Horizon 2020 er ikke en lukket klub for de 28 EU-medlemslande. Tværtimod er en af ambitionerne med programmet at tiltrække kloge hoveder uden for EU, så Europa som region kan stå distancen i en globaliseret verden, hvor der dystes på talent, viden og innovative idéer. Status halvvejs i programmet er, at Horizon 2020 har imødekommet ansøgninger fra ikke mindre end 131 lande rundt om i verden. 87 af disse lande tilhører gruppen af såkaldte tredjelande, som ikke automatisk får midler fra Horizon 2020 men alligevel finder det attraktivt at deltage. Opgørelser viser, at disse tredjelande udgør 2,5 % af deltagerne i Horizon 2020. Selv uden økonomisk støtte fra EU trækker det altså at deltage i internationale projekter med dygtige forskere og virksomheder fra Danmark og andre europæiske lande.

Den stærkeste internationale magnet i Horizon 2020 er programmet for forskeruddannelse og -mobilitet, Marie Skłodowska-Curie Actions. Programmet tiltrækker talentfulde forskere uden for EU og står for mere end halvdelen af tredjelandenes deltagelse i Horizon 2020.

Mangel på jod er en af de helt store syndere, når læger kigger på årsagerne til sygdomme i stofskiftets ’motor’ – skjoldbruskkirtlen. I Danmark tilsætter vi derfor jod til salt, så vi får tilstrækkeligt med jod. Nogle europæiske lande tilsætter jod til køernes foder og har derfor traditionelt haft et tilstrækkeligt jodindtag via jodrige mælkeprodukter. Mens andre lande som Israel ikke har en effektiv politik vedrørende befolkningens indtag af jod.

Jodbehov på landkortet
En kilde til befolkningens jodindtag er grundvandets indhold af jod. Dette varierer alt efter, hvor man placerer sig på landkortet: ”Det er vidt forskelligt fra land til land, og befolkningernes behov for jodtilsætning er derfor også meget forskelligt fra land til land. Historisk set har det været helt galt, når man kommer ned i Schweiz og alpeområderne, hvor der virkelig har været store problemer med jodmangel og følgesygdomme,” forklarer seniorforsker Betina Heinsbæk Thuesen fra Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg-Frederiksberg Hospital. Hvordan navigerer man så rundt i data om jodrelaterede sygdommes udbredelse, omfanget af recepter, diagnoser og antallet af operationer for struma på tværs af Europas landegrænser? Det er forskere fra 27 lande i gang med at finde ud af i forskningsprojektet EUthyroid.

’Oversættelse’ af data
Seniorforsker Betina Heinsbæk Thuesen står i spidsen for den del af EUthyroid, der indsamler og sammenligner registerdata fra de involverede lande. Det kan kræve en del 'oversætterarbejde', forklarer Betina: ”Min rolle er at skabe et fundament for at sammenligne data fra forskellige registre. Data fra de nordiske lande kan vi umiddelbart sammenligne, idet sundheds- og medicindata er indsamlet nogenlunde på samme måde. Mens eksempelvis regionale registre i Catalonien og data fra forsikringsselskaber i Tjekkiet først skal grupperes og behandles, før de kan sammenlignes med f.eks. data fra de skandinaviske lande.”

Danmark har styr på ruten
Følger vi kompasset mod nord, er den danske løsning værd at prale af: ”Vi har i 2000 indført et obligatorisk jodberigelsesprogram, og i modsætning til andre lande har vi været rigtigt gode til at overvåge udviklingen. Vi har fulgt rigtigt godt med både i befolkningsbaserede studier og i hospitalsregistre – så vi har godt styr på, hvad effekten har været af programmet. Det er ret enestående.”

Israel sætter ny kurs
Et af de lande, som Betina samarbejder tæt med i EUthyroid, er Israel. Samarbejdet med Israel er win-win. Via projektet får Israel løftet deres forskningsmæssige og sundhedspolitiske indsats på området. ”Israel er ikke ret langt på området, og de har faktisk ikke vidst, at de lå lavt i forhold til WHO’s anbefalinger til jodindtag. Det er ret nyt, at der overhovedet er sundhedsdata fra Israel på området,” forklarer Betina. De israelske forskere i projektet er uddannet i USA og Storbritannien, og det er en fordel ifølge Betina: ”De er rigtig gode til engelsk og har mange kontakter internationalt, så det er nemt at kommunikere. Og de er vant til at indgå i internationale samarbejder uden for deres nærområde.”

