”Forskningsmiljøet kan være ret konkurrencebetonet, og hvis du venter, kan du risikere at miste momentum. Her kan du som yngre forsker have mere tid og overskud til at starte dit eget nye projekt, end de mere etablerede forskere ofte har,” siger lektor Farshad Moradi, der forsker i elektroteknologi.

Dette overskud viste Farshad helt fra starten, da han i 2011 kom til Danmark. Han var netop blevet ansat som adjunkt på Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet, da han i en alder af 33 år gik i gang med at planlægge sit første projekt, SPICE. Ikke at det var let: ”Jeg var ny i Danmark og kendte næsten ingen, så jeg startede med at kontakte mere end 200 forskere for at høre, om de vil være partnere i projektet. Men folk var afvisende,” fortæller Farshad Moradi. Så begyndte han at sparre med kollegaen Martijn Heck fra Aarhus Universitet, og sammen fik de udfærdiget ansøgninger til opslag både herhjemme og i EU. Først fik de en EUopSTART-bevilling, og derefter fik de med succes søgt inden for Future Emerging Technologies-programmet (FET).

Vil have kontrol over projektet
Martijn Heck var leder på ansøgningen til FET og blev derfor koordinator på SPICE, mens Farshad selv blev partner på projektet. Han ville dog også prøve kræfter med koordinatorrollen. Så han gik med det samme i gang med at føre sin idé til projektet STARDUST ud i livet. Et projekt, som han selv ville tage hele styringen med.

”STARDUST var min idé fra starten. Derfor ville jeg have kontrol over projektet. Og det er ikke svært at skrive en ansøgning, hvis idéen er god. Her havde jeg også fået god erfaring med at samle et konsortium i SPICE, så jeg vidste, hvordan det skulle gøres i STARDUST.”

Gå efter de store kanoner
At samle et konsortium med garvede forskere kan synes som en uoverkommelig opgave for yngre forskere uden et langt CV. Det skræmte dog ikke Farshad Moradi, som gik direkte efter de store kanoner.

”Til STARDUST ville jeg have de bedste inden for optogenetik. En af dem var Peter Hegemann fra Humboldt Universitetet i Berlin. Så jeg ringede simpelthen bare til ham for at spørge, om han var interesseret – og det var han heldigvis.”

Men hvordan er det så for en yngre forsker at skulle bestemme over velrenommerede forskere som Peter Hegemann? ”Så længe du bliver ved med at tro på din idé og er engageret i projektet, så skal de nok lytte efter og begynde at stole på dig. Især hvis du styrer projektet med respekt for dem og deres forskning.”

STARDUST skal forbedre behandling af hjernesygdomme ved hjælp af mikrorobotter, der kan lokalisere små sygdomsramte neuroner i hjernen. Læs mere: project-stardust.eu

Niels Henrik Pontoppidan er i dag koordinator for EVOTION-projektet, og det er ikke en tilfældighed, at det internationale samarbejde styres fra Oticon i Snekkersten. For år tilbage var han som ph.d.-studerende på DTU partner i et projekt om overvågning af store skibsmotorer med MAN B&W som koordinator. Og netop erfaringerne med partnerrollen, sparring med den danske koordinator og en større fortrolighed med EU-begreber var et plus, da Niels med ledelsens fulde opbakning tog initiativ til EVOTION og sammensatte en stærk besætning.

Større indflydelse og synlighed
En af de helt store forskelle mellem partner- og koordinatorrollen er, i forskningsmanagerens optik, større indflydelse og synlighed: ”Som koordinator står jeg i dag på en helt anden platform. Jeg er i langt større grad med til at sætte rammen for forskningen og dreje projektet i retninger, som er relevant for Oticon. Det er derfor en helt anden type indflydelse, som jeg har i dag. Som partner kunne jeg ikke forme projektet. Det kan jeg som koordinator”.

Som koordinator er Niels Henrik Pontoppidan også bindeleddet mellem projektet og Europa-Kommissionens Project Officer: ”Det er mig, der taler med vores Project Officer i Bruxelles om projektet og de udfordringer, der opstår undervejs. Jeg har fokuseret på at skabe en fortrolig relation og en win-win situation med vores Project Officer, som også har en interesse i, at projektet bliver en succes”.

Eriksholm oplever en øget interesse fra udlandet, fordi EVOTION er et af de største projekter med fokus på indsamling af brugerdata fra høreapparatbrugere over længere tid og i flere lande. ”Jeg får mere taletid på internationale konferencer om høreforskning. Projektet giver en enorm eksponering af vores virksomhed,” siger Niels Henrik Pontoppidan.

