Foto: Getty Images

Det var en mørk aften i januar 1959. Stormen rasede i farvandet omkring Grønlands sydspids Kap Farvel, hvor man om vinteren risikerede at møde vindstød af orkanstyrke, kulde, mørke, sne, tåge og isbjerge. Denne aften er det nye danske skib M/S Hans Hedtoft på vej hjem til Danmark på sin jomfrurejse, København–Julianehåb–København. Men noget er gået galt. Telegrafisten på Hans Hedtoft meldte, at skibet, der ikke kunne synke, havde ramt et isbjerg, og vand trængte ind. M/S Hans Hedtoft – Danmarks Titanic – sank. 95 personer mistede livet i en af de største katastrofer i dansk søfartshistorie.

"Efter den tragiske ulykke, og der havde været mange ulykker på havet, før M/S Hans Hedtoft sank, blev Iscentralen – der nu hedder Den Grønlandske Istjeneste – etableret. DMI var med fra begyndelsen og har siden haft ledelsen. Det er med de rødder, at vi er med i projektet ACCIBERG. Formålet med projektet er at forbedre prognoser for havis og isbjerge, blandt andet ved at forbedre dataassimilering", siger Till Soya Rasmussen, forsker og ph.d. ved DMI.

Han er en af DMI’s repræsentanter i Horizon Europe-projektet sammen med kollegaen, forsker og ph.d. Jørgen Buus-Hinkler. Der er syv andre europæiske partnere med i ACCIBERG, der startede 1. januar 2024 og slutter 31. december 2026. Den samlede bevilling er på cirka 22,5 millioner kroner, hvoraf DMI’s andel lyder på cirka 1,5 millioner kroner.

"ACCIBERG går ud på at forudsige isbjergenes og havisens bevægelser. Blandt andet ved hjælp af satellitbilleder skal vi blive bedre til at indsamle data og finde ud af, hvordan isbjerge og isflager bevæger sig afhængig af vind og vejr. Her på DMI skal vi konkret bidrage med observationer og modellering. Målet er at sikre bedre sikkerhed for søfarten i arktiske områder", siger Jørgen Buus-Hinkler.

Foto: Shutterstock

DMI’s deltagelse i ACCIBERG ligger tæt op ad det europæiske Copernicus-program, hvor der bliver indsamlet og transformeret data fra eksempelvis satellitter og lavet målinger til operationelle tjenester for at give information om jordens land, havområder og atmosfære for at overvåge klimaændringer, støtte europæisk nødstyring og værne om civile.

"I ACCIBERG har vi fået et tættere samarbejde med Nansensenteret, der er det anerkendte norske miljøinstitut, der laver forskning og udviklingsarbejde rettet mod fysiske og biologiske forhold i lokale havområder, i Arktis og globalt. Det er værdifuldt at have dem som samarbejdspartnere. Samtidig styrker DMI’s deltagelse her også samarbejdet med vores europæiske partnere i Copernicus-programmet, som fremmer fælles løsninger på miljø- og klimaudfordringer", forklarer Till Soya Rasmussen.

Samtidig taler ACCIBERG direkte ind i DMI’s rolle i Den Grønlandske Istjeneste, hvorfra instituttet har erfaring med at samarbejde med skibsførere eller styrmænd med solid erfaring fra de barske grønlandske farvande.

Kombinationen af navigatører fra handelsflåden og samarbejdet med hæren og naturvidenskabsfolk fra DMI har været en unik kombination, der har været helt afgørende for den fantastiske teknologiske udvikling fra ren observationstjeneste til avanceret satellitovervågning.

Foto: iStock

Samarbejde og opbygning af internationalt netværk

Både Jørgen Buus-Hinkler og Till Soya Rasmussen har været med i mange forskningsprojekter både i EU-regi og i andre sammenhænge. Med deres henholdsvis 53 og 47 år kender de gamet – så at sige.

"I Danmark er der jo ikke så mange midler sat af til forskning inden for vores felt, så vi er dybt afhængige af at få del i EU’s puljer for forskning. Vi søger mange af dem, hvor det er relevant for os. Det her Horizon Europe-projekt er stort med mange partnere, så vi håber at kunne gøre en forskel. Men man ved det faktisk aldrig. Denne gang har vi fået nogle nye partnere i Europa, så på den måde er det udvidende for vores forskning", siger Jørgen Buus-Hinkler.

En gang imellem mødes de to forskere fra DMI med deres partnere. Sidst på året i 2024 var de for eksempel til en workshop i ACCIBERG-projektet, der blev holdt af de italienske partnere fra Consiglio Nazionale delle Ricerche, det italienske forskningsråd.

"En af de gode ting ved disse Horizon-projekter er, at man plejer netværket med forskere, man kender, og samtidig skaber nye relationer. Da det er forskning, skal vi jo også publicere, hvilket er med til at booste vores netværk. Men relationerne og netværkspleje er nok det vigtigste. Jeg tror, vi kom med i ACCIBERG, fordi vi tidligere har arbejdet sammen med nogle af de andre partnere som en del af Copernicus Marine Services med fokus på observationer af isbjerge", slutter Till Soya Rasmussen.

Artiklen er skrevet af journalist Ole Blegvad, Blegvad Kommunikation

Foto: Getty Images

Velkommen til Syddansk Universitet, Institut for Matematik og Datalogi, Odense.

Herzlich willkommen zu Universität Leipzig, Institut für Bioinformatik, Leipzig.

BASF Group, Ludwigshafen am Rhein.

På de adresser får den 27-årige Mikkel Boger Posselt sin gang de næste par år. Det at flytte sig fra et forskningsmiljø til et andet er nemlig en del af hele konceptet bag de eftertragtede bevillinger fra Marie-Skłodowska-Curie Actions (MSCA).

"Det største, som denne ph.d. giver mulighed for, er at rejse og arbejde i forskellige lande og miljøer. Det er en kæmpe fordel at have mulighed for at arbejde med minimum to professorer fra forskellige universiteter og lande. For mig er det Leipzig Universitet i Tyskland og SDU i Danmark. Derudover er det også en fordel, at vi har mulighed for at se noget industriforskning. For mig er det i form af et år hos BASF i Ludwigshafen i Tyskland, der er en af de største kemiproducenter i verden", siger Mikkel Boger Posselt.

MSCA støtter international forskeruddannelse, forskermobilitet, karriereudvikling og forskningsformidling. Delprogrammet Doctoral Networks under MSCA bevilger midler til ph.d.-uddannelsesprogrammer, der skal uddanne og fastholde talentfulde forskere i Europa. Mikkel Boger Posselts individuelle projekt er en del af Doctoral Networks-projektet TACsy, der skal uddanne 15 ph.d.er.

Foto: Getty Images

"Mit projekt fokuserer på kvantemekanik i forhold til kemiske reaktioner. Jeg arbejder med at udbygge metoder inden for feltet systemkemi med kvantekemi. For mig med baggrund i datalogi betyder det, at jeg arbejder med værktøjer og kodning, der repræsenterer kemi og reaktioner på computeren. Jeg undersøger, hvordan vi bedst muligt kan bruge de eksisterende værktøjer til at analysere kvantekemi eller gøre metoderne mere præcise ved brug af detaljer fra kvantekemi. Kvantekemi beskriver nemlig kemi på et niveau dybere end de metoder, man på nuværende tidspunkt oftest benytter", siger Mikkel Boger Posselt om sit projekt.

Marie Curie er som en træningsbane for unge talenter

Mikkel Boger Posselt hørte om muligheden gennem sin specialevejleder på SDU, som også er principal investigator på TACsy.

"Jeg er jo kun et halvt år inde i forløbet, men det har indtil nu været utroligt spændende. Især de kolleger og venner, jeg allerede har fået gennem projektet. De fleste af dem er jo i andre byer, men vi mødes en gang imellem til seminarer eller online, hvor vi deler vores viden", siger Mikkel Boger Posselt.

Hans baggrund er i datalogi, men han skal også arbejde med meget kompleks kemi. Han har gået på HHX, så han har ikke haft kemi i gymnasiet. I TACsy er der masser af tid og god mulighed for at lære og bruge hinandens viden.

"Jeg føler allerede, at jeg har nået et vist kompetenceniveau. Vi hjælper hinanden på tværs af projektet. Det giver en vis tryghed. På mange måder er vi i samme båd. Vi har hurtigt fået et godt fællesskab, og en gang imellem tænker jeg, at vi er 15 ph.d.’er, som ikke fatter en skid", griner Mikkel Boger Posselt.

Han har allerede haft rig mulighed for at rejse og deltage i konferencer med sine kolleger. Indtil videre har der været konferencer og forskningssamarbejder i syv lande: Tyskland, Danmark, Østrig, Slovenien, Tjekkiet, USA og Kroatien.

"Jeg har mødt og diskuteret med flere forskere inden for mit felt, hvilket også har givet mig nye kontakter og muligheder for samarbejde og forhåbentlig fremtidige ansættelsesmuligheder", siger Mikkel Boger Posselt.

Foto: Getty Images

En uddannelse i at forske

Hvert halve år har de studerende på TACsy-projektet en såkaldt ph.d.-skole. Der er kurser og små projekter, og så hører man, hvad de andre laver, og netværket bliver hele tiden udvidet.

"Et emne kan være, hvordan man er kreativ med sin forskning. Det ryster os sammen, styrker fællesskabet og er virkelig brugbart. Man kan sige, Marie Skłodowska-Curie Actions er en uddannelse i at blive forsker", siger Mikkel Boger Posselt.

Indtil nu er Mikkel Boger Posselt glad for sit valg. Normalt er man mere alene på et ph.d.-projekt; her bakker de hinanden op om et fælles projekt. Men hvor det hele skal ende for den 27-årige dansker, er endnu ikke besluttet.

"Det er en svær beslutning. Jeg veksler meget mellem at ville fortsætte med at forske eller blive ansat i industrien. Lige nu er forskningen super interessant, så jeg kan godt se mig selv forske på universitetet, måske endda i et andet land end Danmark. Nu bygger jeg min viden op, men én ting er sikker: Jeg har mange muligheder, når jeg er færdig med dette EU-projekt", slutter Mikkel Boger Posselt.

Artiklen er skrevet af journalist Ole Blegvad

Foto: Desler Group

"En bevilling fra Horizon Europe bliver ofte beskrevet som en meget kompetitiv og kompleks bevilling at få, men jeg ved, at jeg ville fortryde ikke at forsøge at bide skeer med sådan en. Det var en stor oplevelse at skrive ansøgningen, og nu, hvor projektet er en realitet, har det åbnet en masse døre og har speedet min karriere op med 10 år", siger Claus Desler.

Siden januar 2024 har han stået i spidsen for Horizon Europa-projektet POINT. Sammen med ni andre europæiske partnere er der sat spotlight på forskning, der skal vise, hvor stor en effekt covid-19 har haft på risikoen for at udvikle kroniske nyre-, hjerte- og lungesygdomme. Det er en bevilling fra EU på cirka 89 millioner kroner, hvoraf Københavns Universitet får cirka 29 millioner kroner.

"Der er noget helt ekstraordinært over en forskningsbevilling fra EU. De er helt ind til benet. Hvad vil du gerne skære ud? Hvordan ser din kniv ud? Gennem EU's projekter bliver du udelukkende bedømt på din idé, dit projekt, og hvad du kan inden for dit forskningsfelt. Hvis man kan det, der bliver efterspurgt i et EU-opslag, så kan man få en bevilling", siger Claus Desler.

Oplært på RUC og KU

I dag er Claus Desler 47 år. I begyndelsen af 2024 tiltrådte han en fireårig stilling som lektor ved Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet. Han begyndte sin karriere med at læse molekylær biologi på RUC. Derfra gik turen til Københavns Universitet.

"For mig og min indsigt i den akademiske verden var det virkelig godt at læse begge steder. På RUC lærte jeg at definere forskningsspørgsmål, indhente data og skelne mellem god og dårlig forskning. På KU fokuseres der mere på videnskabelig detalje. Det har været godt for mig at bevæge mig mellem de to", siger han.

Han fik sin ph.d. i 2009 med fokus på bioenergetik og nukleotidmetabolisme. Som molekylærbiolog var Claus Desler i en periode på Center for Sund Aldring, hvor han også har deltaget i en del større forskningsprojekter.

"Der er to ting, som fik mig til at gå forskervejen. Mitokondrier var den ene – det er den del af cellen, som er i stand til at omdanne sukker, fedt og protein til ATP, altså den energiform, som anvendes i cellerne. Mitokondrier er bl.a. vigtige for forståelsen af aldring på celleniveau, og dette blev min indgang til forskning inden for aldring, demens og immunterapi. Den anden ting var samarbejdet på tværs af viden. Jeg blev opmærksom på, at jeg med min celleforskning kun bidrog med en lillebitte del inden for den fulde forståelse af aldring. Jeg kunne kun få det fulde billede, hvis jeg trådte væk fra den slagne vej og samarbejdede med helt nye typer af forskere. Så viser det sig, at der er mange lavthængende frugter at plukke", siger Claus Desler.

Foto: Getty Images

Hvis du har en hammer …

Claus Desler fandt hurtigt udfordringer i interdisciplinær forskning og har bidraget til flere tværdisciplinære projekter med molekylær aldringsforskning.

"Hvis det eneste værktøj, du har, er en hammer, ser du søm alle vegne. Den talemåde har passet mange år på forskningen. Det var ret tidligt i min karriere, at jeg syntes, det blev kedeligt at samarbejde med spejlbilleder af mig selv. Ved at samarbejde med flere faggrupper får man som forsker helt nye forståelser af givne problemstillinger", siger Claus Desler.

I Horizon Europe-projektet er der mange forskellige faggrupper repræsenteret.

"Jeg har forsket med antropologer, filosoffer, socialøkonomer, adfærdsforskere, læger, matematikere. I det samarbejde opstår der nye energier. Tilbage til hammeren og sømmet. Hvis en læge ser en syg, tænker han: Den syge skal helbredes på sygehus eller med medicin. Økonomen tænker: Kan det betale sig at helbrede den syge? Med et interdisciplinært forskerhold på et projekt, er chancen for at finde gode løsninger meget større", siger Claus Desler.

