#6 Ofte går politikerne efter at støtte konkret, samfundsanvendelig forskning, der hellere skal kunne bruges i morgen end i overmorgen. Hvordan fastholder man den politiske interesse for den frie forskning?

Det er en konstant udfordring for ERC. Vores bestyrelse, der udelukkende består af videnskabsfolk, bruger faktisk mere og mere tid på at forklare vigtigheden af fri forskning til politikerne. Et af de spørgsmål, vi for nylig stillede vores ERC-administratorer, var derfor, hvor ofte den forskning, vi støtter, bliver citeret i patentansøgninger. Det er jo det, vi håber, sker på lang sigt. At den grundforskning, vi støtter, giver ophav til ny innovation, der patenteres.

Det viste sig faktisk, at hele 44 procent af alle ERC-bevillinger fører til resultater, der senere citeres i patentansøgninger. I Life Sciences var tallet helt oppe på 61 procent. Det er i sandhed fantastisk. Ikke bare opdager ERC-bevillingshavere vigtige ting om naturen og verden omkring os – deres opdagelser bliver også til nye patenter. Den slags burde jo uomtvisteligt overbevise enhver politiker om, at den frie forskning er vigtig og skal støttes.

#7 Kan du give nogle eksempler på banebrydende forskning, der har fået ERC-bevilling?

Heldigvis er der så mange eksempler, at det næsten synes forkert at udpege nogle og ikke andre. Men for eksempel støttede ERC jo den grundforskning, der gav ophav til de første billeder af et kosmisk sort hul. ERC har også støttet et vigtigt projekt, der med stor detaljeringsgrad har kortlagt, hvordan vores kromosomer af molekylære maskiner bliver kopieret inden celledeling, såkaldt DNA-replikation. Det var faktisk et projekt, drevet af en af mine nære kolleger i London, som jeg personligt altid har været fascineret af. Det er måske værd lige at understrege, at jeg jo altså ikke personligt har haft noget at gøre med at uddele midler. Det har vi mere end 30 ekspertpaneler – med 15-20 topforskere i hver – til at gøre hvert år. Bestyrelsen sætter så reglerne for, hvordan den uddeling foregår mest retfærdigt.

#8 Er ERC fortsat en succes?

Ja, bestemt. Hele idéen og bevæggrunden for ERC – nemlig at sikre, at EU’s medlemslande er på forkant med al forskning og innovation – er jo stadig lige relevant og vigtig. ERC’s succes med at støtte banebrydende forskning er indiskutabel. Uden ERC har vi ikke en chance i konkurrencen med gamle kæmper som USA og nye, fremadstormende nationer såsom Kina og Sydkorea, der investerer langt mere, end vi gør.

#9 Hvordan ser du den frie forsknings rolle i fremtiden?

Den frie forskning er vigtigere end nogensinde. Den underbygger al ny innovation. De seneste år har der været megen diskussion om, hvorvidt vi overhovedet behøver den frie forskning, når der nu er så mange områder, hvor strategiske tiltag er nødvendige.

Men vi kan jo alle se, hvorfor det er en god idé at lave mere forskning i virussygdomme efter COVID-19. Det er faktisk et godt eksempel på, hvor vigtig grundforskningen er. I tiden op til COVID-19 var det nemlig overhovedet ikke på mode at støtte virusforskning. Hvad skulle man lige bruge det til? Det har nu pludselig ændret sig i en grad, hvor støtten til forskning i virusser muligvis sker på bekostning af anden grundforskning, vi pludselig får brug for om et par år, når den næste uforudsigelige, eller måske netop ikke så uforudsigelige, katastrofe rammer os.

Faktum er, at det ikke er politikerne eller bevillingsgiverne, men forskerne, der ved, hvad de store, ubesvarede spørgsmål er. De ved, hvor de store basale opgaver ligger, og forskerne vil i processen med at besvare dem altid gøre store opdagelser, der så kan få praktisk og direkte konsekvens for menneskeheden.