En investering i fremtiden
Fra starten oplevede Niels Henrik Pontoppidan opbakning fra egen leder i forhold til at satse på koordinatorrollen, og den tillid har han i dag omsat til værdifuld viden og foreløbig ca. 38 millioner kroner fra Horizon 2020. ”Som koordinator har jeg i dag dybdegående viden om, hvordan man bedst skaber konsortier og leder store samarbejder, og det hjælper med at opbygge kapacitet i egen organisation. På den lange bane er Oticon interesseret i at bruge eksterne midler fra EU til at styrke vores egen forskningskapacitet. Den erfaring får du ikke på samme måde som partner, hvor du får færre opgaver og færre midler i projektet,” slutter Niels Henrik Pontoppidan.

EVOTION indsamler og analyserer data fra mange brugere af høreapparater med henblik på at skabe en platform, hvor beslutningstagere analyserer sundhedsdata og politikker for behandlinger. Læs mere: h2020evotion.eu

Mangel på jod er en af de helt store syndere, når læger kigger på årsagerne til sygdomme i stofskiftets ’motor’ – skjoldbruskkirtlen. I Danmark tilsætter vi derfor jod til salt, så vi får tilstrækkeligt med jod. Nogle europæiske lande tilsætter jod til køernes foder og har derfor traditionelt haft et tilstrækkeligt jodindtag via jodrige mælkeprodukter. Mens andre lande som Israel ikke har en effektiv politik vedrørende befolkningens indtag af jod.

Jodbehov på landkortet
En kilde til befolkningens jodindtag er grundvandets indhold af jod. Dette varierer alt efter, hvor man placerer sig på landkortet: ”Det er vidt forskelligt fra land til land, og befolkningernes behov for jodtilsætning er derfor også meget forskelligt fra land til land. Historisk set har det været helt galt, når man kommer ned i Schweiz og alpeområderne, hvor der virkelig har været store problemer med jodmangel og følgesygdomme,” forklarer seniorforsker Betina Heinsbæk Thuesen fra Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg-Frederiksberg Hospital. Hvordan navigerer man så rundt i data om jodrelaterede sygdommes udbredelse, omfanget af recepter, diagnoser og antallet af operationer for struma på tværs af Europas landegrænser? Det er forskere fra 27 lande i gang med at finde ud af i forskningsprojektet EUthyroid.

’Oversættelse’ af data
Seniorforsker Betina Heinsbæk Thuesen står i spidsen for den del af EUthyroid, der indsamler og sammenligner registerdata fra de involverede lande. Det kan kræve en del 'oversætterarbejde', forklarer Betina: ”Min rolle er at skabe et fundament for at sammenligne data fra forskellige registre. Data fra de nordiske lande kan vi umiddelbart sammenligne, idet sundheds- og medicindata er indsamlet nogenlunde på samme måde. Mens eksempelvis regionale registre i Catalonien og data fra forsikringsselskaber i Tjekkiet først skal grupperes og behandles, før de kan sammenlignes med f.eks. data fra de skandinaviske lande.”

Danmark har styr på ruten
Følger vi kompasset mod nord, er den danske løsning værd at prale af: ”Vi har i 2000 indført et obligatorisk jodberigelsesprogram, og i modsætning til andre lande har vi været rigtigt gode til at overvåge udviklingen. Vi har fulgt rigtigt godt med både i befolkningsbaserede studier og i hospitalsregistre – så vi har godt styr på, hvad effekten har været af programmet. Det er ret enestående.”

Israel sætter ny kurs
Et af de lande, som Betina samarbejder tæt med i EUthyroid, er Israel. Samarbejdet med Israel er win-win. Via projektet får Israel løftet deres forskningsmæssige og sundhedspolitiske indsats på området. ”Israel er ikke ret langt på området, og de har faktisk ikke vidst, at de lå lavt i forhold til WHO’s anbefalinger til jodindtag. Det er ret nyt, at der overhovedet er sundhedsdata fra Israel på området,” forklarer Betina. De israelske forskere i projektet er uddannet i USA og Storbritannien, og det er en fordel ifølge Betina: ”De er rigtig gode til engelsk og har mange kontakter internationalt, så det er nemt at kommunikere. Og de er vant til at indgå i internationale samarbejder uden for deres nærområde.”

Horizon 2020 er et tværeuropæisk forsknings- og innovationsprogram. Derfor skal man i mange projekter samle et konsortium på mindst tre partnere fra tre forskellige EU- eller associerede lande til at løse de problemstillinger, som projektet tager livtag med.