I POINT-projektet tager Claus Desler, hans forskergruppe og partnere rundt i Europa udgangspunkt i covid-19. En undersøgelse under coronapandemien viste, at op mod 70 % af de smittede oplevede nedsat organfunktion i månederne og årene efter deres sygdom. I POINT skal forskerne nu undersøge, hvilke virkninger den smitsomme sygdom, som ramte hele verden, har på vores krop. Specifikt ser dette projekt på følgevirkninger på hjertet, lungerne og nyrerne.

Fordi POINT er finansieret via Horizon Europe, er målet, at den videnskabelige forskning skal udvikle løsninger, som flugter de politiske prioriteter.

"Hvis man skal finde løsninger på for eksempel følgevirkningerne efter covid-19, bliver man nødt til at samarbejde. Her har hele min forkærlighed til den interdisciplinære forskning allerede hjulpet mig meget i dette projekt. Vi bliver nødt til at have den kæmpestore anskuelse af disse komplekse problemstillinger. Ét forskningsområde alene kan sjældent løse problemerne. Tanken om, at den bedste forskning sker inden for sit eget felt, skal dø. Fremtiden er at forske på tværs af grænser og fagområder", siger Claus Desler.

Foto: Desler Group

Rollen som koordinator

I 2022 stod den danske molekylærbiolog øverst på en ansøgning til en anden EU-bevilling Han fik ikke pengene – til gengæld viste en god evalueringsscore, at han var tæt på.

"Det gav mig blod på tanden. Jeg ville prøve kræfter med et stort projekt, hvor jeg kunne gøre en forskel med min forskning. Jeg fik en idé og tog de første skridt. I den ansøgningsfase må jeg sige, at jeg fik helt uvurderlig hjælp fra universitetets EU-kontor", siger Claus Desler.

Nu er der ni partnere med forskellige kompetencer, der kommer fra Estland, Belgien, Tyskland, Grækenland, Italien, Slovenien og Danmark.

"Dengang jeg fik afslag var min idé nok ikke så klar som i dette projekt. Nu er det min grundidé, så jeg var måske også lidt mere hård i forhold til partnere. I kan deltage, hvis I synes om idéen, men det bliver med top-down-styring", siger Claus Desler med et lille smil.

Han fandt sine partnere fra udlandet gennem netværk, gennem folk, der kendte folk, og gennem litteraturen. På Biomedicinsk Institut er hans forskningsgruppe, Desler Group, der tæller otte forskere, også med i POINT.

"Top-down betyder mest, at vi skal gå i samme retning – efter min grundidé. Men det er stadig vigtigere for mig, at vi kan spille sammen som et band, end at partnerne for eksempel har publiceret meget. Alle er eksperter inden for deres felt, og er oprigtigt interesseret i forskning og i projektet. Folk er ekstremt seriøse, men man kan også mærke forskelligheden. Derfor er det vigtigt at give plads til hinanden. Jeg har ikke lyst til at være en autoritet, men har lyst til at samarbejde", siger Claus Desler.

Bare det ikke kun er en drøm

På tværs af landegrænser og forskningsområder er Claus Deslers rolle i POINT todelt.

"Jeg er på gulvet, hvor jeg selv forsker og dermed er almindelig deltager. Jeg er samtidig koordinatoren, der skal have overblikket og sørge for, at vi løber i samme retning, så vi efter 3,5 år ikke står i hvert vores hjørne af Europa. Jeg skal også holde øje med, at vores resultater er lødige og gode, så vi i sidste ende opnår et brugbart forskningsresultat. Jeg skal også have styr på økonomien", siger han.

Claus Desler håber, at Horizon Europe-projektet, når det er færdigt i 2027, giver konkret viden om covid-19's eftervirkninger i kroppen og fører til nye behandlingsretningslinjer for patienter med langsigtede helbredseffekter fra covid-19 og andre infektionssygdomme.

"Det her EU-projekt er virkelig en drøm for mig. Jeg er så taknemlig, fordi det er så forskningsnært. Indtil nu er det bare super spændende og sjovt. Men faktisk så meget en forskerdrøm, at jeg en gang imellem frygter, at det hele bare er en drøm", slutter Claus Desler.

Artiklen er skrevet af journalist Ole Blegvad, Blegvad Kommunikation

Foto: Getty Images

"Jeg kan kun takke de EU-programmer, som har støttet mig gennem tiden, og som har givet mig muligheder for at lave det, jeg brænder for. EU-projekterne har hjulpet mig til at bygge min personlige karriere op. Samarbejdet på tværs af Europa og et exceptionelt netværk kan ikke undervurderes. Det er ganske enkelt derfor, at jeg i dag kan kalde mig professor", siger Martin Drews.

Han er 52 år gammel, uddannet fysiker og datalog fra Københavns Universitet, hvor han også tog sin kandidatgrad. Efter en kort periode i det private tog Martin Drews sin ph.d. på Forskningscenter Risø, hvor han også efterfølgende var postdoc. Derfra gik turen til DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, hvor han stille og roligt blev en anerkendt klimaforsker, der de seneste 12 år har været tilknyttet DTU.

"I hele det puslespil har EU-projekterne spillet en stor rolle. Det er en slags knopskydning. Som forsker arbejder du dig hele tiden længere og længere ind i dit fagområde. Der åbner nye døre, som giver nye muligheder. I dag har vi på DTU partnere, der er førende inden for europæisk klimaforskning. Det er ganske enkelt trendsætterne inden for vores forskning, som vi samarbejder med. De store tunge forskertyper fra blandt andet Frankrig, Italien, Tyskland, Storbritannien og Østrig. Når man samarbejder med de dygtigste, bliver ens egen forskning hele tiden opkvalificeret", siger Martin Drews.

Når man har deltaget i så mange EU-projekter, som Martin Drews har, så bygger meget af forskningen videre på tidligere forskning i tidligere EU-konsortier.

"Lige nu er jeg med i flere projekter. Blandt andet et, der hedder ACCREU. Det er nok det mest prestigefyldte konsortium, jeg nogensinde har været med i. Det består af en perlerække af førende forskere, der bidrager til FN’s Klimapanel, og som vejleder Europa-Kommissionen om, hvordan de skal handle, når det gælder klimaforandringerne. Da vi kom med i ACCREU, var vi de eneste nye partnere i forhold til flere tidligere projekter, så der rykkede vi virkelig et niveau op. Det var meget ærefuldt og prestigefyldt at komme med i ACCREU, og det er vi meget stolte af", siger Martin Drews.

Foto: Shutterstock

Kraftig regn, oversvømmelser og højere temperaturer

I de senere år har Europa oplevet ekstrem varme, tørke, naturbrande og oversvømmelser. Denne type hændelser og deres konsekvenser vil kun blive oftere og værre, hvis ikke der handles.

"Rigtig mange af de alvorlige ulykker, der grundet klimaforandringerne har ramt Europa, koster millioner af kroner for det enkelte land og for EU. Klimaet tager jo ikke specielt hensyn til landegrænser eller til specifik lovgivning i en bestemt region. Derfor har EU gennem flere af deres Horizon-programmer fokus på forskning, der skal ende med løsninger og planer, som gør EU stærkere i forhold til klimatilpasning", siger Martin Drews.

Lige nu er DTU og Martin Drews med i det ​4-årige Horizon Europe-projekt DIRECTED. Projektet har 17 partnere og et budget på cirka 40 millioner kroner.

Formålet med DIRECTED er at forbedre evnen til at reagere på ekstreme vejrhændelser ved at levere skræddersyet information til de mange aktører, som både er involveret i beredskabsindsatser og langsigtet klimatilpasning. Konkret skal partnerskabet udvikle overskuelige og håndterbare værktøjer, som kombinerer både klimarisikovurderinger, katastrofevarsling, styring og kommunikation til brug for både beredskaber og planlæggere.

"DIRECTED skal være med til at nedbryde de siloer, som ofte opstår, når der ikke er data- og vidensudveksling på tværs af grænser eller mellem regioner inden for samme land. Vi fik øjnene op for dette problem i forbindelse med oversvømmelserne i Rhinen i sommeren 2021. Der var på forhånd varslet store mængder nedbør og mulighed for oversvømmelser, men på en eller anden måde gik alt alligevel galt. Primært fordi der ikke var datadeling på tværs af regionerne i området, men også fordi den rigtige kommunikation mellem beredskabet og andre involverede parter var mangelfuld. Al den viden, som eksisterede, var ikke til rådighed for de instanser, som havde brug for den. Det endte jo med en katastrofe med mere end 200 døde, blandt andet fordi flere ikke fik den hjælp, de havde brug for, såsom evakuering i tide", siger Martin Drews.

I DIRECTED kigger man på områderne ved Rhinen såvel som andre områder, der har oplevet markante oversvømmelser, såsom Emilia Romagna, Donau og Roskilde Fjord. Derfor er Region Hovedstaden også en af partnerne.

"Roskilde Fjord er netop for nyligt blevet udpeget som risikoområde af Kystdirektoratet, når det gælder øget risiko for oversvømmelser. Som dansk case i projektet er den ramt lige ned i kernen. Sammen med relevante aktører som kommuner, regionen, beredskabet, DMI og Kystdirektoratet skal vi med vores forskning og innovation øge robustheden i forhold til klimaekstremer i og omkring Roskilde Fjord", siger Martin Drews.

Foto: iStock

DTU skal sammen med lokale interessenter kortlægge og analysere forhindringer og barrierer for at reagere på klimarisici. De skal så udvikle relevante og brugbare løsninger, der vil reducere risikoen ved klimakatastrofer. Herunder skal tilgængeligheden og anvendelsesmuligheden af data og modeller styrkes.

"Det rigtig spændende for mig er dog, at vi ikke kun skal finde løsninger, som hjælper omkring Roskilde og i Danmark. Gennem Horizon Europe og DIRECTED bliver der skabt synergier, hvor vi genererer viden og indsigter, som vi kan give videre til ikke bare vores projektpartnere, men også kolleger fra søsterprojekter, og modsat får vi gavn af deres forskning", siger Martin Drews.

Som forsker med fokus på modellering og klimaforskning er Martin Drews ualmindeligt glad for samarbejdet på tværs af forskellige aktører og funktioner både i den danske case og i det store, fælles DIRECTED-projekt. Han mener, at man skal forske interdisciplinært, hvis man skal rykke noget.

"Når vi er færdige i 2026, skal vi gerne være nået i mål, så vi kan vise, at det er muligt at bygge broer og sætte retning for en mere robust fremtid, der tager højde for de stigende risici for naturkatastrofer som følge af klimaforandringerne. Det gælder med hensyn til nedbør og oversvømmelser, som vi undersøger i DIRECTED, men også med hensyn til skovbrande og storme, temperaturstigninger osv. Vi skal flytte noget, vi skal vise vejen, vi skal implementere løsninger. Vi skal udvikle og samtænke klimaløsninger, så alle vigtige instanser er med, og så de samtidig støtter op om en bæredygtig fremtid", siger Martin Drews.

For den nyudnævnte professor fra DTU er DIRECTED-projektet et godt eksempel på alt det, som et godt EU-finansieret forskningsprojekt skal kunne.

"DIRECTED er i stand til at løfte avancerede problemstillinger. Lige nu er det inden for de lande, som partnerskabet repræsenterer. Men målet er jo, at vi skal overføre vores viden på tværs af Europa, så nogle af de lande, som måske ikke er så langt fremme med klimaforskning, også kan bruge vores resultater. Til sidst kan vi skubbe folk og lande i den rigtige retning, hvor vi samtænker vores bæredygtige løsninger. Det er jo meget mere end win-win", siger Martin Drews.

Karrieren op i gear

Som et lille kuriosum blev Martin Drews, få timer før interviewet til denne artikel, udnævnt af DTU’s rektor Anders Overgaard Bjarklev til et nyt professorat. Selvsagt en stor dag for en mand, der har viet sit arbejdsliv til forskningen.

"Det er helt klart, at arbejdet gennem Horizon-projekterne og andre EU-forskningsprogrammer har spillet en stor rolle. At skabe netværk og rejse i Europa for sammen med ligesindede at finde løsninger på unikke problemstillinger, at udvikle sig, at vokse i anseelse og at blive taget med i andre forskeres programmer, det er stort. Men at det hele bliver kronet med en professortitel, er højdepunktet", siger Martin Drews, der selv kommer fra en ikkeakademisk baggrund med en far, der oprindelig var uddannet på B&W, og en mor, som var sekretær.

Han er beæret over at være blevet kaldt en markant stemme inden for klimaforskning i Europa, men beskedenhed præger også hans svar.

"Det er en europæisk elite, som udmærker sig på alle måder. Vi er på vej derop, men vi er ikke på det niveau endnu. Men der er jo også kun gået 12 år med vores specielle forskning på DTU. Det er lange seje træk, og endnu har ingen i vores sektion modtaget en bevilling fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC) til fri forskning", siger Martin Drews, der smilende tilføjer:

"Jeg har søgt mange EU-projekter, men endnu ikke en ERC-bevilling – der er ingen tvivl om, at det er et af mine næste mål. Jeg er i hvert fald mere klar i dag end nogensinde før. Jeg er nok meget ideologisk, og som klimaforsker vil jeg gerne være med til at bryde grænser og gøre en forskel i den verden, vi lever i. Og jeg vil rigtig gerne tale Horizon Europe-projekter op, for de kan så mange forskellige ting, både forskningsmæssigt og for den enkelte forsker", slutter Martin Drews.

Artiklen er skrevet af journalist Ole Blegvad, Blegvad Kommunikation

Foto: iStock

Man skal holde tungen lige i munden, når man læser, hvad Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen og hendes forskergruppen beskæftiger sig med.

De studerer materialeforskning, og de søger at opnå en ny forståelse for atomar struktur i nanomaterialer. Denne forskning kan føre til, at kemikere kan designe nye materialer med de specifikke egenskaber, der bruges i eksempelvis energimaterialer til batterier eller til katalyse.

Og man skal stramme sig virkelig an, hvis man skal forstå, hvad bevillingen fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC), som Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen har opnået, hedder på engelsk:

“Live Tapings of Material Formation: Unravelling formation mechanisms in materials chemistry through Multimodal X-ray total scattering studies.”

Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen ved, at det er svært stof for mange. Da hun var ung og skulle vælge uddannelse, var hun også tæt på at vælge at læse kunsthistorie. I stedet blev det kemien og arbejdet med atomare strukturer og nanomaterialer, der fik hendes opmærksomhed.

"I min forskning fokuserer jeg på at udforske og forstå de vigtige kemiske reaktioner, som spiller en rolle i dannelsen af funktionelle materialer. Mit mål er at bidrage med ny viden inden for materialekemi, som kan bruges, så man bedre kan udvikle skræddersyede materialer, som har netop de egenskaber, der skal bruges til nye og mere bæredygtige energiteknologier. På den måde kan vores forskning ende med at være essentiel for den grønne omstilling", siger Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen.

Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen er 39 år og lektor på Kemisk Institut på Københavns Universitet. Hun læste på Aarhus Universitet, hvorfra hun også blev ph.d. i kemi i 2013. Derefter fulgte et par år i New York som postdoc på Columbia University, inden turen gik tilbage til Danmark og Københavns Universitet i 2015.

Kemikeren og nanoforskeren har fået flere legater, og for seks år siden modtog hun den internationale talentpris International Rising Talent, der uddeles i fællesskab af FN’s UNESCO og det franske firma L’Oréal. Prisen og godt 100.000 kroner blev givet til 15 yngre kvindelige forskere inden for naturvidenskab.

Foto: Getty Images

Fik en forskningsbevilling fra ERC i 2019 og drømmer i dag om endnu en ERC-bevilling

Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen var én ud af 403 unge europæiske forskere, der i 2019 modtog et ERC Starting Grant. Den form for bevilling på op til to millioner euro over en periode på op til fem år gives årligt til talentfulde forskere inden for alle fagområder med to til syv års erfaring efter endt ph.d. ERC-bevillingen kan bruges til at opbygge en forskergruppe omkring et innovativt forskningsprojekt. 15 danske forskere fik i 2019 et ERC Starting Grant.

"ERC Grantet har en fantastisk stor betydning. Først og fremmest giver det forskningsfinansiering, så man som ung forsker kan etablere en gruppe og et laboratorium. Derudover er det et prestigefyldt grant – alle forskere i Europa kender og anerkender ERC, så det giver en blåstempling af ens kompetencer. Samlet set betyder det meget for ens cv", siger Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen.

Hun var adjunkt, da bevillingen kom. Siden er hun blevet lektor. Undervejs har hun bygget en forskningsgruppe på 15 mand op, som hun er leder af. Det har blandt andet kunnet lade sig gøre på grund af ERC-bevillingen. Bevillingen strækker sig over flere år end normale legater. Det giver en god ro til at forske, så man ikke hele tiden skal bruge tid på at skrive nye fondsansøgninger. På grund af covid-19 blev ERC-projektet forlænget et par år, men det er oppe i fulde omdrejninger igen.

"Jeg kan mærke, at det går rigtigt godt for min forskning og forskningsgruppe lige nu, og vi er blevet anerkendt inden for vores felt. Det er svært at sige, om den internationale opmærksomhed skyldes, at vores forskning rent faktisk gør en forskel, eller om det skyldes ERC. Dog er det klart, at den internationale interesse for vores projekt er stigende, ligesom det er nemmere at få hul igennem til nye bevillinger", siger Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen.

Foto: Getty Images

MATMECH-projektet har givet ny indsigt i de kemiske processer, der foregår, når et materiale dannes i en kemisk syntese. Derudover har Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensens gruppe igennem projektet udviklet nye typer af eksperimenter og metoder til dataanalyse, som nu bruges af både hende selv og af forskere i det internationale materialekemifelt.

"Jeg vil gerne bygge ovenpå nogle af de metoder, vi har udviklet nu. Det må gerne være med en ny ERC-bevilling, for de er lange, store og giver ro og overblik. Det vil også give mulighed for at bygge større projekter op, så vi bygger ovenpå nogle af de metoder, vi har brugt i mit Starting Grant, og samtidig se på andre vigtige reaktioner inden for materialekemi. Mit ERC Starting Grant udløber snart, men det har bragt mig til det næste trin: fra ung forsker til etableret. Jeg er et sted nu, hvor mit felt anerkender mig. Nu skal jeg tænke på næste trin og næste projekt", slutter Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen.

Artiklen er skrevet af journalist Ole Blegvad, Blegvad Kommunikation

Foto: Getty Images

Henrik Halkier og Laura James er tovholdere på projektet CROCUS, der organiserer Living Lab-workshops i otte grænseområder i Europa for at finde ud af, hvilke former for kulturturisme der har størst potentiale i forskellige typer af udkantsområder, og hvilken rolle samarbejde på tværs af grænserne kan spille. CROCUS har en samlet bevilling på 22,5 millioner kroner, hvoraf 6,2 millioner kroner er til Aalborg Universitet.

Deres hold fra Aalborg Universitet arbejder med grænseområdet mellem Danmark og Tyskland, dvs. Sønderjylland og Slesvig. Som bekendt et overvejende fladt landområde med nogle mellemstore byer langs Nordsøen og Østersøen. Og så det berømte sønderjyske kaffebord.

Asterix og sønderjysk kaffebord

"Mad og gastronomi er en af måderne at skabe kulturoplevelser på i Sønderjylland og Slesvig. Her kommer det sønderjyske kaffebord samt tyske Fischbrötchen ind i billedet sammen med østers fra Vadehavet og lokale økologiske producenter. Og kulturhistorien er der også. I Sønderjylland er det store kagebord noget af det, vi kender fra krigen mod tyskerne i 1864 og frem til Første Verdenskrig. Her måtte man ikke forsamles til politiske arrangementer, og det omgik man ved at mødes til kagebord", siger Henrik Halkier.

"I vores projekt skal ejerskabet og forankringen ligge i det lokale. Turisme er meget orienteret imod og foregår i tæt samarbejde med virksomheder og offentlige instanser i det samfund, hvor vi arbejder. Meget af det, vi gør lige nu, er at møde folk i regionen, lytte til deres erfaringer og ønsker og gennem vores Living Lab udvikle nye kulturturistiske oplevelser. De forskellige former for kulturarv skal behandles forskelligt. I Dobrudzha-regionen i Bulgarien og Rumænien gælder det for eksempel om at bevare ruinerne fra Romerriget på en måde, så lokalbefolkningen inddrages, og hvordan turismeprojekter kan blive gjort til en større del af turismen ved Sortehavet og kan være med til at skabe flere arbejdspladser i området", siger Laura James.

De er skøre, de romere, lyder det igen og igen i tegneserien Asterix men kan også være en ledetråd mod et af de andre grænselandsprojekter. Her skal man finde ud af, hvordan man kan skaffe flere kulturturister til Dobrudzha/Drobogea-regionen ved Sortehavet, hvor romerne i sin tid herskede, og som nu om dage er delt mellem Bulgarien og Rumænien.

"Dobrudzha/Drobogea er et af de områder, der er med i vores projekt. Generelt har EU fokus på at støtte udkantsområder i Europa, så turismen kan være med til at løfte lokalområderne på tværs af nationale landegrænser. Med nye initiativer, ny viden og nye forretningsmodeller skal vi i konsortiet undersøge, hvordan man kan udvikle landdistrikter og udkantsområder. Bæredygtighed, lokalt ejerskab og en bred forståelse for økonomi og socialt engagement i den lokale befolkning, i de lokale virksomheder, kommuner og i turistforeningen er vigtige ingredienser i projektet", siger Laura James.

Fra Aalborg og ud i Europa

CROCUS sigter mod at bidrage til at løse de socioøkonomiske udfordringer, som landdistrikter og udkantsområder står over for gennem fremme af kulturel og kreativ turisme.

Det er det overordnede formål med det Horizon Europe-projekt, som professor i regional- og turismestudier Henrik Halkier og lektor Laura James, begge fra Aalborg Universitet, har koordinatorrollen på.

"Vi har som koordinatorer og principal investigators for CROCUS både en ledelsesopgave, der skal løses, og en forskningsmæssig opgave", siger Henrik Halkier.

De to forskere fra Institut for Kultur og Læring ved Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet havde i fællesskab søgt på et Horizon Europe-opslag med fokus på de udfordringer, som ligger i udviklingen af landdistrikter og udkantsområder i Europa. Europa-Kommissionens strategi er, at de områder skal have høj prioritet i fremtiden. Det er områder med en del fællestræk: Det er landdistrikter, ofte i fjerntliggende områder med en aldrende befolkning, ofte med et dårligt uddannelsesniveau og lave indkomster, men til gengæld er områderne tit rige på kulturarv, der kan have potentiale turismemæssigt.

Der er ti partnere med i CROCUS fra ni forskellige lande.

"Vi synes jo selv, at vi har samlet nogle af de klogeste inden for området med universiteter og turistforeninger. Nu bruger vi meget tid på at organisere og samle konsortiet. Det er den rolle, vi har påtaget os, og vi gør det med glæde", siger Henrik Halkier.

"EU har godkendt vores projektansøgning, og de elementer, vi har med dér, skal vi leve op til. EU er med årene blevet mere skarpe på deres mål. Der er flere ting, vi skal opfylde, så der er ikke plads til mange improvisationer. Der er en fast struktur, hvor vi skal skrive et vist antal artikler, interviewe de rigtige personer i lokalmiljøet, snakke med politikere, afholde seminarer og samtidig måle vores forskning på alle tænkelige måder", tilføjer Laura James.

På skuldrene af egen erfaring

Henrik Halkier og Laura James mødte hinanden i forskerverdenen, da de begge var partnere på et andet EU-projekt. Dengang var Laura James tilknyttet et universitet i England, men hun har de seneste otte år været ansat på Aalborg Universitet.

"Det er lidt som at vende tilbage til, hvor vi kom fra. Vi prøver at lære af det forrige Horizon-projekt, hvor vi ikke selv var koordinatorer. Vi forsøger at tage de gode ting med over i CROCUS og undgå de ting, der ikke fungerede i det gamle projekt", siger Henrik Halkier.

Foto: iStock

I det forrige projekt var der 22 partnere, og det var lige i overkanten, når gruppen skulle samles, og de forskellige interessenter skulle forsøge at gå i samme retning.

"Dengang gik projektet over fem år, i dag er tidsrammen tre år, så vi prøver at organisere CROCUS meget mere. Vi har en præcis beskrivelse af de enkelte etaper over de næste tre år. Vi skal hele tiden være to the point, så vi ikke spilder tiden. Dette projekt er mere detaljeorienteret, så vi skal holde øje med, om vi selv og vores partnere holder vores mål. Det giver mere arbejde som projektleder", siger Laura James.

De sammenligner de to EU-projekter med musik. Det første projekt var som improvisationer over et tema. Der blev spillet fri jazz over fem år, men man vidste ikke helt, hvordan det hele skulle ende. I CROCUS er komponisterne Henrik Halkier og Laura James, de andre partnere spiller efter de samme noder, og alle prøver at få det til at lyde virkelig godt.

"EU’s projekter inden for, hvad der nu om dage i den tekniske jargon hedder Global Challenges-søjlen, er blevet meget mere målrettet. De tidligere projekter var tættere på grundforskning – som naturligvis også er vigtigt – men i denne søjle er der meget fokus på den samfundsmæssige effekt af forskningen. Det er vigtigt, at den forskning, vi laver, har et tydeligt fokus på problemer, man gerne vil have løst i samfundet, og altid problemstillinger, som går på tværs af EU-landene", siger Henrik Halkier.

"I CROCUS er vi tvunget til at gøre en forskel. Jeg synes, det er godt og vigtigt, at vi skal leve op til nogle krav. Det gør det faktisk nemmere at holde styr på, hvordan det går med projektet, og hvilken retning vi bevæger os i, når vi samarbejder og koordinerer med forskere på tværs af Europa", siger Laura James.

Det er ikke kun løse påstande, når de to forskere siger, at man skal være mere specifik nu end tidligere. Kravene er, at der findes løsninger, der kan skabe grundlag for forandringer.

"Når man kigger på karriere og forskning, er jeg slet ikke i tvivl om, at vi aldrig havde været i stand til at designe eller lede CROCUS, hvis ikke vi begge to havde haft erfaringer fra tidligere projekter. Vi står så at sige på skuldrene af vores egen erfaring. Når yngre kollegaer siger, at det virker cool, at vi er blevet koordinatorer for et stort EU-projekt, siger vi altid, at de skal prøve at komme med som partner i et EU-projekt. Dér skal man lytte og lære, så man måske senere kan få sit ”eget projekt”. Det er ikke for begyndere at stå i spidsen for et stort EU-projekt, og derfor er det supervigtigt, at man begynder som ”almindelig deltager”", siger Henrik Halkier.

Foto: Shutterstock

Koordinatorrollen åbner døre

Når CROCUS er afsluttet i 2027, skal projektet gerne have resulteret i to ting: Partnerne skal have udviklet nogle redskaber, som kan bruges i udviklingen af innovative og inklusive former for kulturturisme, der kan styrke udkantsområderne. Samtidig skal der skabes nogle modeller, som kan bruges i fremtiden i tilsvarende egne af EU, hvor man gerne vil fremme og styrke den lokale socioøkonomiske udvikling gennem kulturturisme.

Dertil kommer så, hvad Henrik Halkier og Laura James får ud af EU-projektet personligt, forsknings- og karrieremæssigt.

"Vi lærer en masse af at være projektkoordinatorer. Vi får en erfaring, som vi selv kan bruge, men som vi også kan dele ud af til andre. Chancen for at blive inviteret med i andre projekter vokser gennem det netværk, vi opbygger gennem CROCUS. Samtidig er det virkelig et projekt, som gør en forskel i verden, og hvis vi lykkes, vil vi ende med at kunne rådgive politikere om fremtidens turismepolitik i grænseområderne i Europa. Når det så er sagt, er jeg med mine 67 år også i den sidste del af min karriere på universitetet. Jeg har forsket, undervist, været institutleder og dekan. De sidste år, jeg har tilbage, bliver som forsker og koordinator på dette projekt, og det stortrives jeg virkelig med", siger Henrik Halkier.