Tænk bare på Paul Diracs rent matematiske opdagelse af antistof, positroner. Det var jo ikke noget, han gjorde for at udvikle praktiske tiltag i sygdomsdetektion, men uden hans grundlæggende opdagelse i fysik ville vi ikke have PET-scanninger, så læger kan opdage og diagnosticere sygdomme. Eller Alexander Flemings opdagelse af en bakteriehæmmende substans fra svampe, der senere blev til penicillin. Det var jo ren grundvidenskab. Den slags opdagelser – opdagelser, der virkelig betyder noget for menneskeheden – kommer altid fra grundvidenskab, aldrig fra strategisk forskning, der jo kun udvikler noget, vi fra grundvidenskaben ved kan lade sig gøre. Misforstå mig ikke: Strategisk forskning er vigtig, men man kan ikke have strategisk forskning uden grundforskning, og man skal sørge for, at de proportionelt er rigtigt budgetteret. Det er jeg ikke sikker på, de er i dag. Den frie forskning er simpelthen ikke tilstrækkeligt understøttet.

#10 Hvor ville den europæiske forskning være uden ERC?

Ja, uheldigvis har vi ikke kontrolleret eksperimentet, altså en verden uden ERC, men jeg kan sige, at vi med ERC er blevet langt mere konkurrencedygtige i Europa. For at give en illustration af den ændring i magtforholdet, der er sket i forhold til USA: Tidligere flyttede europæiske forskere til USA – nu er strømmen vendt. Der kan argumenteres for, at forskningsklimaet i Europa faktisk er bedre her end på den anden side af Atlanten. Det er i høj grad ERC’s fortjeneste.

Den usædvanlige – og næsten usandsynlige – baggrundshistorie for ERC er, at ERC i høj grad var en forskeridé. At lave ét stort, ambitiøst bevillingsorgan – ledet af forskere, der ved, hvad forskere har brug for. Alt for ofte bliver den slags initiativer styret politisk og udvandet, så det kun på overfladen ser godt ud.

ERC er stadig en kæmpestor bevillingsgiver. Over en syvårig periode uddeler vi cirka 120 milliarder kroner til fri forskning. Og det er faktisk stadigvæk os aktive forskere i bestyrelsen, der bestemmer, hvad reglerne er, og hvordan ERC organiseres. Det har så den omkostning for os, at vi ikke selv kan søge om penge, men det betyder, at vi som aktive forskere hele tiden lytter til, hvad der er brug for blandt vores kolleger. Vi har ikke en politisk agenda, der får forskerne til at gå i en anden retning. Det er forskerne, der får os til at flytte tingene.

Marie Curie-navnet kender mange fra både historieundervisningen og fra fysik og kemi. Det var indenfor radioaktivitet, at den polskfødte franske forsker gjorde sig bemærket med to Nobelpriser og blev den første kvindelige professor på Sorbonne Universitetet i Paris. Her mere end 150 år efter sin fødsel bærer et af EU’s mest prestigefyldte programmer hendes navn: Marie Skłodowska-Curie Actions (MSCA).

- Det er en af de puljer, vi er meget glade for her på universitetet. MSCA dyrker den selvstændige idé og fordrer rejselysten, så unge danske forskere kan komme ud i verden, og folk fra udlandet kan komme til Danmark, siger David Dreyer, prorektor med ansvar for forskning.

Forskermiljøerne skal være attraktive

Marie Skłodowska-Curie Actions blev lanceret i 1996. I Danmark har forskerverdenen med succes modtaget bevillinger fra MSCA, som har været med til at skabe stærke forskningscentre.

- Vi har en høj succesrate med MSCA. Det bliver på flere måder selvforstærkende. Vi har opbygget en erfaring med gode centre med stærke professorer og lektorer. De har tiltrukket nogle gode folk, og det bliver fortællingen om, at det er godt at have sin MSCA-bevilling på KU, siger David Dreyer.

Det er især grundforskningscentrene i Danmark, der tiltrækker de unge forskere. Her er internationalt kendte profiler med stor viden indenfor specifikke discipliner, hvor det giver anerkendelse at have været i en periode af sit forskerliv.