Horizon 2020 er et tværeuropæisk forsknings- og innovationsprogram. Derfor skal man i mange projekter samle et konsortium på mindst tre partnere fra tre forskellige EU- eller associerede lande til at løse de problemstillinger, som projektet tager livtag med.

Verden rundt
Men Horizon 2020 har fokus på hele klodens udfordringer og ikke kun på europæiske interesser. Det betyder også, at man kan finde adskillige internationale opslag i Horizon 2020. Alle kan deltage som partnere i et Horizon 2020-projekt, uanset hvor i verden personen, virksomheden eller organisationen kommer fra eller holder til. Deltagere fra andre lande end EU- og associerede lande er altså også velkomne til at deltage i Horizon 2020-projekter, selvom det ikke står eksplicit i opslaget. De får bare ikke altid automatisk støtte fra EU. Disse lande omtales som tredjelande. Læs mere i FACTS længere nede på siden og styr dit projekt sikkert i havn, uanset hvor i verden dine partnere kommer fra.

Opslag med globalt udsyn
Har du globale ambitioner, er ikke mindre end 77 opslag øremærket til internationalt forsknings- og innovationssamarbejde i 2018 og 2019. Nogle opslag gælder alle tredjelande, mens andre opslag kun omfatter et land f.eks. ’EU-US Collaboration for advanced wireless platforms’ eller lande fra en bestemt verdensdel f.eks. ’Food Systems Africa’.

Få overblik
Få det fulde overblik over mulighederne på bit.ly/h2020open. Finder du et interessant opslag i excel-filen, så tjek de officielle dokumenter på Partipant Portal: bit.ly/h2020icalls. Ønsker du at se mulighederne på topic-niveau, så tjek direkte på Partipant Portal: bit.ly/h2020itopics.

Facts

EU-lande og associerede lande
Alle institutioner, virksomheder, foreninger, kommuner mv., der er etableret i et EU-medlemsland eller et land, der er associeret med Horizon 2020, kan modtage støtte. Til EU-lande regnes også de oversøiske lande og territorier (OCT), der er knyttet til EU-landet, som f.eks. Grønland. De associerede lande er blandt andet Israel, Norge, Schweiz og Tyrkiet.

Tredjelande, der er støtteberettigede
Denne gruppe favner en lang række udviklings- og mellemindkomstlande i Asien, Afrika, Syd- og Mellemamerika og Mellemøsten, der kan modtage støtte på lige fod med deltagere fra EU-lande.

Tredjelande med særaftaler
Denne gruppe omfatter lande, der som udgangspunkt ikke er støtteberettigede, men i visse tilfælde kan få støtte fra Horizon 2020. Denne gruppe tæller partnere fra lande som USA, Kina, Brasilien og Rusland. De kan modtage støtte, hvis:

1. Der er indgået en bilateral aftale om forsknings- eller teknologisamarbejde mellem EU og det pågældende land. Partnere herfra vil modtage national støtte til deres Horizon 2020-deltagelse.

Eller

2. Det står i opslaget, at ansøgere fra disse lande kan modtage støtte.

Uundværlig?
Partnere fra disse tredjelande kan også modtage støtte fra Horizon 2020, hvis lige præcis denne partners kompetencer, adgang til forskningsinfrastruktur, data eller lignende er uundværlig for projektet, og man som ansøger kan redegøre for dette.

Det globale projektkonsortium NoWA har nye bæredygtige biogasteknologier på menukortet. En af forskerne i projektet er Morten Birkved, lektor på DTU og ekspert i miljøvurdering af landbrugssystemer og -teknologier. ”Vi vil i projektet NoWA afprøve, miljøvurdere og sammenligne teknologier, der kan håndtere og udnytte forskellige former for landbrugsaffald og omdanne det til blandt andet biogas og kemikalier.” På DTU vil man blandt andet udvikle forskningsbaserede metoder til at miljøvurdere de biogasteknologier, som udvikles i NoWA. Morten præciserer: ”Hvordan påvirker disse teknologier miljøet? Har de en positiv eller negativ effekt på miljøet? Vores teknologiske ambition er selvfølgelig, at det bliver bedre. Men om det reelt er det, der sker, ved vi først, når teknologien bliver afprøvet i praksis og testet i forskellige landbrugsmiljøer og affaldssammensætninger.”