Verden rundt
Men Horizon 2020 har fokus på hele klodens udfordringer og ikke kun på europæiske interesser. Det betyder også, at man kan finde adskillige internationale opslag i Horizon 2020. Alle kan deltage som partnere i et Horizon 2020-projekt, uanset hvor i verden personen, virksomheden eller organisationen kommer fra eller holder til. Deltagere fra andre lande end EU- og associerede lande er altså også velkomne til at deltage i Horizon 2020-projekter, selvom det ikke står eksplicit i opslaget. De får bare ikke altid automatisk støtte fra EU. Disse lande omtales som tredjelande. Læs mere i FACTS længere nede på siden og styr dit projekt sikkert i havn, uanset hvor i verden dine partnere kommer fra.

Opslag med globalt udsyn
Har du globale ambitioner, er ikke mindre end 77 opslag øremærket til internationalt forsknings- og innovationssamarbejde i 2018 og 2019. Nogle opslag gælder alle tredjelande, mens andre opslag kun omfatter et land f.eks. ’EU-US Collaboration for advanced wireless platforms’ eller lande fra en bestemt verdensdel f.eks. ’Food Systems Africa’.

Få overblik
Få det fulde overblik over mulighederne på bit.ly/h2020open. Finder du et interessant opslag i excel-filen, så tjek de officielle dokumenter på Partipant Portal: bit.ly/h2020icalls. Ønsker du at se mulighederne på topic-niveau, så tjek direkte på Partipant Portal: bit.ly/h2020itopics.

Facts

EU-lande og associerede lande
Alle institutioner, virksomheder, foreninger, kommuner mv., der er etableret i et EU-medlemsland eller et land, der er associeret med Horizon 2020, kan modtage støtte. Til EU-lande regnes også de oversøiske lande og territorier (OCT), der er knyttet til EU-landet, som f.eks. Grønland. De associerede lande er blandt andet Israel, Norge, Schweiz og Tyrkiet.

Tredjelande, der er støtteberettigede
Denne gruppe favner en lang række udviklings- og mellemindkomstlande i Asien, Afrika, Syd- og Mellemamerika og Mellemøsten, der kan modtage støtte på lige fod med deltagere fra EU-lande.

Tredjelande med særaftaler
Denne gruppe omfatter lande, der som udgangspunkt ikke er støtteberettigede, men i visse tilfælde kan få støtte fra Horizon 2020. Denne gruppe tæller partnere fra lande som USA, Kina, Brasilien og Rusland. De kan modtage støtte, hvis:

1. Der er indgået en bilateral aftale om forsknings- eller teknologisamarbejde mellem EU og det pågældende land. Partnere herfra vil modtage national støtte til deres Horizon 2020-deltagelse.

Eller

2. Det står i opslaget, at ansøgere fra disse lande kan modtage støtte.

Uundværlig?
Partnere fra disse tredjelande kan også modtage støtte fra Horizon 2020, hvis lige præcis denne partners kompetencer, adgang til forskningsinfrastruktur, data eller lignende er uundværlig for projektet, og man som ansøger kan redegøre for dette.

Det globale projektkonsortium NoWA har nye bæredygtige biogasteknologier på menukortet. En af forskerne i projektet er Morten Birkved, lektor på DTU og ekspert i miljøvurdering af landbrugssystemer og -teknologier. ”Vi vil i projektet NoWA afprøve, miljøvurdere og sammenligne teknologier, der kan håndtere og udnytte forskellige former for landbrugsaffald og omdanne det til blandt andet biogas og kemikalier.” På DTU vil man blandt andet udvikle forskningsbaserede metoder til at miljøvurdere de biogasteknologier, som udvikles i NoWA. Morten præciserer: ”Hvordan påvirker disse teknologier miljøet? Har de en positiv eller negativ effekt på miljøet? Vores teknologiske ambition er selvfølgelig, at det bliver bedre. Men om det reelt er det, der sker, ved vi først, når teknologien bliver afprøvet i praksis og testet i forskellige landbrugsmiljøer og affaldssammensætninger.”