- Som ung forsker er det vigtigt at komme ud i verden. At se et nyt laboratorium. Blive konfronteret med nye tankegange og nye indgangsvinkler og metoder til forskningen. De enkelte forskere skal samtidig være ekstremt dygtige og komme med deres egen idé. På den måde flytter knowhow og viden rundt til glæde for både den unge forsker og værtsmiljøet med vejledere, forskergruppe m.m., siger David Dreyer.

Københavns Universitet har opbygget erfaring med ansøgninger

Hvis forskningen skal opnå nye og banebrydende resultater, er det vigtigt, at forskningsmiljøerne har diversitet, fortæller David Dreyer, ligesom miljøerne har godt af at se et andet flow og få stillet andre spørgsmål end normalt. MSCA-bevillingerne er med til at skabe de muligheder.

- Vores strategi er egentlig meget enkel: Vi giver plads og rum, så de enkelte institutter og fakulteter kan prioritere lokalt. Det er lokalt, det skal give mening, så vi laver nogle rammer, hvor folk kan søge støtte på tværs af fagområder. Det vil for eksempel være forskerstøtteteams og opsamling af viden, som alle kan læse. Målet er, at den samlede viden om MSCA (og andre forskningsprogrammer og -stipendier) skal cirkulere og leve i hele organisationen, siger David Dreyer.

For at hjælpe forskerne med ansøgningerne kører KU samtidig skrivekurser, de såkaldte masterclasses og writing retreats, hvor forskerne får hjælp fra det administrative personale, der kender til EU-ansøgninger.

- Her får potentielle ansøgere hjælp til at formidle, ligesom vi forklarer, at det faktisk ikke er så besværligt at søge EU-midler. Alle tiltag er i sidste ende med til at styrke og udvikle den gode forskning i Danmark og er en slags ambassadør for København som by og for KU, så endnu flere søger hertil for at udvikle banebrydende forskning, siger David Dreyer.

Peter Lodahl (født 1972) er professor, ph.d. og leder af Grundforskningsfondens Center of Excellence ”Hybrid Quantum Networks” og forskningsgruppen Kvantefotonik på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Han har lavet den banebrydende forskning at skabe en jævn strøm af fotoner, som udsendes én ad gangen i én bestemt retning. Denne viden skal bruges, så fremtidens kvantekredsløb er fotoniske kredsløb, altså kredsløb baseret på lys (fotoner) i stedet for elektroner.

Hvis man bare har læst en lille smule om Peter Lodahl, og om hans forskning i jagten på at få den ultimative kontrol over vekselvirkningen mellem stof og lys, ligger det snublende nært at spørge Peter Lodahl, om ambitionen, drømmen, prikken over i’et vil være at modtage den største og mest prestigefyldte anerkendelse, fagfolk kan få.

- Det får du mig aldrig til at sige, griner Peter Lodahl og fortsætter:

- Det er hybris og nemesis og no go. Du får mig ikke til overhovedet at nævne eller tale om Nobelprisen.

Men den limpind af et kynisk journalistspørgsmål, der leder efter en overskrift, er professoren alligevel for klog til at hoppe på. Men han ved heller ikke, at han faktisk tidligere i interviewet allerede har givet overskriften.

- Mit forskerhold og jeg har det som Jeppe i baronens seng, siger Peter Lodahl – med den kendte henvisning til Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget om den drikfældige bonde Jeppe, som bliver placeret i baronens seng og ikke ved, om han drømmer eller er vågen.

Lodahl og holdet med cirka 25 forskere er vågne, og de gør hele tiden fremskridt.

- Det, vi har nørdet med i så mange år, har pludselig fået et teknologisk potentiale. Nu har vi lavet en enhed med et kæmpe perspektiv. Det har ikke været nemt, det har faktisk været svært, men lige nu er det fantastisk. Vi står med noget grundlæggende nyt indenfor kvanteteknik og kvantecomputer, siger Peter Lodahl.

Som en opdagelsesrejsende i fysik

Allerede i tiden på Silkeborg Amtsgymnasium opstod Peter Lodahls interesse for kvantefysik.