Plusserne
Med på holdet i NoWA er også Kina, fremhæver Morten og pointerer, at et projektkonsortium uden Kina ville have en begrænset mulighed for at afprøve og vurdere biogasteknologien og dens globale potentiale. Med de kinesiske partnere får NoWA adgang til en større variation i landbrugsaffald, så man undgår at udvikle ekstremt dyre teknologier, der kun egner sig til europæiske forhold og afgrøder. ”Med Kina får vi afprøvet teknologier og teser under helt andre regionale og geografiske betingelser og med mere ’eksotiske’ afgrøder end dem, vi kender i Europa. Det betyder, at vi udvikler et setup, der er meget mere robust og bredt anvendeligt,” siger Morten og fortsætter: ”Mangfoldigheden fra nord til syd i Kina er både teknologisk og afgrødemæssigt meget større end fra nord til syd i Europa.” Udover de teknologiske gevinster ved det kinesiske samarbejde, så er der også en klar markedsmæssig gevinst ved at have kineserne med: ”Hvis man som forsker eller virksomhed vil igennem til de nye økonomier i verden, så er Kina et godt sted at starte. Kina repræsenterer et gigantisk marked. Vi udvikler en rigtig dyr teknologi, som i Kina bliver tilpasset de problemstillinger, som lande med Kinas udviklingsniveau repræsenterer.”

Kend den kinesiske kultur
Morten anbefaler, at man sætter sig ind i den kinesiske kalender og kultur. ”Man skal oparbejde en åbenhed i konsortiet, så de kinesiske forskere ikke fortier ting af ren og skær høflighed,” forklarer Morten. Hans personlige erfaring er, at ansøgningsprocessen kan være hård, og at det er centralt at få kinesernes input til ansøgningen og forpligtelse til tiden. Men for Morten har det været det hele værd: ”Bagefter har det været en meget positiv oplevelse at samarbejde med Kina. De kinesiske partnere er meget engagerede, kommunikative og fuldt ud på højde med de europæiske partnere i konsortiet. Så jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle have Kina med,” slutter Morten, der sender en ny ansøgning til Horizon 2020 i rigtig god tid – og igen med forskere fra riget i midten.

Spørger man Søren Brunak, var EU’s forskningspolitik på sundhedsområdet op gennem 00’erne præget af manglende udsyn. Amerikanske forskere kunne ikke få del i EU-budgettet til sundhedsforskning, også selvom europæiske forskere var meget velkomne i forskningsprojekter betalt af f. eks. det amerikanske forskningsagentur National Institute of Health (NIH). Dengang var der kun få programmer i EU-regi, som inviterede til internationalt samarbejde.

Frit valg på alle hylder
Men denne ubalance mellem Europa og USA blev ændret. Det skete blandt andet med EU’s 7. rammeprogram (FP7), forklarer Søren: ”EU ville gerne intensivere antallet af oversøiske partnere i EU-finansieret sundhedsforskning. Man blev meget opmærksom på, at det ikke er en god idé, at Europa isolerer sig og kun finansierer ’interne’ projekter.” Det globale udsyn blev i 2015 udbygget med forskningskommissær Moedas' tre O’er: Open innovation, Open Science og Open to the World. De visioner om åbenhed overfor EU’s omverden bliver med de nye arbejdsprogrammer for 2018-2020 til virkelighed. Det glæder Søren Brunak: ”Forskningen og den kommercielle verden er international og globaliseret. Det at man har frit valg på alle hylder, og at man kan tage de allerbedste og relevante partnere med ind i projekter, det er rigtig godt.”

Kikkerten peger mod vest
Men hvorfor er USA vigtig for Europa? Ifølge Søren Brunak betyder det meget, at USA bærer den teknologiske førertrøje i den globale konkurrence: ”Der er utrolig megen teknologiudvikling, der foregår i USA. Mange af de teknikker, man hyppigt bruger i forskning på f.eks. det toksikologiske felt, er fortrinsvis udviklet i USA. Det gælder blandt andet genomsekventering og andre screeningsteknikker.” Den amerikanske model adskiller sig også ved, at de ofte hælder rigtig mange penge ind i projekter, der bruger teknologierne tidligt i udviklingsprocessen, uddyber Søren: ”For europæere er det nogle gange svært at forestille sig, at man overhovedet ville kunne rejse penge på samme måde. Men for amerikanerne er det en måde, hvor de både støtter deres egen videnskab og de kommercielle aspekter.”

