CASEINTERVIEW
Ny højteknologisk viden styrker Vestas Aircoil
Interview med Claus. H. Ibsen, Vestas Aircoil
Claus H. Ibsen er Manager of Research and Development hos Vestas Aircoil, og han fortæller gerne om de mange tilskudsprojekter, virksomheden har deltaget i de seneste 15 år. “Værdien i projekterne ligger altid i, at vi forbedrer vores generelle færdigheder. For det gør, at vi kan byde ind på nogle nye markeder.”
Vestas Aircoil har gennem årene udviklet sig til at være en højt specialiseret virksomhed med afdelinger i fire lande og en central position på det internationale marked for avanceret køling af motorer primært til skibsfarten. “Den position skal vi bevare og arbejde videre med,” siger Claus H. Ibsen og fortsætter:
“Vi kan konkurrere på udvikling af nye teknologier, fordi vi hele tiden udvikler vores værktøjskasse. Det er der mere værdi i, end at stå tilbage med ét forbedret produkt.”
Siden april 2018 har Claus H. Ibsen stået i spidsen for Horizon 2020-projektet InDEStruct. Her skal unge forskere videreudvikle beregningsmetoder, som Vestas Aircoil skal bruge, så de også fremover kan tilbyde højteknologiske løsninger til et marked i rivende udvikling.
Nu begynder det spændende
Det har været et langt tilløb med forsinkelser undervejs, siden Vestas Aircoil og universitetet i Southampton fik bevillingen. Men nu er der ansat fire dygtige unge ph.d.-studerende, der hver vil arbejde 18 måneder på den danske virksomhed og 18 måneder på universitetet i England.
Og Claus H. Ibsen glæder sig: “Det er nu, det begynder at bliver spændende. Der er forholdsvis mange kedelige opgaver med sådan et EU-projekt. Men det er det hele værd, for vi får et interessant samarbejde med universitetet også om andre ting. Det giver os lige så meget værdi som projektet selv.”
Hjælp undervejs
Det gode samarbejde med universitetet begyndte allerede, da ansøgningen skulle skrives. “De professorer, der er vejledere for ph.d.’erne, har skrevet meget af ansøgningen. Det er de bedre til end vi,” fortæller Claus H. Ibsen, som også har fået hjælp fra det lokale Erhvervsråd, det regionale EU-kontor og en privat konsulent. De har på forskellig vis hjulpet Vestas Aircoil med at screene støttemuligheder, med at få kontakten til Southampton og med selve ansøgningen. Uden dem var det ikke gået. For det er ikke altid så enkelt med EU, når ens hverdag handler om helt andre ting.
InDEStruct står for Integrated Design of Engineering Structures.
VIDSTE DU

Rådgivernetværket EU-DK Support hjælper gratis
Rundt om i landets Erhvervshuse og i de regionale EU-kontorer kan du finde rådgivere, der kvit og frit vil hjælpe dig med at finde rundt i Horizon 2020. Gå ind på eusupport.dk og find en rådgiver tæt på dig. Styrelsen for Forskning og Uddannelse bistår også virksomheder – du finder os på ufm.dk/h2020/vejledning

Vi har udgivet fem videoer med virksomheder i Horizon 2020
Fem danske virksomheder fortæller om værdien ved at deltage i europæiske forsknings- og innovationsprojekter. I videoerne kan du møde Ballard, Ennogie, Blue Ocean Robotics, Nordic BioScience og Holo. Se videoerne på ufm.dk/h2020/virksomhed

Otte ud af ti virksomheder er tilfredse med Horizon 2020
Det viser en ny analyse om danske virksomheders erfaringer med at deltage i Horizon 2020, udgivet af Styrelsen for Forskning og Uddannelse i november 2019. Find analysen og det tilhørende casekatalog med interviews med fem virksomheder på ufm.dk/h2020/publikationer

Virksomheder kan søge støtte til højrisiko-idéer
Har din virksomhed højrisikoi-déer med tilsvarende højt potentiale for vækst? Så tjek mulighederne i EIC Accelerator Pilot-programmet. Virksomheder kan blandt andet søge op til 2,5 millioner euro i støtte til projekter på maksimalt to år. Der er fire deadlines i 2020: 8/1, 18/3, 19/5 og 7/10. Læs mere: bit.ly/EICpilot
VIL DU VIDE MERE

Claus H. Ibsen
Manager of Research and Development
Vestas Aircoil