"For mig er det anderledes. Med mine 44 år er jeg nærmere midtvejs i karrieren, og med et budget på 22,5 millioner kroner er CROCUS det største projekt, jeg har været med i. Officielt er Henrik jo koordinator, men jeg har allerede lært en masse af at være med. Man får et ubetaleligt internationalt netværk blandt forskere, politikere, embedsmænd, virksomheder, folk fra Europa-Kommissionen og andre institutioner, hvor man er i dialog med beslutningstagerne. På den måde kan jeg være med til at påvirke Europas fremtidige turismepolitik. Jeg er samtidig vejleder for en ph.d.-studerende, som er med på projektet. Lige nu er det utroligt spændende, men jeg håber også at blive inviteret med i andre projekter, og en af mine personlige ambitioner er at blive koordinator for et EU-projekt en dag", siger Laura James.

Artiklen er skrevet af journalist Ole Blegvad, Blegvad Kommunikation

Karriereboost – når forskningen får et skub fremad

Lektor Claus Desler undersøger i et Horizon Europe-projekt langtidsvirkninger af covid-19 og deres betydning for udviklingen af kroniske sygdomme. Hans forskning forventes ikke kun at føre til nye videnskabelige indsigter, men accelererer også hans akademiske karriere med mindst et årti. Projektet samler forskere fra hele Europa og kan få afgørende betydning for fremtidige behandlingsstrategier.

Internationale netværk – forskning kender ingen grænser

At blive en del af de rigtige netværk kan være afgørende for en forskers succes. Horizon Europe kan åbne døre til samarbejde på tværs af lande, institutioner og discipliner. Ph.d.-studerende Mikkel Boger Posselt er en del af et Marie Skłodowska-Curie Doctoral Network, hvor han arbejder med kvantekemi på universiteter i både Danmark og Tyskland samt i industrien. EU-støtten sikrer, at han tidligt i sin karriere får erfaring med førende internationale forskningsmiljøer.

Gennem Horizon Europe har forskere på DMI også udvidet deres samarbejde med internationale partnere i et projekt om isbjergprognoser i Arktis. De arbejder på at forbedre sikkerheden for skibstrafik og klimaforskning i de arktiske områder, hvilket understreger vigtigheden af internationalt samarbejde om globale udfordringer.

Ny viden, løsninger og resultater

Horizon Europe er ikke kun en investering i individuelle forskere – det er en investering i ny viden og innovative løsninger, der kan gøre en forskel i verden. Arkæolog Mette Løvschal bruger EU-midler til at forske i menneskeskabte hedelandskaber og deres betydning for nutidens bæredygtighed. Hendes forskning viser, hvordan historiske forvaltningsmetoder kan inspirere til nye strategier for naturgenopretning.

I magasinet kan du læse syv fantastiske fortællinger om forskere, der har fået deres karriere og forskning accelereret gennem Horizon Europe. Programmet giver ikke blot finansiering, men fungerer som en løftestang for videnskabelig udvikling, internationalt samarbejde og løsninger på samfundets store udfordringer.

Dette er den sidste udgave af EUindblik. Fremover vil vi fortsætte med at formidle forskerfortællinger og cases om Horizon Europe på ufm.dk/horizon-eu.

Tak for denne gang – og på gensyn online på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

Rigtig god læselyst.

Da tre studerende på Aalborg Universitet skulle skrive deres bachelorprojekt i robotteknologi, valgte de at bruge et år i stedet for de seks normerede måneder. De ville gerne takle en mere kompleks udfordring, end man kan nå på et halvt år.

”Vores første idé var at lave en pizzaleveringsdrone, fordi vi var trætte af at gå ned til pizzariet. Det var i sommeren 2018, hvor vi så rekordmange skovbrande i verden. Vi besluttede at være mere seriøse og bruge det, vi kunne. Vi ville gerne hjælpe brandmændene, der skulle slukke de her store brande,” fortæller Kenneth Richard Geipel, co-founder og CEO i Robotto.

Under forløbet udviklede de en ny metode til at bruge neurale netværk (kunstig intelligens) på droner og at udregne objekter i 3D ved hjælp af et enkelt kamera.

Autonome droner danner overblik

Et af de store problemer ved skovbrande er, at det er svært for brandmændene at danne sig et overblik over områderne, der brænder. De data, som de kan få adgang til, kommer fra satellitbilleder, og er typisk over 12 timer gamle.

Det forsinker processen at bruge tid på at få overblik og derefter finde ud af, om brandmændene har de rette ressourcer til at bekæmpe branden.

”Med vores teknologi kan dronerne flyve autonomt og indsamle data i realtid,” forklarer Kenneth Richard Geipel. Ude på dronen, der har et vingefang på 3,5 meter, sidder forskellige sensorer, et højopløsningskamera og en laser, der alle indsamler data om afstande, flammer, røg og varme. På dronen sidder også en processor, som behandler data med det samme og laver et kort i realtid, som kan sendes til mandskabet.

”Dronen er i stand til at forstå, hvad den ser, og selvstændigt tage beslutninger om, hvor den skal flyve hen, og hvad kameraet skal pege på,” uddyber Kenneth Richard Geipel.

Fra studerende til iværksættere

Bachelorprojektet kastede to videnskabelige artikler af sig, men måske endnu vigtigere inviterede Aalborg Universitet Robottos grundlæggere med på en række konferencer, hvor de fungerede som en innovationscase og et godt eksempel på en spinoffvirksomhed. ”Vi mødte en masse private investorer, der forsikrede os om, at hvis vi ville forfølge idéen, så var de klar til at smide penge efter det. Når der er så mange, der siger, at det er værd at løbe efter, så begynder man også selv at tro på det. Derfor startede vi Robotto i 2019,” fortæller Kenneth Richard Geipel.

Helt fra start var der altså opbakning fra universitet og investormiljøet. Eftersom der (heldigvis) ikke er nogle nævneværdige skovbrande i Danmark, kiggede Robotto fra starten ud over landets grænser.

Det afstedkom, at Robotto blev inviteret med i EU-projektet OVERWATCH.

En stejl læringskurve

Robotto er et eksempel på, hvordan den rigtige teknologiske løsning, målrettet konkrete problemer i verden, kan vokse til reelle produkter på meget kort tid. ”Det har været en stejl læringskurve at nå dertil. Vi har dog været heldige med det investorkonsortium vi fik, da vi grundlagde virksomheden. Vi sagde fra starten, at vi er nørder, der ingenting ved om forretningsudvikling. Og det var alle helt med på. Tidligere holdt vi nogle månedlige møder, hvor vores investorer var mere mentorer end investorer, og det hjalp os virkelig. Vi fik forståelse af, hvad det vil sige at oprette og drive en virksomhed. Det var vigtig læring for os og afgørende for at blive inviteret med i EU-projektet,” fortæller Kenneth Richard Geipel.

Men hvordan har det været at blive hvirvlet ind i et stort EU-projekt som noget af det første, når man kun lige akkurat har lært at gå?

”Vi tænkte meget over, om vi var gode nok til at være med i sådan et projekt. Vi var heller ikke klar over, hvor meget rapportering det indebar. Vi vidste ikke, hvor meget vi reelt kom til at udvikle i forhold til at udfylde papirer. Her er vi blevet positivt overraskede. Efter selve ansøgningen synes jeg egentlig, det har været forholdsvis let med administrationen,” afslutter Kenneth Richard Geipel.

Foto: Pixabay

Man kender de store grønne naturområder med lav bevoksning, der findes mange steder i verden. De store nordeuropæiske hedeområder og græsstepperne i Mongoliet kunne være eksempler. Disse landskaber er opstået for flere tusinde år siden. Og mennesker og dyr er en integreret del af den måde, de fungerer på. For eksempel ved vi, at de fleste heder er delvist menneskeskabte, og hvis de ikke blev passet, ville de springe i skov.

"Ved at kigge tilbage i tiden kan vi rekonstruere nogle menneskelige adfærdsmønstre. I ANTHEA vil vi gennem nye kortlægninger og metoder, og med viden fra pollenanalyser, arkæologiske spor og nye indsigter fra filosofi og socialantropologi, forsøge at blive klogere på menneskets forhold til naturen", siger Mette Løvschal.

I 2019 fik hun et Starting Grant fra Det Europæiske Forskningsråd, ERC, på godt 11 millioner kroner.

"Vi ved, at mange af de helt store naturområder i verden lige nu kollapser pga. menneskets stadig mere og mere destruktive adfærd. Mange plante- og dyrearter kommer med i faldet, men også menneskelige leveformer. Mit projekt skal give os viden om menneskets forhold til disse landskaber i forhistorien, så vi kan bruge den viden til at genskabe, etablere og beskytte nye tilsvarende områder", siger Mette Løvschal.

Fællesskaber, tid og ERC-motorkraft

I Mette Løvschals ERC-forskningsprojekt om de menneskeskabte heder kigger hun og hendes forskerhold også på de fællesskaber, der opstod i forbindelse med brugen af hederne. Fællesskaber, som har gjort det muligt, at landskaberne kunne eksistere i mange tusinde år. Her er en parallel til forskerverdenen, hvor gode fællesskaber og tid også er afgørende for at opnå gode resultater.

Foto: Anne Kring

"ERC’s Starting Grant har betydet, at jeg har haft ressourcer til at ansætte en masse folk. Det har virkelig været fedt. Jeg har fire postdocs med, der kommer fra USA, Irland, Holland og England. Så er der videnskabelige assistenter og nogle eksterne eksperter og samarbejdspartnere. Jeg har virkelig kunnet lave et hold, som forfølger mine spor og de spørgsmål, som jeg synes er vigtige", siger Mette Løvschal.

Mette Løvschal havde et solidt bagkatalog og en stor videnskabelig produktion, inden hun blev udnævnt til professor og fik ERC-bevillingen fra EU.

"Jeg har nok en trang til at gøre og tænke ting på nye og anderledes måder. Det er jo i virkeligheden den frihed, man har som forsker. Hvad sker der, hvis vi vender et givent spørgsmål på hovedet? I mit ph.d.-projekt så jeg på, hvorfor vi har hegn, og hvorfor vi afgrænser os i rum. I mit ERC-projekt ser jeg på, hvordan de åbne rum opstår. Og det var en idé, man også troede på i ERC-komiteen", siger Mette Løvschal.

Hun har – udover at have studeret på Aarhus Universitet – tidligere læst på UCL i London og på Oxford og Cambridge, hvor hun var rundt om så forskellige fag som arkitektur, arkæologi, antropologi og kognitiv semiotik. Hun har løftet forskningen og været toneangivende inden for sit felt. I 2023 modtog Mette Løvschal de to store videnskabspriser Victor Albeck-prisen og Dronning Margrethe II’s Videnskabspris.

"Med ERC har forskningen fået motorkraft; der er flere hænder og hjerner, og samtidig gør ERC også de fleste projekter og forskere mere synlige. Vi skal afholde en stor international konference og udgiver samtidig en digital publikation med mere end 35 bidragsydere, så vi har på kort tid etableret et netværk omkring os bestående af folk med forskellige baggrunde. Vi har fårehyrder, biologer, geografer, kunsthistorikere og arkæologer med", siger Mette Løvschal.

Foto: Shutterstock

I 2026 slutter ANTHEA, men trangen til fordybelse og nysgerrigheden til at undersøge og udforske vil formentlig fortsætte.

"Lige nu har jeg tre bøger, som jeg skal have skrevet inden for de næste to år. Og så er jeg lige trådt ind i Videnskabernes Selskab, som jeg glæder mig meget til. Desuden er jeg i den kommende tid faglig ekspert på en udstilling på Mosgaard Museum. Det er nyt og spændende for mig. På lidt længere sigt kunne jeg godt tænke mig at søge et nyt grant, når dette er afsluttet. Jeg har tidligere haft to forskningsophold på Columbia University i New York. Dér er arkæologi og antropologi samlet og ligger oven på det naturvidenskabelige center. Dét giver nogle rigtig spændende forskningsmuligheder, som jeg godt kunne tænke mig at undersøge i fremtiden", slutter Mette Løvschal.

Artiklen er skrevet af journalist Ole Blegvad, Blegvad Kommunikation

Vi gør det sådan set okay i Europa, når det gælder innovation, lyder det fra Anders Bjarklev. Problemet er bare, at okay ikke er nok, når andre dele af verden (læs: Kina og USA) spæner derudaf og giver baghjul til europæiske virksomheder. Både når det gælder investeringer i forhold til BNP og i særdeleshed også i antallet af patenter og radikal innovation.

”Vi har nogle demografiske udfordringer, og vi har vækstudfordringer, men vi gør faktisk en masse ting rigtigt i Europa. Der er bare nogle andre, der satser meget, meget hårdere, end vi gør,” fortæller Anders Bjarklev og lægger sig dermed i tråd med forslaget fra nogle EU-parlamentarikere om, at det kommende rammeprogram, med kælenavnet FP10, bør have et budget på 200 milliarder euro. Det vil være mere end en fordobling af det nuværende budget.

Ekspertgruppen har dog ikke indflydelse på størrelsen af budgettet. Det besluttes af EU’s ministerråd og af Europa-Parlamentet på forslag af Europa-Kommissionen. Den konkrete opgave er i stedet at udarbejde en midtvejsevaluering af EU’s nuværende forsknings- og innovationsprogram, Horizon Europe, og på den baggrund komme med anbefalinger til FP10. En færdig rapport forventes at ligge klar i oktober 2024, og ud over budskabet ”send flere penge” peger det foreløbigt på, at evaluering og anbefalinger kommer til at have innovation som omdrejningspunkt.

”Når jeg taler med folk i de forskellige forskningsmiljøer, både i Danmark og internationalt, er det med et indtryk af, at Europa gør det rigtig godt, når det gælder fri forskning og samarbejdsprojekter om forskning og innovation. Men jeg får altid fortalt, at vi ikke er gode nok til at omsætte vores forskning til innovation og til at vækste vores små innovative virksomheder. Jeg håber på, at vi kan komme op med nogle idéer til, hvordan vi med FP10 kan skabe en stærkere innovationskultur.”

Finansiering i trin

Selvom konklusionerne ikke er klar endnu, kan man ifølge Anders Bjarklev med fordel kigge på, hvordan man får en mere glidende overgang fra banebrydende erkendelsesmæssig viden til innovation, når man skal planlægge FP10. Det kunne f.eks. være, hvis midler til grundforskning blev suppleret automatisk med midler til innovationsrettede projekter efterfølgende.