De bedste på feltet
Søren slutter med en opfordring til, at man altid vælger de bedste partnere i verden uanset sprog og nationalitet: ”I FP7-projektet MetaHIT – et omfattende studie af tarmbakterier – gik kineserne ind i projektet, og det gjorde det europæisk-kinesiske projekt meget stærkere end det konkurrerende amerikanske projekt. Europa fik en stærk position, fordi kineserne medfinansierede projektet med blandt andet datagenerering. Så Open to the World er ikke bare lutter samarbejde og romantik.” Forskningens natur er for Søren lige dele samarbejde og konkurrence på kvalitet: ”Nogle gange kan det betale sig bare at konkurrere, mens det andre gange kan betale sig at samarbejde.”

Bip. Bip. Bip. Når kassedamen i fremtiden bipper oksebøffer ind, kan de måske være pakket ind i en helt særlig emballage. Nemlig en indpakning, som med en antibakteriel overflade af naturlige olier uskadeliggør mikroorganismer såsom bakterier og svampe. Det er i hvert fald visionen i EU-projektet NANOPACK, hvor israelsk innovation og dansk ekspertise mødes. Men før fødevarer indpakket i det nye materiale bestående af plast, olier og nanostrukturer havner i supermarkedernes kølediske, skal hele processen med at fremstille emballagen og indpakke fødevarerne undersøges ud fra et sundheds- og arbejdsmiljøperspektiv. Og det er her forskerne Karin Sørig Hougaard og Ulla Vogel fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, kommer ind i billedet.

Varen skal være i orden
”Vores første bidrag i projektet var at vurdere nanostoffernes farlighed. Derudover kom vi med retningslinjer for håndteringen af stofferne i den industrielle fremstilling,” siger Karin. De næste skridt for de danske forskere finder sted på både en produktionsvirksomhed i Belgien og i NFA’s eget laboratorium i Danmark, forklarer Karin: ”Vi har været i Belgien for at måle, om der frigives eller spredes nanopartikler til omgivelserne under produktionen af den nye plastikemballage. Bliver medarbejderne udsat for skadelige partikler i produktionsprocessen? Det næste, vi er gået i gang med, er at teste nanomaterialets giftighed. Og i løbet af foråret laver vi forsøg med mus for at se, om der er sundhedsmæssige risici forbundet med at indånde det nye materiale.” ”Når vi har samlet alle data og kan karakterisere nanopartiklerne, så kan vi komme med langt bedre og mere videnskabeligt baserede retningslinjer for håndtering af nanomaterialerne i produktionen,” uddyber Karin og fortsætter: ”Vi er meget opmærksomme på, at der ikke sker en højeksponering for sundhedsskadelige nanomaterialer i forbindelse med brug af det nye emballagemateriale.”

Dansk viden på bordet
På spørgsmålet om hvad det betyder for NFA at være med i et internationalt innovationsprojekt, svarer Ulla Vogel: ”For os er NANOPACK en rigtig god mulighed for at udbrede vores viden om et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Her bidrager vi med viden, som ellers ikke ville komme med. Vi er den eneste partner, der dækker arbejdsmiljøaspektet i NANOPACK. Vi oplever, at vores viden bliver taget alvorligt. Alle forskere lytter til os, og det er rigtig positivt.” Arbejdet med nogle helt andre materialer og brancher er et plus for NFA, pointerer Ulla: ”For en forskningsinstitution som NFA er det vigtigt at komme med i internationale innovationsprojekter, hvor der udvikles nye nanoprodukter og -teknologier. Det udvider vores viden om toksiciteten i nye nanomaterialer, der potentielt kan blive fremtidens materialer inden for forskellige felter.” Det styrker NFA’s vejledning om, hvilke nanomaterialer, der er farlige, og hvilke forholdsregler, man skal tage i produktionen.

Videnshandel ud over EU’s grænser
Udveksling af viden internationalt er også et af de store plusser for Karin ved at deltage i NANOPACK: ”Jeg synes, det er vigtigt, at al den viden om nanopartikler og sikkerhed, der er lavet i især Europa og USA gennem de sidste ti år og i vores projekt, nu bliver samlet og udbredt til forskere, fremstillingsvirksomheder og fødevarevirksomheder.” I projektet får NFA også udbredt europæisk håndtering af arbejdsmiljø og produkter til lande uden for Europa, understreger Karin: ”I en tid, hvor der er meget fokus på bæredygtig produktion og produkter, er det vigtigt, at produkterne er fremstillet med mindst mulig risiko. Især hvis fødevarerne indpakket i det nye nanomateriale skal finde frem til hylderne i supermarkeder i Europa.”

