”Europæisk industri var sakket bagud. Så vi begyndte at diskutere, hvordan Europa kunne blive mere konkurrencedygtigt. Medlemslandene havde ikke noget samarbejde, og vi havde endnu ikke det indre marked. Den fragmentering gjorde det rigtig vanskeligt at konkurrere globalt,” fortæller Dan Andrée, seniorrådgiver for The University Alliance Stockholm Trio og involveret helt fra starten i udviklingen af det første rammeprogram (FP1).

Diskussionen var allerede begyndt med programmerne ESPRIT og RAISE, der var strategiske programmer inden for forskning i informationsteknologi og telekommunikation. Hensigten var at lade europæiske virksomheder indgå i transnationale samarbejder om udviklingen af nye teknologier. Den indbyrdes konkurrence kunne undgås, fordi samarbejdet foregik inden selve udviklingen af produkter. Indtil da havde forskningsprogrammer stort set udelukkende holdt sig på nationalt plan, og der var ikke et europæisk program, der støttede samarbejde over landegrænser.

Stor betydning for Europa

”Det har betydet meget for den europæiske industri at udvikle standarder på europæisk niveau uden at skulle konkurrere med hinanden. Det var starten på mobiltelefonerne, og parallelt begyndte det at brede sig til andre industrier som rumfart og bilindustri. Bilproducenter kunne samarbejde om de nødvendige basisteknologier og derefter udvikle egne brands,” fortæller Dan Andrée. I dag har vi stadig brug for den type præ-kommercielle partnerskaber til at udvikle f.eks. AI, nye materialer og batterier, så universiteter og virksomheder er nødt til at samarbejde. Når man kommer tættere på et produkt, kan virksomhederne gå videre på egen hånd, understreger Dan Andrée.

Vigtige indsatser i programmets historie

Spørger man Dan Andrée om de vigtigste bedrifter i rammeprogrammerne FP1 til FP9, peger han på, at EU i dag har det største åbne forsknings- og innovationsprogram i verden. Vist er det de 27 medlemslande, der driver projekterne og modtager langt de fleste midler. Men i alt deltager næsten 200 lande i form af globale samarbejder mellem virksomheder og forskningsenheder.

”Det er virkelig unikt, og noget, som vi selvfølgelig bør holde fast i også i fremtiden,” fastslår Dan Andrée.

Åbenhed overfor omverdenen var også det bærende princip, da rammeprogrammet i 1996 lancerede et forskermobilitetsprogram opkaldt efter den polsk-franske forsker Marie Skłodowska-Curie. Det skete samtidig med øget fri bevægelighed og samarbejde i den nyskabte Europæiske Union. Indtil idag har flere end 65.000 forskere med støtte fra programmet forsket i et andet land end deres hjemland. Rammeprogrammet har også gennem tiden skiftet karakter og indhold. Det snævre industrielle fokus blev midtvejs i rammeprogrammets levetid suppleret af et større fokus på, hvordan forskning kan løse de samfundsmæssige udfordringer inden for blandt andet sundhed og klima – og i nyere tid f.eks., hvordan forskning kan bidrage til løsningen af en global pandemi.

Et område, der ifølge Dan Andrée springer i øjnene, er oprettelsen af Det Europæiske Forskningsråd (ERC) i 2007, hvor der blev nedsat et uafhængigt råd af forskere til at uddele midler til banebrydende forskning. ”Tilføjelsen af ERC var en af de vigtigste indsatser og er nu et af rammeprogrammets flagskibe,” siger Dan Andrée. Efter ERC’s forbillede søsatte medlemslandene i 2021 Det Europæiske Innovationsråd (EIC) med et budget på 75 mia. kroner. Det er i dag et vigtigt program til at fremme europæisk innovation, startups og deep tech-iværksætteri.

Balancen mellem forskning og innovation

De tidlige programmer var især orienteret mod det industrielle samarbejde, men med tiden har også produktudvikling og innovation fået mere plads i programmerne. Faktisk så meget at man bør være opmærksom på, at balancen ikke tipper, mener Dan Andrée.

”De tidlige programmer fra FP1 til FP7 var meget detaljerede, det var nærmest bestillinger på forskning og innovation. Men hvis man vil løse udfordringer i stedet for at diktere en tematik, må man give ansøgerne en mulighed for at fortælle, hvordan de vil løse de udfordringer. Det betød, at opslagene i de nyere programmer blev mere åbne,” fortæller Dan Andrée. Balancen mellem de kortsigtede og langsigtede indsatser i rammeprogrammet er vigtig også fremover. Støtte til løsninger tættere på markedet bør ifølge Dan Andrée gå hånd i hånd med støtte til langvarige forskningssamarbejder mellem universiteter og virksomheder. De skal sammen kunne udvikle nye teknologier, der kan få Europa til at stå endnu stærkere i den stadig øgede globale konkurrence.

Dan Andrée håber, at man i diskussionerne og designet af det tiende rammeprogram har fokus på, at vi har noget at innovere på i fremtiden: ”Det meste innovation bygger jo på forskning.”