”Jeg kunne godt drømme om, at man havde et system, hvor man kunne gå fra grundforskningsresultater direkte til innovation. I stedet for at skulle starte helt forfra med en ny ansøgning, kunne et panel vurdere, om der er sandsynlighed for at omsætte nye forskningsresultater til produkter. Hvis svaret er ja, får parterne bag simpelthen næste portion penge med forventning om, at de løfter det til innovation,” fortæller Anders Bjarklev.

Hvis man skal starte forfra med en ny ansøgning, er faren, at forskerne bliver i deres komfortzone. ”Den gode forsker, som måske har succes med at afdække nye ting, kan stå i dilemmaet: Skal jeg skrive en innovationsrettet ansøgning, selvom jeg ikke er så erfaren i anvendt forskning, eller skal jeg gå tilbage og lave en ny spændende grundforskningsrettet ansøgning, hvor jeg ved, jeg kan brænde igennem,” forklarer Anders Bjarklev.

Fristelsen er at holde sig til det, man kender. Især også, fordi der skal sikres midler til instituttet, og risikoen for at fejle i finansieringen skaber pres. ”På den måde risikerer et ellers succesfuldt projekts forskningsresultater aldrig at blive omsat til produkter. Eller at der er nogle andre i Beijing eller Washington, der læser resultaterne og laver en virksomhed ud af det, og sælger det til os europæere bagefter. Det ville jo være rigtig ærgerligt, hvis det var tilfældet,” afslutter Anders Bjarklev.

Danmark har en målsætning om at blive uafhængig af fossil energi i år 2050. Det handler naturligvis om at blive i stand til at producere bæredygtig energi i de mængder, der er behov for. Men for at udnytte energien så effektivt som muligt, skal systemerne, der styrer el og fjernvarme, kunne kommunikere smidigt med hinanden.

Det gælder ikke kun for Danmark. I hele Europa er der fokus på den grønne omstilling, og på hvordan man kan implementere gode løsninger i de europæiske lande og verden over. Det skal projektet EVELIXIA se nærmere på.

Det starter lokalt

En af partnerne er Neogrid Technologies. En privat dansk virksomhed, der arbejder med intelligent energistyring.

”I projektet er der en række pilot sites, hvor vi skal demonstrere, hvordan man effektivt kan udnytte de udsving, der er på elmarkedet lokalt og i løbet af døgnet,” forklarer Per Dalgaard Pedersen, der er teknisk direktør i Neogrid Technologies.

Et pilot site er f.eks. boligforeninger, virksomheder eller andre former for fællesskaber, hvor man installerer solceller, vindmøller, ladestandere eller batterier for at lagre den energi, der produceres på stedet.

”Vores rolle er at forbinde udstyret, som er på disse pilot sites. Udstyret skal være online og styrbart. På den måde kan vi hele tiden opdatere og se, hvordan samspillet mellem udstyret virker,” fortæller Per Dalgaard Pedersen.

Den intelligente styring erstatter den manuelle styring. Det vil sige, hvilken type energi, der skal bruges på hvilket tidspunkt, og hvornår der skal tændes og slukkes for de forskellige installationer. Når relevante data er lagt ind i softwaren, bliver informationerne trænet med kunstig intelligens, så det passer til de lokale forhold. Systemet kan f.eks. styre, hvornår en boligforening med solceller skal sælge deres periodevise overskudsproduktion til elnettet, lagre den i batterier eller bruge den i fjernvarmenettet.

”Målet er at lave en stor international onlineplatform, der samler det hele. Derved udnytter vi bedst hinandens teknologier på tværs af de forskellige pilot sites i projektet,” fortæller Per Dalgaard Pedersen.

Åbner for nye forretningsmuligheder

Når EU vælger at støtte et stort projekt som EVELIXIA med mange partnere fra mange lande, er det, fordi man håber, at det er et skridt på vejen mod en standardiseret løsning.  Den samme teknologi og det samme styringsredskab skal nemt kunne kopieres og anvendes i lignende energifællesskaber på tværs af Europa. På den måde undgår vi, at hver enkelt virksomhed eller ejerforening skal udvikle det hele fra bunden.

Det sparer ressourcer lokalt og gør det attraktivt at investere i energioptimering, hvis man er en lille lokal forening. Samlet set betyder det, at energioptimeringen bliver effektiv og til fælles gavn. Og til gavn for Neogrid Technologies.

”Vi tror på, at optimeret styring af energifællesskaber er et forretningsområde for os. Der er ikke så mange virksomheder på markedet med den slags løsninger. Vi ser helt klart nogle fremtidsmuligheder her. Der er viden, teknologi og efterspørgsel, og det er spændende for os at være med til at udvikle området,” siger Per Dalgaard Pedersen.

Heldige at blive inviteret med

Det er i virkeligheden en anden dansk virksomhed, European Green Cities, som er tovholder på den danske del af projektet. De så tidligt en mulighed for at etablere et dansk pilot site i en boligforening i Aabenraa. Det var European Green Cities, der prikkede til Neogrid Technologies og spurgte, om de ville være teknologi- og IT-leverandør i projektet.

”Vi arbejder i forvejen med nogle af de ting, som er meget efterspurgte inden for energistyring. Da vi er et relativt lille firma, holder vi ikke særlig meget øje med de forskellige muligheder i EU’s programmer. Eller skriver projektansøgninger. Så vi var heldige at blive inviteret med,” forklarer Per Dalgaard Pedersen.

Projektet er blot et år inde i projektperioden, og derfor er det fulde samarbejde ikke startet endnu. Men Per Dalgaard Pedersen har dog fået en forsmag på projektet: ”Vi været til to generalforsamlinger, hvor alle partnere deltog. Det har vist sig, at det kan være svært helt at komme omkring, hvad der er gang i på de forskellige pilot sites, og hvad de forskellige partnere laver.”

Lige nu er det dog ikke et problem. Det er naturligt for så stort et demonstrationsprojekt, at meget af arbejdet foregår autonomt de forskellige steder. Reelt er det primært fire-fem aktører, Neogrid Technologies skal koordinere deres aktiviteter med.

”Det er klart, at når vi samler erfaringerne med alle de andre pilot sites, vil der være andre og nye muligheder. Vi vil komme til at samarbejde tættere med mange af de andre aktører. Det bliver spændende, om det kan fungere godt. Men det tror jeg da,” afslutter Per Dalgaard Pedersen.

På en mark tæt på Syddansk Universitet går en lille flok får rundt og græsser. Mens de fredeligt og tilsyneladende tilfredse nipper til græsstrå, foregår der et stort forsøg i deres indre. En måned tidligere var de på operationsbordet, hvor de fik indsat to kunstige hovedpulsårer, en på hver side af halsen. Blodårerne, eller grafterne, som man kalder dem, er i hver deres silikonemateriale.

Spørgsmålet er nu, om det ene materiale, som er nyt og på forsøgsstadiet, er bedre end det normalt anvendte materiale til at forebygge arvæv og blodpropper, som er de kunstige årers store ulempe.

”Jeg plejer at sige, at vi bedriver fårskning,” griner Jes S. Lindholt, professor og overlæge i kardiologi på Syddansk Universitetshospital (SDU) og koordinator på projektet TeleGraft. Projektet har modtaget 32 mio. kr. under Horizon Europe til at udvikle nye grafter, der kan håndtere infektioner, arvævsdannelse og tilstopninger af størknet blod.

Dialysepatienter i store problemer

”Vi bruger helst patienters egne reservedele, hvis der skal udskiftes en blodåre. Altså nogle blodårer, de kan undvære. De holder bedst. Hvis vi ikke har den mulighed, må vi bruge kunstige blodårer. Og der, hvor vi ser de allerstørste problemer med de kunstige blodårer, det er, når de bruges i dialyse,” fortæller Jes S. Lindholt.

I dialyse, hvor nyresvigt betyder, at man er nødt til kunstigt at rense patienternes blod for affaldsstoffer, kobler man pulsårer med venesystemet. I pulsårerne løber blodet hurtigt under højt tryk, mens venesystemet er et mere stilleflydende system.

”Det betyder, at risikoen for arvævsdannelse er meget høj. Så kommer der en forsnævring i sammensyningerne, altså mindre plads til at blodet kan løbe. Samtidig mangler de kunstige blodårer de naturlige mekanismer der gør, at blodet ikke størkner. Så grafterne har det med at lukke til meget hurtigt,” forklarer Jes S. Lindholt.

Samtidig skal de kunstige blodårer kunne holde til at blive stukket i. Ofte to stik tre gange om ugen. Det sætter store krav til materialet, ligesom det øger risikoen for, at der tilføres bakterier, så patienterne får infektioner og blodforgiftning.

”70 % af sådan nogle sammenkoblinger til dialyse giver problemer inden for et år. Så det siger sig selv, at det ikke er noget sjovt liv for de patienter,” forklarer Jes S. Lindholt.

Ud over dialysepatienter vil samme teknologi kunne udskifte de grafter, man sætter ind ved de 1000-1500 årlige bypassoperationer i Danmark.

Innovativt polymer-komposit

Fra et klinisk synspunkt giver det mening at finde et nyt materiale, der kan minimere risikoen for infektioner og kopiere nogle af de egenskaber, som biologiske blodårer har.

Her har SDU slået sig sammen med virksomheder, der har ekspertise i udvikling af medicinsk udstyr. Blandt andet virksomheden Biomodics, som Jes S. Lindholt kender fra et andet projekt om blærekatetre, hvor risikoen for infektioner også er meget høj.

Graften, som testes, er sammensat af tre lag. Et indre lag der består af små mikrokanaler, hvor man kan fylde et stof i, der skal forhindre dannelsen af det arvæv, som forsnævrer eller tilstopper passagen. Et mellemlag af tynd silikone der gør, at hullet fra nålen vil dækkes til igen af silikonen, så der ikke blødes igennem graften. Og til sidst et yderlag, hvor man kan tilføre antibiotika.

”Og det bliver endnu mere science fiction-agtigt,” fortæller Jes S. Lindholt begejstret og fortsætter:

”Antibiotikaene kan vi lægge fast nede i de små mikrokanaler og kun fremkalde ved hjælp af lys. Og fordi de her dialyseadgange ligger lige under huden, kan man lyse på dem og trigge en frigivelse. Hvis man ser, at der begynder at komme tegn på betændelse, kan man så tage det i opløbet.”

Ion der kan forhindre blodpropper

Det stopper ikke her. Når man undersøger bjørne i hi, har man undret sig over, at blodet nærmest kan stå stille uden at størkne i deres blodårer, mens de sover. Her har man fundet et stof i blodårerne, som forhindrer kontakt imellem blodet i åren og blodårens indre overflade, når bjørnen sover. Det er altså kontakten mellem blod og blodåreoverflade, der aktiverer størkningsprocessen.

Man har fundet ud af, at man kan efterligne funktionen ved at bruge et bestemt ion – et zwitter-ion. Hvis man kan lægge det på inderlaget af graften, kan man måske forhindre, at blodet størkner og dermed undgå de blodpropper, som er et problem for patienter, der har fået indopereret grafter.

Offentlig-privat samarbejde gør en forskel

Projektet TeleGraft er et godt eksempel på, hvordan offentlige organisationer og private virksomheder kan arbejde sammen om at løse udfordringer i samfundet. Klinikerne kender her udfordringerne og behovene hos patienter, mens de private virksomheder bidrager med specialviden.

I TeleGraft står private forskere bag materialeudvikling og kommercialisering, mens hospitaler og universiteter står for grundforskningen, mikrobiologi, raman spektroskopi (kemiske målinger ved hjælp af lys) og de kliniske forsøg. Med syv meget forskellige partnere er det ikke uden sværdslag.

”Der er hele tiden den udfordring, at de har deres patentinteresser, og det ligger ikke i vores reflekser at tænke i den slags på universiteterne. Vi tænker, at har vi nogle nye fund, så skal de bare ud og flyve. Men sådan kan de private virksomheder ikke tillade sig at tænke. De er nødt til at tage vare på deres kommercielle interesser. Der skal vi lige lære hinanden at kende,” forklarer Jes S. Lindholt.

I konsortiet forsøger de at løse det ved at indgå samarbejdsaftaler, så alt, der kommer ud, skal vendes i konsortiet først. Derudover kan der være uligheder i, hvor meget arbejde man lægger i projekterne.

”Når man sammensætter et konsortium til sådan et projekt, så går man efter de mest kompetente og mest vidende mennesker, man kan forestille sig kan bidrage. Især på det eksperimentelle plan. Når man gør det, så risikerer man også at fange nogen, der er så fortravlede, at de ser projektet som sekundært i forhold til deres egne projekter,” fortæller Jes S. Lindholt.

Når det er sagt, så mener han, at fordelene overstiger ulemperne.

”Jeg fascineres af de her netværk med mange forskellige kompetencer, og hvor alle kan bidrage med noget, som andre ikke kan. Det er en fantastik palette af højteknologiske løsninger, man bringer sammen og får til at spille sammen. Jeg vil ikke sige, at jeg forstår alle teknologierne, der anvendes helt til fulde, men som jeg plejer at sige: man kan godt køre en bil, selvom man ikke forstår, hvordan motoren fungerer. Tilsammen gør vi en forskel,” fastslår Jes S. Lindholt.

I projektet kan fårene på marken ved Syddansk Universitet forhåbentlig snart erstattes af et First-in-Human-forsøg og derefter et fase II forsøg, inden projektperioden løber ud i 2026.

”Europæisk industri var sakket bagud. Så vi begyndte at diskutere, hvordan Europa kunne blive mere konkurrencedygtigt. Medlemslandene havde ikke noget samarbejde, og vi havde endnu ikke det indre marked. Den fragmentering gjorde det rigtig vanskeligt at konkurrere globalt,” fortæller Dan Andrée, seniorrådgiver for The University Alliance Stockholm Trio og involveret helt fra starten i udviklingen af det første rammeprogram (FP1).