Plusserne
Med på holdet i NoWA er også Kina, fremhæver Morten og pointerer, at et projektkonsortium uden Kina ville have en begrænset mulighed for at afprøve og vurdere biogasteknologien og dens globale potentiale. Med de kinesiske partnere får NoWA adgang til en større variation i landbrugsaffald, så man undgår at udvikle ekstremt dyre teknologier, der kun egner sig til europæiske forhold og afgrøder. ”Med Kina får vi afprøvet teknologier og teser under helt andre regionale og geografiske betingelser og med mere ’eksotiske’ afgrøder end dem, vi kender i Europa. Det betyder, at vi udvikler et setup, der er meget mere robust og bredt anvendeligt,” siger Morten og fortsætter: ”Mangfoldigheden fra nord til syd i Kina er både teknologisk og afgrødemæssigt meget større end fra nord til syd i Europa.” Udover de teknologiske gevinster ved det kinesiske samarbejde, så er der også en klar markedsmæssig gevinst ved at have kineserne med: ”Hvis man som forsker eller virksomhed vil igennem til de nye økonomier i verden, så er Kina et godt sted at starte. Kina repræsenterer et gigantisk marked. Vi udvikler en rigtig dyr teknologi, som i Kina bliver tilpasset de problemstillinger, som lande med Kinas udviklingsniveau repræsenterer.”

Kend den kinesiske kultur
Morten anbefaler, at man sætter sig ind i den kinesiske kalender og kultur. ”Man skal oparbejde en åbenhed i konsortiet, så de kinesiske forskere ikke fortier ting af ren og skær høflighed,” forklarer Morten. Hans personlige erfaring er, at ansøgningsprocessen kan være hård, og at det er centralt at få kinesernes input til ansøgningen og forpligtelse til tiden. Men for Morten har det været det hele værd: ”Bagefter har det været en meget positiv oplevelse at samarbejde med Kina. De kinesiske partnere er meget engagerede, kommunikative og fuldt ud på højde med de europæiske partnere i konsortiet. Så jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle have Kina med,” slutter Morten, der sender en ny ansøgning til Horizon 2020 i rigtig god tid – og igen med forskere fra riget i midten.

Spørger man Søren Brunak, var EU’s forskningspolitik på sundhedsområdet op gennem 00’erne præget af manglende udsyn. Amerikanske forskere kunne ikke få del i EU-budgettet til sundhedsforskning, også selvom europæiske forskere var meget velkomne i forskningsprojekter betalt af f. eks. det amerikanske forskningsagentur National Institute of Health (NIH). Dengang var der kun få programmer i EU-regi, som inviterede til internationalt samarbejde.

Frit valg på alle hylder
Men denne ubalance mellem Europa og USA blev ændret. Det skete blandt andet med EU’s 7. rammeprogram (FP7), forklarer Søren: ”EU ville gerne intensivere antallet af oversøiske partnere i EU-finansieret sundhedsforskning. Man blev meget opmærksom på, at det ikke er en god idé, at Europa isolerer sig og kun finansierer ’interne’ projekter.” Det globale udsyn blev i 2015 udbygget med forskningskommissær Moedas' tre O’er: Open innovation, Open Science og Open to the World. De visioner om åbenhed overfor EU’s omverden bliver med de nye arbejdsprogrammer for 2018-2020 til virkelighed. Det glæder Søren Brunak: ”Forskningen og den kommercielle verden er international og globaliseret. Det at man har frit valg på alle hylder, og at man kan tage de allerbedste og relevante partnere med ind i projekter, det er rigtig godt.”

Kikkerten peger mod vest
Men hvorfor er USA vigtig for Europa? Ifølge Søren Brunak betyder det meget, at USA bærer den teknologiske førertrøje i den globale konkurrence: ”Der er utrolig megen teknologiudvikling, der foregår i USA. Mange af de teknikker, man hyppigt bruger i forskning på f.eks. det toksikologiske felt, er fortrinsvis udviklet i USA. Det gælder blandt andet genomsekventering og andre screeningsteknikker.” Den amerikanske model adskiller sig også ved, at de ofte hælder rigtig mange penge ind i projekter, der bruger teknologierne tidligt i udviklingsprocessen, uddyber Søren: ”For europæere er det nogle gange svært at forestille sig, at man overhovedet ville kunne rejse penge på samme måde. Men for amerikanerne er det en måde, hvor de både støtter deres egen videnskab og de kommercielle aspekter.”

De bedste på feltet
Søren slutter med en opfordring til, at man altid vælger de bedste partnere i verden uanset sprog og nationalitet: ”I FP7-projektet MetaHIT – et omfattende studie af tarmbakterier – gik kineserne ind i projektet, og det gjorde det europæisk-kinesiske projekt meget stærkere end det konkurrerende amerikanske projekt. Europa fik en stærk position, fordi kineserne medfinansierede projektet med blandt andet datagenerering. Så Open to the World er ikke bare lutter samarbejde og romantik.” Forskningens natur er for Søren lige dele samarbejde og konkurrence på kvalitet: ”Nogle gange kan det betale sig bare at konkurrere, mens det andre gange kan betale sig at samarbejde.”