Samme ’sprog’ – forskellig arbejdsgang
NANOPACK tæller 18 partnere fra 11 forskellige lande, og de to danske forskere oplever flere ligheder end forskelle i samarbejdet med lande i og uden for EU. ”Samarbejdet med Israel fungerer fint. Deres forskere er rigtig dygtige, og projektledelsen er yderst professionel. Vi samarbejder på samme måde med israelerne som med de andre europæere i projektet. Naturvidenskab taler jo det samme ’sprog’ på tværs af hele verden,” siger Ulla. På et punkt oplever hun dog, at NANOPACK adskiller sig fra projekter med kun europæiske partnere: ”Vi fik et tidsregistreringsskema, hvor arbejdsugen gik fra søndag til torsdag, fordi fredag er jødisk fridag.” Karin skulle også lige vænne sig til, hvornår israelerne har fri. ”De første forretningsmøder lå tidligt mandag morgen, idet søndag er arbejdsdag i Israel. Men jeg vil helst ikke bruge min søndag på forretningsrejser, så nu er vi enige om at holde møder fra tirsdag til torsdag,” slutter Karin, der glæder sig til det næste statusmøde i marts i Haifa, hvor alle i konsortiet er samlet.

Hvordan hjælper I danske forskere og virksomheder med at finde partnere?
I innovationscentret i Israel - ICDK Tel Aviv - konkretiserer vi de strategiske indsatsområder og faglige styrkepositioner, hvor det giver mening, at danske forskere danner partnerskab med israelske forskere. De fleste af vores forskningsrelaterede aktiviteter tager sigte på, at deltagerne på et senere tidspunkt sammen søger om finansiering til projekter gennem Horizon 2020. Via tematiske workshops og seminarer i Israel og i Danmark hjælper vi danske vidensinstitutioner og virksomheder med at møde israelske partnere inden for et konkret opslag. På den måde skaber vi den indledende kontakt mellem forskere og virksomheder i Danmark og Israel og gøder jorden for fremtidigt samarbejde.

Hjælper I udenlandske forskere med at finde danske partnere?
Ja, og naturligvis særligt israelske forskere. Det sker gennem vores generelle aktiviteter, f.eks. ved matchmaking- aktiviteter under besøg fra danske delegationer. Men vi har også løbende samarbejde med vores kolleger i UFM samt gode kontakter til alle relevante miljøer i Danmark, og så benytter vi os af tætte bånd til den israelske ambassade i Danmark. Ambassaden afholder f.eks. møder og seminarer med israelske partnere i Danmark.

Hvordan kan man finde internationale partnere via innovationscentrene?
Det er altid en god idé at kontakte innovationsattachéen i det land, hvor man er på udkig efter partnere. Og så selvfølgelig holde øje med vores arrangementer på ICDK hjemmesiden og sociale medier. En anden mulighed er at organisere en delegationsrejse til landet, hvor man kan få identificeret de rette partnere og afholde de indledende møder. Her kan vi også hjælpe – både med at identificere relevante partnere og med at sammensætte et stærkt fagligt program for turen. Man er naturligvis altid velkommen til at tage en snak med vores kolleger hjemme i Danmark i UFM om, hvilke muligheder centrene tilbyder.

Hvad er innovationscentrenes styrke?
Vores styrke er, at vi har viden om og en stærk tilknytning til landenes vidensmiljøer. Vi kender landenes styrkepositioner og har tætte relationer til mange vidensinstitutioner. Dermed kan vi kvalificere valget af partnere og hjælpe med det indledende strategiske arbejde, som forskerne og virksomhederne ikke nødvendigvis selv har det store overblik over eller ressourcer til. Derudover har vi et indgående kendskab til den lokale kultur og kan fungere som oversættere af kulturelle koder.

Er vi rustede til internationalt samarbejde?
Vores oplevelse er, at danske forskere er meget opmærksomme på de positive gevinster ved internationalisering og derfor er godt rustede til at søge Horizon 2020. Vi oplever til gengæld, at videnstunge virksomheder har sværere ved at afsætte tid og ressourcer til at indgå i et længere ansøgningsforløb med internationale partnere. Og den indledende investering er ofte afgørende for, om samarbejdet strander eller bliver en succes.