Diskussionen var allerede begyndt med programmerne ESPRIT og RAISE, der var strategiske programmer inden for forskning i informationsteknologi og telekommunikation. Hensigten var at lade europæiske virksomheder indgå i transnationale samarbejder om udviklingen af nye teknologier. Den indbyrdes konkurrence kunne undgås, fordi samarbejdet foregik inden selve udviklingen af produkter. Indtil da havde forskningsprogrammer stort set udelukkende holdt sig på nationalt plan, og der var ikke et europæisk program, der støttede samarbejde over landegrænser.

Stor betydning for Europa

”Det har betydet meget for den europæiske industri at udvikle standarder på europæisk niveau uden at skulle konkurrere med hinanden. Det var starten på mobiltelefonerne, og parallelt begyndte det at brede sig til andre industrier som rumfart og bilindustri. Bilproducenter kunne samarbejde om de nødvendige basisteknologier og derefter udvikle egne brands,” fortæller Dan Andrée. I dag har vi stadig brug for den type præ-kommercielle partnerskaber til at udvikle f.eks. AI, nye materialer og batterier, så universiteter og virksomheder er nødt til at samarbejde. Når man kommer tættere på et produkt, kan virksomhederne gå videre på egen hånd, understreger Dan Andrée.

Vigtige indsatser i programmets historie

Spørger man Dan Andrée om de vigtigste bedrifter i rammeprogrammerne FP1 til FP9, peger han på, at EU i dag har det største åbne forsknings- og innovationsprogram i verden. Vist er det de 27 medlemslande, der driver projekterne og modtager langt de fleste midler. Men i alt deltager næsten 200 lande i form af globale samarbejder mellem virksomheder og forskningsenheder.

”Det er virkelig unikt, og noget, som vi selvfølgelig bør holde fast i også i fremtiden,” fastslår Dan Andrée.

Åbenhed overfor omverdenen var også det bærende princip, da rammeprogrammet i 1996 lancerede et forskermobilitetsprogram opkaldt efter den polsk-franske forsker Marie Skłodowska-Curie. Det skete samtidig med øget fri bevægelighed og samarbejde i den nyskabte Europæiske Union. Indtil idag har flere end 65.000 forskere med støtte fra programmet forsket i et andet land end deres hjemland. Rammeprogrammet har også gennem tiden skiftet karakter og indhold. Det snævre industrielle fokus blev midtvejs i rammeprogrammets levetid suppleret af et større fokus på, hvordan forskning kan løse de samfundsmæssige udfordringer inden for blandt andet sundhed og klima – og i nyere tid f.eks., hvordan forskning kan bidrage til løsningen af en global pandemi.

Et område, der ifølge Dan Andrée springer i øjnene, er oprettelsen af Det Europæiske Forskningsråd (ERC) i 2007, hvor der blev nedsat et uafhængigt råd af forskere til at uddele midler til banebrydende forskning. ”Tilføjelsen af ERC var en af de vigtigste indsatser og er nu et af rammeprogrammets flagskibe,” siger Dan Andrée. Efter ERC’s forbillede søsatte medlemslandene i 2021 Det Europæiske Innovationsråd (EIC) med et budget på 75 mia. kroner. Det er i dag et vigtigt program til at fremme europæisk innovation, startups og deep tech-iværksætteri.

Balancen mellem forskning og innovation

De tidlige programmer var især orienteret mod det industrielle samarbejde, men med tiden har også produktudvikling og innovation fået mere plads i programmerne. Faktisk så meget at man bør være opmærksom på, at balancen ikke tipper, mener Dan Andrée.

”De tidlige programmer fra FP1 til FP7 var meget detaljerede, det var nærmest bestillinger på forskning og innovation. Men hvis man vil løse udfordringer i stedet for at diktere en tematik, må man give ansøgerne en mulighed for at fortælle, hvordan de vil løse de udfordringer. Det betød, at opslagene i de nyere programmer blev mere åbne,” fortæller Dan Andrée. Balancen mellem de kortsigtede og langsigtede indsatser i rammeprogrammet er vigtig også fremover. Støtte til løsninger tættere på markedet bør ifølge Dan Andrée gå hånd i hånd med støtte til langvarige forskningssamarbejder mellem universiteter og virksomheder. De skal sammen kunne udvikle nye teknologier, der kan få Europa til at stå endnu stærkere i den stadig øgede globale konkurrence.

Dan Andrée håber, at man i diskussionerne og designet af det tiende rammeprogram har fokus på, at vi har noget at innovere på i fremtiden: ”Det meste innovation bygger jo på forskning.”

Selvom ordet innovation faktisk er mere end 100 år gammelt, er vores fælles historie fyldt med opfindelser og nybrud, der blev definerende for menneskets og samfundets udvikling. Tænk på hjulet og penicillin. I nyere tid var det økonomen Joseph Schumpeter, der i 1911 første gang definerede innovation og dets betydning for den økonomiske udvikling i et samfund. Ordet innovation har ’genopfundet’ sig selv gennem årene, og i dag møder vi begreber som radikal innovation, grøn innovation og social innovation.

I det europæiske forsknings- og innovationsprogram Horizon Europe er det den videnbaserede innovation, der fylder. Her betragtes innovation som afgørende for økonomisk vækst og konkurrenceevne og en forudsætning for, at Europa kan stå stærkt i den globale konkurrence. Innovation er i Horizon Europe samtidig nøglen til blandt andet grønne og digitale forandringer, der kan løse nogle af de store globale samfundsudfordringer, vi står overfor.

Det øgede fokus på innovation i Horizon Europe ses blandt andet i etableringen af Det Europæiske Innovationsråd, som så dagens lys i 2021. Rådet er i dag den største europæiske investor i forskningsbaseret innovation og står for uddeling af cirka halvdelen af midlerne til innovation i Horizon Europe. Derudover støtter Horizon Europe også internationale samarbejdsprojekter, hvor innovative løsninger er med til at løse globale samfundsudfordringer og styrke industriens konkurrenceevne.

Danmark blev i 2023 kåret som det EU-medlemsland, der præsterer bedst inden for innovation. En måde at bevare den førsteplads er at deltage aktivt i innovationsprogrammerne i Horizon Europe, hvor virksomheder og forskere arbejder sammen. Danske virksomheder, universitetsforskere, iværksættere og startups er i dag med i cirka hvert 9 EU-projekt om at udvikle og opfinde fremtidens løsninger. Så mens vi glæder os over, at den forskningsbaserede viden kommer videre ud i virksomhederne og på markedet, er vi i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i gang med at se nærmere på dansk deltagelse i de innovationsrettede instrumenter i Horizon Europe, og hvordan vi bliver endnu bedre til at understøtte den videnbaserede innovation i Danmark gennem programmet.

I denne udgave af EUindblik sætter vi fokus på dem, der arbejder med innovation, og du kan derfor møde et lille udpluk af de aktører i Danmark, der allerede er engagerede i internationale innovationsprojekter finansieret via Horizon Europe. Læs hvordan forskere, hospitaler, virksomheder og startups skaber en ny generation af løsninger og produkter. Du kan blandt andet blive klogere på kunstige blodårer, droneteknologi til overvågning af skovbrande og nye typer af insulinpenne.

Rigtig god læselyst.

Når ordet innovation falder i en samtale, forestiller de fleste sig, at det handler om at få den rigtige idé og føre den ud i livet. På sin vis rigtig nok. Men idéer, der er stærke nok til at blive til produkter ude i virkeligheden, opstår sjældent af sig selv. De opstår i samspil. Det er den klare udmelding fra Jes Broeng, direktør for DTU Entrepreneurship og selv iværksætter.

”Når jeg hører ordet innovation, tænker jeg på holdsport. Mange gange opstår idéerne i samspil mellem mennesker med forskellige baggrunde, og det er netop de forskellige indgangsvinkler, der kan løfte dem. Så for at komme bort fra det dér med, at innovation starter med en idé, kan jeg godt lide at sige, at det starter med teamet,” fortæller Jes Broeng.

Foto: Tuala Hjarnø

En høj fejlmargin er positivt

God innovation er de løsninger, som samfundet vil få brug for i fremtiden. Udfordringen er, at vi ikke nødvendigvis kan se her og nu, hvad der er de bedste løsninger. Nogle gange fordi vi endnu ikke har de videnskabelige erkendelser, der skal til, andre gange fordi vi simpelthen ikke ved, hvad fremtiden bringer.

”Når vi ikke kender fremtidens behov, er det svært at finde de vindende idéer. Derfor skal man have en vis risikovillighed, når man finansierer og investerer i innovation. Når man foretager samfundsinvesteringer, er man nødt til at acceptere en vis fejlmargin. Hvis det hele lykkes, så har man simpelthen været for konservativ, og det rykker ikke,” fortæller Jes Broeng.

Der kan lyde paradoksalt at acceptere en høj fejlmargin, men det handler om at give plads til det uventede.

”Når man finansierer forskning eller investerer i en virksomhed på et tidligt tidspunkt, så er der måske 20 procent af idéerne, der viser sig ikke at kunne lade sig gøre. Men hvis projekterne omvendt bliver vurderet for hårdt i starten, så har vi ikke finansieret det ene projekt, der stikker ud og bliver en succes,” fortæller Jes Broeng.

Derfor ser han innovation som den underskov af mangfoldige idéer, der gør det muligt at finde veje til en positiv samfundsudvikling.

Bland videnskaberne

Der er forskel på, hvordan universiteterne støtter innovation. De tekniske universiteter, hvor Jes Broeng har sin daglige gang, er ofte drevet af problemløsning og anvendt forskning. Det betyder, at der er en kultur, der inspirerer til innovation og entreprenørskab.

Men på de universiteter, der også rummer samfundsvidenskaber og humaniora, er der ifølge Jes Broeng potentiale til at rykke langt på innovation, fordi de rummer en mangfoldighed af fagligheder. Det kan netop danne grobund for at finde de banebrydende løsninger, som er nødvendige.

”Vi ved fra forskning i entreprenørskab, at psykologi betyder lige så meget for forretningen som teknologi. Hvordan man som iværksætter tackler de mange udfordringer, man møder internt i ens team og i relationen til omverdenen. Det er lige så vigtigt at forstå konflikter i teamet som partnere og kunder. Alle de fagligheder, vi ikke traditionelt forbinder med entreprenørskab, er der lige så meget brug for, når man taler om innovation,” understreger Jes Broeng.

Den moderne opdagelsesrejsende

Stikker man næsen ind til en forelæsning i entreprenørskab på DTU, vil man observere, at en god del af de studerende kommer fra mange forskellige europæiske lande. Måske gør det, at vi vokser op i et trygt dansk miljø med sikkerhedsnet spændt under de fleste aspekter af livet, at vi ikke er risikovillige nok?

”Jeg tror ikke nødvendigvis, det er en dansk indstilling. De, der vælger at snuse til entreprenørskab, er nok dem, der er lidt mere mobile og har det her eventyrgen. Som entreprenør udforsker man ukendt land. Det meste af verden er opdaget, og det kan gøre, at innovation og entreprenørskab tilfredsstiller den moderne opdagelsesrejsende. Det er en måde at komme ud, hvor det også er lidt farligt,” fortæller Jes Broeng.

I den forbindelse kan Danmarks mere sikre samfund være en fordel, for det kræver sikkerhed og investeringer at løbe innovation i gang, mener Jes Broeng og uddyber: ”Vi har nogle strukturer, der gør Danmark til et rigtig godt iværksætterland. Det er måske et af de nemmeste steder i verden at starte virksomheder. Men det er stadig nyt for os. Vi har ikke helt den investeringskultur, som man f.eks. har i Sverige. Vi har måske en lidt mere trygheds- eller lønmodtagerkultur. Jeg ser dog, at de yngre generationer, uanset deres baggrund, har meget gå-på-mod, og det har vi også brug for. Diversiteten handler også om forskellige aldre og erfaringer.”

Innovationens mikrogeografi

Hvis innovation gror allerbedst i et økosystem med mennesker med diverse baggrunde, kræver det, at mennesker mødes. Når vi skaber rammer for det møde, kan vi hjælpe med at få idéer til at opstå.

”Studier viser, at hvis du er inden for en radius af 250 meter med andre, der arbejder med idéudvikling, opstår der mere innovation. Så det handler også om det klassiske møde over kaffemaskinen, hvor der opstår ting og sager. Hotspots og iværksættermiljøer har stor betydning. Det er selvfølgelig ikke den eneste faktor, men man må helst ikke sidde for meget alene,” fortæller Jens Broeng. Og så er vi tilbage til teamet. Der hvor idéerne opstår, og den konkrete innovation starter.

På Center for Antibody Technologies på DTU er en gruppe forskere i fuld gang med at kombinere metoder til at lave bredspektrede antistoffer med mRNA-teknologi. Det skal gerne resultere i immunterapier, der kan behandle allergier, der generer millioner af mennesker verden over. Det projekt havde aldrig set dagens lys, hvis ikke det havde været for et tidligere forskningsprojekt om slangegift og modgift.

Bag forskningen i slangegifte og deres toksiner står professor i antistofteknologi, Andreas Hougaard Laustsen-Kiel og hans team. I 2018 modtog han en stor forskningsbevilling fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC) til at etablere en forskergruppe.

I dette tilfælde blev pengene sammen med bevillinger fra Villum Fonden, Wellcome og Innovationsfonden brugt til at oprette Center for Antibody Technologies på DTU og dermed etablere banebrydende forskning i bredspektrede antistoffer, modgifte og toksinologi.

Det har kastet flere ting af sig blandt andet et diagnosticeringsværktøj, der i stil med en Covid 19-kviktest kan bruges i marken. Det gør, at man hurtigt kan identificere slangen bag et bid og få fat på den rigtige modgift med det samme. Eftersom en halv million mennesker årligt enten invalideres eller dør af slangebid, kan sådan et værktøj have stor samfundsmæssig betydning.

Det har også sikret Andreas Hougaard Laustsen-Kiel to mindre ERC-bevillinger til at forfølge det kommercielle eller samfundsnyttige potentiale i centrets forskning. Det ene projekt ligger lige for og handler om at udvikle modgift mod enkeedderkoppers gift. Det andet er inden for et helt andet område, nemlig vaccine mod allergier.

At opsøge heldet

For at nå dertil mener Andreas Hougaard Laustsen-Kiel, at man ikke kun kan nøjes med nysgerrighedsdreven forskning. Man skal opsøge heldet og det uventede.