- Fysikken er en dannelsesrejse til at forstå verden. At prøve at forstå relativitetsteori og kvantefysik er en anden måde at dykke ned i verden på. Det er ubegribeligt, fundamentalt og svært, intellektuelt og dannende på samme tid, siger Peter Lodahl.

Det var derfor helt naturligt at begynde på Aarhus Universitet, hvorfra han i 1997 blev kandidat i fysik. I 2000 blev han ph.d. i kvantefysik fra Niels Bohr Institutet. Derefter var han postdoc på henholdsvis Caltech i USA og Twente University i Holland. I 2005 vendte Peter Lodahl tilbage til Danmark til DTU, hvor han begyndte at opbygge sin egen forskningsgruppe i kvantefotonik. I 2011 fik han et professorat på Niels Bohr Institutet.

- Det stod hurtigt klart for mig, at det var naturligt at gå forskervejen. Som en opdagelsesrejsende ledte jeg efter nyt land. Da jeg fik fingrene ned i noget, var jeg heldig at generere ny viden. Mit fokus var hele tiden på at forstå, hvordan komplicerede ting opfører sig. Hele tiden gå på opdagelse i den fundametale fysik, samtidig med at jeg lavede ny teori. Begejstringen, når det lykkes, er mindblowing, siger Peter Lodahl.

Mange EU-bevillinger, stor betydning

På vej til sin succes har Peter Lodahl modtaget tre store bevillinger fra Det Europæiske Forskningsråd, ERC.

- Det har virkelig betydet meget, at jeg fik de to store bevillinger i 2010 og 2015. I 2016 var der tale om en tillægsbevilling i form af en Proof of Concept-bevilling. Karrieremæssigt har det været helt fantastisk. Det giver synlighed og løfter én fra Danmark ud på den internationale bane, hvor andre forskere tænker: ”Hov, ham der må være dygtig”, siger Peter Lodahl.

I 2015 fik han som den yngste dansker nogensinde det såkaldte ERC Advanced Grant på godt 18,6 mio. kr. til projektet Scalable Quantum Photonic Networks.

- Pengene i 2015 landede et virkelig tørt sted. På det tidspunkt havde vi svært ved at skaffe midler, og samtidig blev vores udgifter dyrere og dyrere. Vi var flere og flere ansatte, så det var en dårlig spiral. Heldigvis troede ERC på mig og holdet. ERC er meget tillidsbaseret og tænker i det lange perspektiv. De gange, jeg har fået penge fra ERC, er de kommet på gode tidspunkter, siger Peter Lodahl.

Generelt har den danske eliteforsker – den titel fik han med, da han i 2016 fik EliteForsk-prisen af Uddannelses- og Forskningsministeriet – kun godt at sige om bevillingerne fra Det Europæiske Forskningsråd.

- Som udgangspunkt giver ERC frie rammer til at lave grundforskning. Hvis jeg ikke havde fået penge til at lave fri forskning, men skulle have lanceret et produkt hurtigt, ville jeg aldrig være kommet frem til de banebrydende resultater, vi står med i dag. Tidshorisonten er også vigtig, så man får ro til sin forskning. Man kan sige, at ERC giver plads til den tålmodige forskning. Der er tid til at få alt det grundlæggende på plads, før man går teknologivejen. Og så skal man ikke bruge tid på en masse andet, hvor man nemt kan blive kvast. Man er kun forpligtet til at drive forskningen videre, siger Peter Lodahl.

Giver videre til ungdommen

Allerede på Aarhus Universitet blev Peter Lodahl suget ind i forskermiljøet af nogle karismatiske personer. Det gav et godt aftryk, som han gerne vil give videre til den nye unge generation. Nu vil han, som talentet, der bliver træner, gerne bygge et miljø med spændende udviklingsmuligheder for unge forskere.