”Når man arbejder med forskning og innovation, må man ikke gå med skyklapper. Selvom man arbejder målrettet inden for et felt, kan man godt kigge lidt til siden en gang imellem og sige: Det vi har fundet her, hvordan forholder det sig til omverdenen og udviklingen inden for andre områder? Kan vi kombinere nogle ting, vi ikke kunne kombinere for fem år siden? Man skal være klar til at sætte pris på det uventede,” fortæller han.

Den tanke har han sat i system. På hans center opfordres alle til en form for tvungen tænk-ud-af-boksen-aktiviteter. ”I mit center har vi f.eks. ikke journal club, vi har invention club,” fortæller Andreas Hougaard Laustsen-Kiel.

I en journal club er hovedtanken, at forskellige studerende eller postdocs hver måned finder en spændende artikel og præsenterer den for kollegaerne til gensidig inspiration.

I princippet en rigtig god idé, men i praksis sker der ofte det, at en travl dagligdag fyldt med forskning, undervisning og publicering gør journal club til et sidste-øjebliks-projekt. Det ender med at blive mere irriterende end inspirerende.

”Hos os er det sådan: en forsker i centret bliver bedt om at præsentere en opfindelse, som de selv laver. Vi har guideline til, hvordan vi hurtigt kan vurdere en opfindelse. Til gruppemødet sidder vi som i Løvens Hule og stiller kritiske og konstruktive spørgsmål,” forklarer Andreas Hougaard Laustsen-Kiel.

Covid 19-vaccine og allergibehandling

Foreløbigt er virksomheden VenomAid Diagnostics og flere innovationsprojekter sprunget ud af invention club. Det er også den, der er årsagen til, at det, der startede som forskning i udvikling af modgift til slangebid, er fortsat som et innovationsprojekt om immunterapi for allergikere.

Andreas Hougaard Laustsen-Kiel bad sin daværende postdoc, Esperanza Rivera de Torre, om hun kunne udtænke noget, der kombinerede slangemodgiftsforskningen på centret med den mRNA-teknologi, som har taget kvantespring i forbindelse med udvikling af covid 19-vacciner.

”Hun mente, det var nærlæggende, at vi arbejdede med allergiimmunterapi. Den gruppe, hun arbejdede ved siden af under sin ph.d., var en allergigruppe. Så for hende var det oplagt at gå ind i det felt og skabe fornyelse her,” siger professoren.

Innovation kan trænes

Den konkrete nye innovation var ikke noget, som Andreas Hougaard Laustsen-Kiel havde forudset, da han skrev ansøgningen til Det Europæiske Forskningsråd. Han husker, at han dog var klarsynet nok til at nævne, at de metoder, de arbejdede med, nok kunne bruges i andre felter. Men at det lige skulle være allergi og mRNA var på ingen måde på tegnebrættet dengang.

”Jeg synes, det er noget af det, vi er gode til i mit center. Vi træner i at tænke, at der opstår sideopgaver gennem vores arbejde, som man kan kaste sig over. Hvis man skaffer penge til det. Vi forsøger på den måde at få et element af innovation i alle vores projekter,” siger Andreas Hougaard Laustsen-Kiel.

Gør innovation til en del af uddannelsen

Det er en udfordring, uanset om der skaffes midler eller ej, at finde de medarbejdere, der kan bringe idéerne videre. Andreas Hougaard Laustsen-Kiel understreger, at han kun taler ud fra egne erfaringer.

”Dem, jeg ser, der kaster sig ud i entreprenørskab, er i høj grad folk, der tidligt prøvede det af og derfor har en erfaring med iværksætteri. De har måske selv været iværksættere eller som minimum været del af en startup. Jeg ser næsten ikke nogen midt i deres karriere eller folk, der kommer fra private job i industrien, som pludselig kaster sig over iværksætteri,” siger han.

Hvis man vil fremme innovation, mener Andreas Hougaard Laustsen-Kiel derfor, at universiteterne skal prioritere det som en kerneopgave at bringe forskningen videre til kommercialisering og fremme de miljøer, hvor man eksperimenterer med at omsætte forskning til iværksætteri.

”Jeg synes, DTU gør meget for at bringe entreprenørskab og innovation ind i undervisningen. Der er ekstra aktiviteter og kurser for de studerende, så de får en bedre føling med, hvad innovation er. Det mener jeg, alle universiteter bør gøre.”

Og så mener professoren i øvrigt, at man ikke skal være så bange for at kaste sig ud i en karrierevej som entreprenør: ”Man skal lære, at i værste fald går ens projekt i vasken. Og man skal huske, at der står mange virksomheder klar til at ansætte dig – i hvert fald inden for life science. Virksomhederne ved, at de ting, som du har lært om innovation, kan bruges i industrien.”

I 2019 startede virksomheden GO-Pen ApS. med et stort smil og en powerpoint.

De to grundlæggere Ole Kjerkegaard Nielsen og Michael Ejstrup Hansen skulle overbevise investorer om, at deres idé om en ny type insulinpen, som alle har råd til, var værd at investere i.

Fire år efter har de rejst over 40 mio. kr. og er i dialog med de amerikanske sundhedsmyndigheder om en godkendelse, der giver adgang til det amerikanske marked for den første insulinpen, som kan spare brugerne for mange penge. CE-mærket til det europæiske marked er også på vej. Disse to forhold vil lette vejen til det internationale marked.

”Det er ret dyrt at udvikle et produkt som vores. Her har bevillingen fra Det Europæiske Innovationsråd betydet virkeligt meget. Vi har rejst meget privat kapital i Danmark fra nogle meget gode investorer, men måske kunne de havde mistet modet, hvis de skulle have betalt hele rejsen selv,” fortæller Ole Kjerkegaard Nielsen.

Diabetes kan ramme alle – især de fattigste

Så hvordan opstod idéen om en ny insulinpen? Der produceres i forvejen milliarder af insulinpenne fra store etablerede virksomheder med Novo Nordisk i spidsen.

Men insulinpenne kan være en stor udgift for personer i lande, hvor der ikke er tilskudsforhold som i Danmark. Mennesker med diabetes, som lever under fattige vilkår, bruger i stedet insulin fra hætteglas. Insulinen suges op i en sprøjte, og de skal selv dosere korrekt. Det er en billigere løsning, men de kan have dårligt syn og manglende fingerfærdighed, som gør, at doseringen bliver mere besværlig at gøre korrekt hver gang.

”Der er 15 millioner mennesker, der bruger insulin i hætteglas og indsprøjter sig selv flere gange hver dag. De bruger insulin fra hætteglas, fordi de ikke har råd til andet. Med krig og høj inflation ser vi, at fattigdom udvikler sig negativt, og der er desværre en negativ sammenhæng mellem udvikling af fattigdom og diabetes,” fortæller Ole Kjerkegaard Nielsen.

Han ved, hvad han taler om. Efter at have arbejdet med diabetes og fedme over en årrække og bl.a. boet fem år i Nigeria, har han haft rig mulighed for at observere, hvad der også er videnskabelig evidens for: Jo fattigere man er, jo mere usundt spiser man. De billigste fødevarer indeholder ofte masser af stivelse, salt og fedt, og det er derfor ikke billedet af udmagrede mennesker, som vi kender fra hunger-katastrofer, der dominerer i ressourcesvage områder. Det er den usunde type overvægt.

”Vi så, at der var et hul i markedet. Der fandtes simpelthen ikke en insulinpen, som alle har råd til. Så vores udgangspunkt var at skabe en løsning, der er inden for det økonomiske råderum for alle mennesker i hele verden,” fortæller Ole Kjerkegaard Nielsen.

Store spillere skal bruge kræfterne på store innovationer

Så hvordan kan det være, at de store farmaceutiske virksomheder, der udvikler insulinprodukter, ikke for længst har skabt denne pen?

”Jeg skal jo ikke forklare, hvorfor de store virksomheder gør, som de gør, men vi regner med, at vores produkt får en omsætning på 100 mio. euro om året. Det er, hvad store virksomheder sælger for på en formiddag. Og det er godt, at vi har nogle virksomheder, der ikke lader sig distrahere af små forretninger. De store virksomheder skal virkelig tænke sig om, når de sætter deres forsknings- og udviklingsmaskine i gang, for den er dyr. Men det er også dem, der kan komme med de store gennembrud,” mener Ole Kjerkegaard Nielsen.

For en mindre virksomhed er en forventet omsætning på 100 mio. euro en god præstation. Derudover er eksemplet GO-Pen også vigtig set ud fra et humanistisk synspunkt, fordi det bidrager til at sikre bedre livsvilkår for nogle af dem, som ikke har de samme muligheder som flertallet.

”Jeg forestiller mig, at der ligger meget guld og venter i randen af store virksomheder. Det er måske ikke det indtjeningspotentiale, som en stor virksomhed skal gå efter, men mindre agile virksomheder kan bruge den teknologi, der allerede findes, til at gå målrettet efter nogle mindre markeder,” pointerer Ole Kjerkegaard Nielsen.

Vigtigt at få EU med

Et produkt som GO-Pen skal kunne leve op til en lang række krav, før det kan opnå godkendelse til at blive introduceret på markedet. Her passer Det Europæiske Innovationsråd og deres Accelerator-program perfekt, da det er støtte til startups, der leder efter ’betydelig finansiering, men hvor de involverede risici er for høje til, at private investorer alene kan investere’.

Virksomheden ansøgte i sommeren 2021. EIC Accelerator foregår i tre trin, hvor man får en forhåndsvurdering, inden man bliver inviteret til at lave den rigtige ansøgning. På den måde sorteres de projekter fra, som er for umodne eller ikke egner sig til denne type bevilling. Derefter skal man pitche sit projekt for en jury.

I februar 2022 sendte de deres store ansøgning ind, men fik i første omgang ikke lov til at pitche. Det lykkedes senere på året i september. Første udbetaling tikkede ind i marts 2023, og anden rate af de 2,5 mio. euro er netop blevet bevilliget i maj 2024 efter rapporteringen af det foreløbige arbejde.

Dokumentationen indebærer f.eks., at instruktionen i emballagen er så let forståelig, at alle kan finde ud af at bruge produktet med det samme. Produktionsmiljøet skal være kontrolleret, så der ikke opstår forureninger og dermed komplikationer ved brug af pennen. Også doseringsmekanisme og påfyldning skal fungere for brugeren. Og så er der den udfordring, at insulin er et følsomt produkt, der let bliver nedbrudt. Derfor skal opbevaringen i pennen fungere upåklageligt.

”Vi har lavet forsøg, hvor vi har bagt insulinen i en længere periode og centrifugeret den i 16 timer i døgnet. Det er helt vildt, hvad vi har skullet udsætte den for, så vi kan dokumentere, at alt er forsvarligt, og at insulinen kan holde i brugsperioden for pen og reservoir,” uddyber Ole Kjerkegaard Nielsen.

Den gode entreprenør

For begge grundlæggere var det faglige på plads inden opstart. Begge havde de en baggrund i Novo Nordisk, hvor Ole Kjerkegaard Nielsen havde arbejdet med bæredygtighed og partnerskaber inden for fedme og diabetes, og Michael Ejstrup Hansen i en årrække var ekstern chefdesigner på netop insulinpenne.

Men faglighed alene gør det ikke.

”Måske er det vigtigste i mit tilfælde, at jeg har familiemæssig opbakning. Min kone har bakket mig op hele vejen, og hun har også været i stand til at samle regninger op. Der gik f.eks. halvandet år, hvor jeg ikke fik nogen løn,” fortæller Ole Kjerkegaard Nielsen.

Og så skal man være indstillet på at bruge rigtig meget tid på ting, der ikke fungerer, understreger han: ”Alle problemer ender jo på direktørens bord. Det skal man være i stand til at ryste af sig og sige: Ok, her var noget, vi skal tænke over. Hvordan kan vi få vendt det til vores fordel?”

Europa har gjort det godt, når det gælder ny og banebrydende forskning. Den strategiske indsats fra europæisk side, der har søgt at styrke eksisterende produktion i EU-landene, har også vist sig ganske succesfuld. Men det er langt fra nok. EU-landene skal være endnu bedre til at konkurrere om fremtidens løsninger og produkter i en global verden.

Det er det overordnede budskab fra Marianne Thellersen og Lone Ryg Olsen, der begge er medlemmer af Innovationspolitisk Udvalg i interesseorganisationen Danske Universiteter. Udvalget skal komme med input til, hvilke politiske målsætninger Danske Universiteter skal arbejde for, når det gælder innovation og erhvervsfremme.

Rådgivning i innovation

For at styrke vejen fra grundforskning til innovation har alle universiteter skabt initiativer, der skal fremme innovation.

”Vi hjælper med at danne teams omkring innovationsprojekter, og vi hjælper med at finde en investor, hvis forskeren ikke selv ønsker at gå ud med en startup. Vi tilbyder mentor- og acceleratorforløb på alle niveauer,” fortæller Marianne Thellersen, der udover at være forperson for Innovationspolitisk Udvalg til daglig også er koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab på DTU.

Foto: Tuala Hjarnø

Meget af det samme gør sig gældende på Aarhus Universitet, fortæller Erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen: ”Vi tilbyder undervisning, forretningsudvikling, mentorforløb og match mellem innovatorer og Business Angels. I vores startupfaciliteter i Aarhus kan forskere og studerende få kontorplads, indtil de har opbygget en forretning. Vi forsøger at skabe et økosystem, som kan fremme innovation og spinoffs fra forskningen.”

Excellence og innovation er ikke modsætninger

Når vi taler om at styrke innovation, handler det ikke kun om det praktiske, men også om mindsettet. Forskere opdrages sjældent til at tænke kommercielt, så der er nogle gange en mental modstand. En høj placering på H-indekset er stadig det, der får den enkelte forsker til at skille sig ud og øger vedkommendes chancer for at trække midler hjem. Derfor gør mange forskere mere ud af at publicere og holde deres forskning varm frem for at skabe nye virksomheder eller produkter.

Dette er ikke noget, den enkelte forsker kan ændre, men nogle strukturer, der skal ændres.