- For mig betyder ERC-bevillingerne også talentudvikling, fordi de giver unge folk lov til at udvikle deres egen forskning. Jeg vil gerne være med til at gøre forskermiljøet attraktivt, så alternativet på det private marked ikke bliver for nemt at sige ja til. Jeg prøver at bygge gode teams med de bedste folk, men den videnskabelige karrierevej er knudret, besværlig og mærkelig en gang imellem. ERC-bevillingerne er med til at styrke motivationen, men vi skal kunne tilbyde nogle forhold, hvor de unge bliver fastholdt; ellers forsvinder folk til det kommercielle marked, hvor penge og arbejdstid ofte er mere attraktivt. Man skal brænde og kun blive, hvis man synes, videnskaben er spændende, siger Peter Lodahl.

I de unge år som forsker skal man lære at være mere stædig end utålmodig, som Peter Lodahl udtrykker det.

- Der er mange øjeblikke undervejs. Som da jeg første gang lykkedes med at tæmme en foton i kælderen under universitetet i Twente. Man kan sjældent se hele vejen i begyndelsen. Der bygger man gradvist ovenpå, ovenpå og ovenpå. Der er så mange små skridt, hvor man stædigt skal forfølge selv de mindste spor. Langsomt udkrystalliserer ens viden sig, og pludselig har man et nybrud, siger Peter Lodahl.

Det er stort set det samme råd, Peter Lodahl giver sine unge kollegaer, uanset om det gælder råd til forskning eller råd til at søge EU-midler:

- Mine råd er altid meget idealistiske. Jeg tror ikke på, at man kan være opportun-strategisk, det giver dårlig forskning. Til gengæld skal man være rigtig god til sin forskning. Begejstring er den vigtigste drivkraft i de unge år, hvor det gælder om at værne om frihed og integritet og ikke gå efter prestige og penge. Man skal bygge organisk op og ikke have fokus på større og større eller mere og mere, siger Peter Lodahl.

Han kan samtidig ikke understrege vigtigheden af forskerteams nok.

- Alle de folk, jeg har arbejdet med, som tæller hundredvis af dygtige forskere og studerende, har bidraget til, hvor vi står her i dag. Det er det vekselvirkende samarbejde med alle de folk i et internationalt miljø, som skaber forskningen. Forhåbentlig er jeg med til at give håndværket i forskning videre til en masse unge mennesker, siger Peter Lodahl.

Fra lille til stor skala

Peter Lodahl er vant til, at folk ikke helt forstår, hvad han har gang i. Måske fordi det ikke er en dippedut til hjemmecomputeren eller et nyt stof, som helbreder kræft.

- Kvantefysiks energi er 0 og 1 på samme tid. Vi er vant til, at ting kun kan være ét sted. For eksempel kan en fodbold kun være ét sted ad gangen. Det giver helt uanede muligheder, hvis det lykkes os at gå fra et lillebitte vellykket eksperiment i laboratoriet til stor skala og at bygge brugbar teknologi, siger Peter Lodahl.

Lige nu har Peter Lodahl og hans hold noget hardware og en applikation, der kan udregne og løse problemer, som aldrig er set før. Som kan designe kemiske processer og kryptere netværk på en ny måde. Men helt hvordan og hvor den nye viden skal bruges samfundsmæssigt, er stadig uvist.

Fra forskerlokale til teknologi

Det lykkedes Peter Lodahl og hans hold at tæmme fotonen og bygge verdens bedste fotonkilde. Nu venter markedet på, hvordan den viden skal anvendes.

- Hvis du for 20 år siden havde spurgt, om jeg ønskede at lave anvendt forskning, ville jeg have svaret: Nej, jeg er grundforsker. Nu hvor jeg er blevet ældre, vil jeg gerne have, at al min forskning kan ende med noget rigtig teknologi. Hvis det lykkes, må de gerne lægge mig i kisten, slutter Peter Lodahl.

Engang i begyndelsen af 1900-tallet var der en mand, som fandt ud af, at negative elektroner kredser om atomkernen, som er positivt ladet. Mandens navn var Niels Bohr. Hans atommodel og tanker om kvantemekanikken siges at være bagtæppet for 30 procent af verdens bruttonationalprodukt. En anden dansker er H.C. Ørsted, der med elektromagnetismen i bogstavelig forstand satte strøm til fremtiden.

Begge danske forskere havde deres rødder i grundforskningen.