”Selvfølgelig skal man publicere. Man skal dele sin viden som forsker. Men det kan jo også være, at man er en excellent forsker, hvis man har drevet nogle store samarbejder med virksomheder eller offentlige myndigheder. Eller at man har haft mange ph.d.-studerende, som efterfølgende har lavet virksomheder på baggrund af den forskning, man har lavet sammen. Hvorfor kunne det ikke være en del af forståelsen af excellence?” spørger Marianne Thellersen.

Det er noget af det, som for tiden diskuteres i Innovationspolitisk Udvalg og i de europæiske fora for forskningspolitik.

Unge og meget erfarne forskere er de mest innovative

Heldigvis for innovationen er der flere og flere unge, der bliver interesserede i at gå videre med deres forskning på universiteterne og lege med entreprenørskab.

”Det er enten de meget erfarne forskere eller de helt unge forskere, som er mest aktive, når det gælder innovationsprojekter. I virkeligheden er det en god kombination. De meget erfarne forskere er gode til at opnå finansiering, og de yngre forskere er motiverede for at udforske andre aktiviteter end ren forskning. Måske fordi det i dag ikke er alle, der kan få en forskerkarriere, og derfor er flere på udkig efter andre måder at bringe deres forskning i spil,” fortæller Lone Ryg Olsen.

Foto: Jens Hartmann

Ny teknologi handler om at kunne tænke forfra

Selvom det går bedre med innovationen på danske universiteter end for blot få år siden, er det nødvendigt, at universiteterne tør satse. ”Hvis Europa skal forblive relevant i verden, er det vigtigt, at vi skaber nye virksomheder, der tænker videnbaseret og helt forfra. Universiteterne har traditionelt været rigtig dygtige til at styrke og berige virksomheder, som eksisterer i forvejen. Men universiteterne skal også være synlige i økosystemet, hvor nye virksomheder skabes,” understreger Lone Ryg Olsen.

Den viden, der produceres på universiteterne, skal altså i højere grad transformeres til innovation. Det er en proces, man ofte forventer, at de store etablerede virksomheder tager sig af. Store virksomheder har dog en masse andre hensyn i forhold til portefølje og aktionærer, og er ikke altid klar til at samle projekter op, der ligger ude i periferien. Det er typisk mindre og mere agile virksomheder, som griber nye idéer og kan udvikle sig til morgendagens højdespringere. Små virksomheder har dog ikke den samme økonomiske formåen som større virksomheder. Marianne Thellersen peger på innovationsprogrammerne i Horizon Europe som en mulighed til at styrke økonomien bag lovende spinoffs.

”Jeg synes Det Europæiske Innovationsråd gør det bedre og bedre. Hvis du havde spurgt mig for fire år siden, ville jeg være meget i tvivl om, hvorvidt indsatsen nogensinde ville rykke noget. Men nu, hvor vi har lært at bruge Det Europæiske Innovationsråd, kan vi konstatere, at der er en del af universiteternes startups, som har været rigtig glade for det. Det er nogle betydelige midler, man kan søge til opskalering af nye teknologier. Det må godt få ros fra mig,” siger hun.

At deltage i EU-projekter kan være overvældende for små og mellemstore virksomheder (SMV). Nok frister pengene, men de administrative muskler, der skal til for at ansøge, rapportere og finde udenlandske partnere mangler ofte. Her kan viden- og erhvervsklyngerne spille en rolle. Klyngerne er netværk, der hjælper danske virksomheder med at løfte innovationshøjden inden for hver deres fagspecifikke område.

”Vi hjælper virksomheder i deres innovationsrejse gennem mange forskellige aktiviteter. Præcis hvordan kommer an på virksomhedens behov. Det kan være events om bestemte temaer, matchmaking med potentielle samarbejdspartnere, hjælp til startups, der leder efter investorer eller at hjælpe med ansøgninger til finansiering,” fortæller Helle Vedel Friis, Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark, der er viden- og erhvervsklyngen inden for fødevarer og bioressourcer.

Den danske klynge er samtidig en del af Enterprise Europe Network (EEN), hvor virksomheder kan finde samarbejdspartnere på tværs af landegrænser.

Produkter skal ud på markedet

Det danske virksomhedslandskab er kendetegnet af mange SMV’er. Nogle er videnstunge, andre specialister i en speciel type produktion og atter andre forstår sig på kundesegmenter og salg. Hver for sig kan det være vanskeligt at prioritere innovation, men ved at indgå partnerskaber kan innovationen organiseres og få sin plads.

Den lille innovative virksomhed, der har en lovende ny teknologi, men ikke selv kan skalere op, finder måske de partnere, der kan udvikle et design og en produktionskæde, der i sidste ende får et produkt på markedet.

Få hjælp til at søge EU-midler

Ud over at være et neutralt datingbureau for virksomheder har klyngerne en vigtig rolle i at støtte hjemtaget af innovationsmidler fra internationale fonde og programmer. Mens der på universiteterne og i større virksomheder er fokus på de store fondsprogrammer, er situationen en anden for SMV’erne.

Helle Vedel Friis forklarer: "I klyngerne har vi viden om alle mulige branchespecifikke programmer, og vi kan hjælpe med at identificere, hvilket program der passer bedst til virksomhedens udviklingstrin, alder og behov. Vi har også overblikket til at koordinere imellem nationale og internationale programmer, så du f.eks. starter med at søge midler i Danmark, og bruger det som springbræt til at søge i EU på et senere tidspunkt.”

Små virksomheder kan løse specialopgaver i store EU-projekter

Som SMV’er behøver man dog ikke helt at forkaste idéen om EU-programmerne. En mulighed er såkaldt Cascade Funding, hvor et stort EU-projekt tilknytter mindre partnere, som modtager en sum penge, typisk 10.000-200.000 euro, for at løse en særlig udfordring i en slags mini-EU-projekter.

”Det er ofte muligheder, der går lidt under radaren, fordi de er i små bidder under et større projekt. I regionernes EU-kontorer er der lavet en kortlægning af det, og vi kender mulighederne godt. Som mindre virksomhed kan du blive tilknyttet et af de helt store konsortier for en afgrænset opgave. Det har også den fordel, at konsortiet hjælper med den administrative byrde, der kan være en belastning for mindre virksomheder i et EU-projekt,” forklarer Anders Skeem, International Manager i Food & Bio Cluster Denmark.

Enterprise Europe Network – hjælper til international vækst

Det er ikke kun, når der søges midler, at det kan være en fordel at have en guide udi det internationale. Hvis man drømmer om at vækste globalt, kan det være svært at finde de rette udenlandske partnere. Her kommer EEN i spil.

”I EEN er der kontorer i mere end 50 lande med lokal viden og indsigt om deres eget marked. Det gør os i stand til at hjælpe med f.eks. lokale skatteregler, råvarefaciliteter og rådgivningsservice. Det betyder også, at vi kan håndplukke virksomheder, som vil være gode internationale match,” slutter Anders Skeem.

Testcentre i telte og haller, mennesketomme byer, podepinde langt op i næsen, pressemøder på tv og fællessang fra altanen. Mundbind, håndsprit, hjemmearbejde, isolation, restriktioner, vaccinestik og “boostere”.

Selvom vi kun skal tilbage til januar 2020, hvor de første meldinger om udbrud af lungebetændelse med ukendt årsag i Kina kom, kan coronapandemien virke så uendeligt langt væk.

For professor Lone Simonsen blev perioden med COVID-19 en blanding af ekstrem opmærksomhed på hendes faglighed og en kendthedsfaktor, der normalt kun er forbeholdt politikere, skuespillere og sportsfolk. Under pandemien bragede den internationalt anerkendte RUC-professor igennem på tv, i radio og i aviserne – og pludselig fik hun tilnavnet Corona-Lone.

- Hele mit drømmeprojekt om at lave et grundforskningscenter i Danmark med fokus på at forske i pandemier fik med COVID-19 pludselig ekstrem relevans. Før pandemien kunne få vel se meningen med et sådant center. Nu fremstod idéen pludselig som noget vigtigt, siger Lone Simonsen, der oprindeligt er uddannet i biologi og kemi netop fra RUC i 1985.

Derfra gik turen til USA, hvor hun fik sin ph.d. i populationsgenetik i Amherst, Massachusetts. Derefter – efter en kort tur hjem som postdoc på DTU – vendte hun tilbage til USA for at tage en uddannelse som ”sygdomsdetektiv” ved den amerikanske sundhedsmyndighed Centers for Disease Control and Prevention (CDC) i Atlanta. Senere blev det til et internationalt liv med arbejde som epidemiolog i blandt andre Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og National Institutes of Health (NIH) i USA.

Efter at have været væk i 30 år vendte Lone Simonsen tilbage til Danmark som gæsteprofessor i 2014.

- I USA tænker man meget på tværs af faggrupper, og det er helt normalt, at man er epidemiolog, selv om man ikke er læge. Jeg ville gerne bruge den nye matematiske forståelse indenfor epidemiologi til at forstå pandemiernes væsen. Bruge historiske data sammen med mikrobiologi, matematik og medicin. I udlandet er det helt normalt at bruge matematisk epidemiologi og en bred tilgang til pandemiforskningen. Det håber jeg at bringe med mig her i Danmark, siger Lone Simonsen.

En MSCA-bevilling sætter skub i sagerne

Selvom Lone Simonsen vendte tilbage til Danmark som en internationalt anerkendt forsker med over 200 artikler i diverse akademiske tidsskrifter, satte hun sig ikke bare ind på forsædet hos universiteterne og trykkede på speederen.

- Jeg hoppede lidt fra tue til tue i de første år. Mit forskningsområde er ikke oplagt for Novo Nordisk, fordi det ikke er klinisk og ikke oplagt for Lundbeckfonden, fordi de primært støtter projekter med fokus på hjernen. Og Velux Fonden vil slet ikke give penge til forskning, som handler om sygdomme. Så jeg følte mig meget privilegeret, da jeg i 2015 fik en individuel bevilling fra Marie Skłodowska-Curie-programmet, der gav mig mulighed for at komme til Danmark som gæsteprofessor og forske i historiske epidemier og pandemier, siger Lone Simonsen.

Lone Simonsens bevilling hed dengang Individual Fellowships, i dag omdøbt til Postdoctoral Fellowships. Det senior track, hun var på, findes ikke mere.

- Den bevilling var i den grad med til at give mig fodfæste i Danmark. Mit mål var at forske i pandemier længere tilbage i tiden. At se på pesten i 1600-tallet, kopper i 1700-tallet, kolera i 1800-tallet og den spanske syge i 1918. Finde mønstre og forstå disse pandemiers ”fingeraftryk” på befolkningen. Ved at forstå, hvad der skete tidligere, kan man bedre forstå mønstre i nutidige pandemier. Hele meningen er at blive bedre forberedt til kommende pandemier og andre sundhedskriser.

Som erfaren forsker, der stort set kun har arbejdet i udlandet, har Lone gode ting at sige om Marie Skłodowska-Curie-programmet, der i dag i højere grad fokuserer på yngre forskere.

- MSCA har stor betydning for unge forskere. I min nuværende position har jeg mulighed for at hente unge forskere hertil. Ligesom jeg kan dele mit netværk i USA og England med dem. På den måde giver jeg min viden og mine forbindelser videre til den kommende generation af forskere, siger Lone Simonsen.

Og hun tilføjer:

- MSCA giver mulighed for, at man som ung forsker kan komme ud i verden og modnes videnskabeligt. Det gælder om at finde sin egen vej og finde ud af, hvad man brænder for. Hvis du spørger mig, skal man blive international fremfor kun at være lokal. Lige nu har vi sendt to unge forskere til organisationer i vores netværk i Princeton, USA, og Cambridge i England. Jeg håber, de kommer stærkt tilbage, så de kan videreføre fremtidens pandemicenter her på RUC, siger Lone Simonsen.

Fra Curie over COVID-19 til forskningscenter

Lone Simonsens forskning har en interdisciplinær tilgang, hvor hun arbejder sammen med forskere fra andre fagområder som medicin, statistik, matematik og fysik. Ligesom hun bruger historiske og nutidige data og problemstillinger i sine modeller.

Hvis Lone Simonsens liv, efter at hun kom tilbage til Danmark, var en ligning, ville den se nogenlunde sådan ud:

25 års erfaring fra udlandet + Marie Skłodowska-Curie-bevillingen + COVID-19 = det nye forskningscenter PandemiX på Roskilde Universitet.

- Jeg kender andre erfarne forskere, som har prøvet, men ikke er lykkedes med at vende hjem, ofte fordi de ikke har fundet fodfæste med en stilling eller en bevilling, ligesom jeg fik. Det synes jeg er en skam, for det er vigtig viden og erfaring og udenlandske netværk, som de kunne bringe hjem til Danmark.

Nu sidder Lone Simonsen i spidsen for det nye grundforskningscenter, som har det formelle navn Center for Interdisciplinary Study of Pandemic Signatures – også kendt som PandemiX.

Centret åbnede den 1. juni 2023, efter Danmarks Grundforskningsfond havde investeret 47 millioner kroner i projektet frem til 2029. Målet er at placere sig på topforskningens verdenskort, når det gælder fremragende og banebrydende pandemiforskning.

- Vi er stolte over, at vi begyndte denne forskning, inden det blev populært på grund af COVID-19. Nu er vi en gruppe med plads til omkring 20 personer, skabt i et tæt samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet, Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og Nordsjællands Hospital, siger Lone Simonsen.

Professoren i epidemiologi har nu sat sig i førersædet, og hendes center tæller udenlandske topforskere fra blandt andet Harvard University, National Institutes of Health i USA og Cambridge University i Storbritannien.

- Det var gennem professionelle netværk og som medlem af Videnskabernes Selskab, at jeg mødte folk, da jeg vendte hjem. Det er uhyre vigtigt at have et netværk i Danmark, men det er svært at finde for forskere, der har været i udlandet og ikke vender hjem til et bestemt job. Det er vigtigt, at de unge har et sted at vende hjem til. Her kunne der, i forbindelse med Marie Curie Actions, være en slags afrapportering, så man mødes på tværs af faggrupper og evaluerer sine forløb og derved får et netværk med andre i samme situation. Det ville også være en idé, at Marie Curie Actions skaber et netværk og måske giver mulighed for genetablering i det danske forskningsmiljø og genintegrering af deres fellows, efter at de har været udenfor Europa for en periode, siger Lone Simonsen.