- Der skal hele tiden kæmpes for den frie forskning. Det er investeringer i den frie forskning, der giver det bedste afkast både i form af publikationer og citationer, men endnu mere vigtigt er det, at grundforskning er af den største betydning for samfundet. Den rigtige transformative forskning, der ændrer livet og verden, opstår gerne i kølvandet på nye opdagelser fra den frie forskning, siger Liselotte Højgaard.

- Hvis vi kun har anvendt forskning – det vil sige forskning, hvor målet er en konkret løsning og en brugbar anvendelse – så mangler fødekæden for de nye, banebrydende opdagelser, der kan styrke samfundet fremover og være grundlaget for den næste generations anvendte forskning. Samtidig skal der være plads til begge typer af forskning. Det skal være en god balance, og det er der heldigvis bred anerkendelse af, siger Liselotte Højgaard.

At Liselotte Højgaard sidder i ERC’s Videnskabelige Råd sammen med 22 andre topforskere fra Europa, blandt andet danske Jesper Svejstrup, der er vicepræsident i Det Europæiske Forskningsråd, er ikke en tilfældighed. Ikke alene i Danmark, men også på den internationale scene, regnes hun for at være en kapacitet.

Hun er læge på Rigshospitalet og er professor på KU SUND og DTU. Speciallæge i klinisk fysiologi og nuklearmedicin, har været cheflæge i 25 år (er lige trådt tilbage) og formand for bestyrelsen i Danmarks Grundforskningsfond, chefredaktør for Ugeskrift for Læger, formand for EMRC, The European Medical Research Councils, sammenslutningen af de medicinske forskningsråd i Europa med fælles budget på 190 milliarder kroner pr. år samt Chair for EU SAB for medicinsk forskning gennem 10 år. Aktuelt er Liselotte Højgaard medlem af Novo Nordisk Fondens bestyrelse og Die Robert Bosch Stiftung i Tyskland – og så altså i denne her forbindelse medlem af ERC’s Videnskabelige Råd siden januar 2021.

Forskerens egen idé
I bund og grund er det enkelt, hvilke forskningsprojekter ERC støtter. Én forsker, én institution, ét projekt, ét evalueringskriterium. Det er altid projekter, der er styret af forskerens egen idé og hypotese. Og så er det begrebet excellence. Forskningen skal gerne have potentiale til at lave banebrydende gennembrud. Det betyder, at forskerne med ERC-bevillinger skal turde gå nye veje med høj risiko, men også med muligheden for at ramme plet, så vi får ny viden og indsigt. ERC skal være frontlinjeforskning på øverste hylde. Det er den absolutte elite indenfor grundforskning, der er med. Succesraten for at få en bevilling er på ca. 10 procent. Det fortæller en del. Så vi arbejder i rådet på at gøre hele processen mindre bureaukratisk. Forskerne skal bruge deres tid på forskning, ikke på at udfylde papirer. Det skal være frihed under ansvar. Min fornemmelse er, at der ikke er nogen dovenlars, men mange
ambitiøse folk med etikken og ordentligheden på plads, siger Liselotte Højgaard.

Det Europæiske Forskningsråd blev dannet i 2007 og bygger på fire programmer med Starting Grants til unge forskere, Consolidator Grants til forskere i midten af deres karriere, der skal konsolidere og udbygge egen forskergruppe, og Advanced Grants til etablerede forskere på højeste niveau meddokumenteret signifikant forskning gennem 10 år. Og så Synergy Grants mellem flere parter af sidstnævnte kategori. Den fornemmeste rolle for ERC er at sige ja til fri, forskerinitieret forskning, hvor excellence og frontlinje er grundlaget. Før ERC blev dannet i 2007, var den europæiske forskning ikke i lige så høj grad præget af en dagsorden om excellence, men mere om netværk og samarbejde. Det er godt med begge dele. ERC er stærk, fordi programmet giver plads til de skæve idéer, der kan ende med at være banebrydende, siger Liselotte Højgaard. Vi har et dansk eksempel på sådan et Synergy Grant. Det er et projekt med professor Jørgen Arendt Jensen på DTU i samarbejde med professor Michael Bachmann på Rigshospitalet, KU, om deres nye, banebrydende ultrahurtige og højtopløselige ultralyd til avanceret medicinsk billeddiagnostik, fortsætter Liselotte Højgaard

Forskning for fremtiden og samfundet

Siden 2007 er ERC vokset, så fonden i dag er den største og vigtigste fælles europæiske fond for grundforskning udsprunget af forskernes egne idéer. Og heldigvis er der bred politisk opbakning og forståelse fra medlemslandene, fortæller Liselotte Højgaard.

- ERC har haft afgørende betydning for den kvalitetsdagsorden, der nu hersker på forskningsområdet i Europa, siger Liselotte Højgaard, der også påpeger forskningens her og nu-betydning.

- Der er flere nye og betydningsfulde ERC-projekter med stor samfundsmæssig betydning. Blandt de 100 projekter relateret til COVID-19 er den mest kendte vel ERC-støtten til Ugur Sahin. Hans ERC-projekt var grundlag for de første effektive vacciner. Der er 12 ERC-støttede forskere, der har fået Nobelprisen. Blandt andet May-Britt og Edvard Moser fra Trondhjem i Norge, der har opdaget neuronerne i hjernen, der har ansvar for dyr og menneskers evne til at orientere sig og finde vej – vores indre Google Maps. Ligesom Ben Feringa, min sidekammerat til ERC-møderne, der fik Nobelprisen i kemi i 2016 for design og syntese af molekylære maskiner, siger Liselotte Højgaard.

Hun tror, det er vigtigt at huske at formidle, kommunikere, rapportere og dokumentere, at den frie forskning har samfundsmæssig betydning. Når man husker det, og gør sig umage med det, forstår alle det – politikere og befolkning.

- Grundforskning med excellente resultater giver mere innovation end noget andet. Som sagt kommer mange patenter fra grundforskningen. Det giver afkast mange steder i samfundet, også økonomisk, siger Liselotte Højgaard.

Ud af rådets 838 bevillinger i 2021-23 går 26 bevillinger til ansøgere i Danmark. Danske ansøgere har størst succes med at søge ’Accelerator’, hvor de opnår 19 ud af 474 bevillinger. Succesraten varierer fra år til år og fra ordning til ordning. For ’Pathfinder’ var succesraten for danske ansøgere i 2021-22 lavere end succesraten for alle ansøgere. I 2023 er den foreløbig en lille smule højere. Interessen for at søge ’Transition’ har været begrænset i Danmark. Succesraten for danske ansøgere til ’Accelerator’ har i 2021-22 været lavere end eller på niveau med succesraten for alle ansøgere. I 2023 er den foreløbig højere.

I de to første år af Horizon Europe har ERC uddelt 2.384 bevillinger, hvoraf 79 gik til forskere i Danmark. Interessen for og succesen med at søge rådets forskellige bevillinger varierer fra år til år og fra bevillingstype til bevillingstype.

For Starting og Consolidator Grants varierer succesraten særligt for ansøgere i Danmark, og der er større udsving i den danske succesrate end i succesraten for alle ansøgere. Der er mindre udsving i succesraten for ansøgere i Danmark til Advanced Grant, som i 2021 og 2022 lå stabilt omkring 15 %. Succesraten for Proof of Concept, som er målrettet forskere, der allerede har en ERC-bevilling, er generelt høj, og cirka hver anden ansøgning bliver imødekommet.

Særligt for Postdoctoral Fellowships, hvor en forsker sammen med en dansk værtsorganisation søger om et postdocstipendie, og for Doctoral Networks, hvor en dansk koordinator eller partner i et internationalt konsortium søger om midler til ph.d.-programmer, er der høj dansk deltagelse. Her ligger den danske succesrate også generelt noget højere end den samlede succesrate. Den højeste danske succesrate i MSCA-programmet findes imidlertid inden for Staff Exchanges, der støtter udveksling af videnskabeligt, teknisk og administrativt personale. Her modtager over halvdelen af de danske ansøgere midler til udveksling.